Kim Gulvad Svendsen, chef for drift og myndighed i Aarhus Kommune, hvorfor gav i Retten til Liv et påbud om at fjerne organisationens klistermærker?
Vi har haft talt med dem om, at vi gerne vil have klistermærkerne fjernet. Det var vores indtryk, at det ikke var deres hensigt at gøre det selv, så vi blev nødt til at påbyde dem det.
Hvad er de seneste eksempler på, at I har påbudt en afsender af et budskab på klistermærker at fjerne dem inden for 48 timer eller betale, som I gør med Retten til Liv nu?
I år har vi haft seks sager, hvor vi blandt andet har hevet fat i Intersport. Det drejer sig ikke kun om klistermærker, men om alt muligt andet, der bliver sat op i vores byrum. Udover denne sag har vi givet påbud om at fjerne noget inden for 48 timer i et enkelt tilfælde i år. I de fleste tilfælde er det muligt at få det ordnet uden påbud.
I henviser til en paragraf i love om offentlige veje med videre, der handler om genstande på vejareal. Hvordan kan klistermærker på gadelygter og el-skabe gå under denne kategori?
Jeg er ikke jurist, men jeg har spurgt vores jurister, og de siger, at vi kan give påbud ud fra denne paragraf.
Du har også kaldt det hærværk. Hvordan kan det være hærværk, når de ikke ødelægger noget?
Så kan man også sige, at tags (en graffitimalers signatur, red.) ikke er hærværk, for det er jo også bare noget, man maler på en genstand, og som kan vaskes af. Vores vurdering er, at dette såvel som tags er hærværk, fordi det er besværligt og dyrt at få fjernet. Jeg har selv været ude for at se, hvor svære disse klistermærker er at få fjernet.
Og min vurdering er, at det i billigste tilfælde vil koste fem kroner for hvert klistermærke. Når vi samtidig skal bruge tid på at finde dem, vil jeg vurdere, at vi er oppe i en omkostning på omtrent 100.000 kroner.
Aarhus virker ellers ikke bange for at have værdimæssige budskaber i det offentlige rum. Der er for eksempel regnbuefarvede bænke og det omdiskuterede kunstprojekt ”The Garden” fra ARoS, hvor græs og træer ved Mindeparken blev farvet i rød og hvid akrylmaling for at få fokus på menneskets påvirkning på naturen. Hvorfor kan disse få lov at være i det offentlige rum, når Retten til Livs klistermærker ikke kan?
For det første er det ikke budskabet, vi har en holdning til, men metoden. Maleriet i Mindeparken blev ryddet op, og det var ikke kommunen, men ARoS selv, der stod for det. Og ja, der er regnbuefarvede bænke, men de er jo ikke til gene for folk, som denne massive opsætning af 20.000 klistermærker på skabe, bænke og anden byinventar er. Vi plejer at være meget imødekommende over for folk, der søger om tilladelse til at markere en sag i vores byrum. Lige denne kampagne med 20.000 klistermærker havde vi dog nok ikke givet tilladelse til.