At acceptere psykisk sygdom er som et hjerte, der lærer at slå igen

I Region Hovedstaden hjælper tidligere psykiatriske patienter nuværende i deres helingsproces. Julia Marie Holm har diagnosen skizofren – og en mentor, der ved, hvordan det er: ”Det kan godt være, det ikke ligger i ordene, men så ligger det bag ordene: Jeg har prøvet det selv,” siger han

Han er tidligere psykiatrisk patient, hun er nuværende. Søren Dixen er ansat af Region Hovedstaden som såkaldt recovery-mentor for Julia Marie Holm. –
Han er tidligere psykiatrisk patient, hun er nuværende. Søren Dixen er ansat af Region Hovedstaden som såkaldt recovery-mentor for Julia Marie Holm. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Hun taler om sin hjerne i tredjeperson, som noget uden for hende selv: ”den”. Julia Marie Holm, 22 år, er patient i psykiatrien. Hun har været indlagt på lukket afdeling med skizofreni og alvorlig selvskade.

Nu bor hun i et botilbud på Amager i København. Hun har lige været på ferie i Midtjylland, og der glemte hun i et par dage at tage sin antipsykotiske medicin.

”Jeg føler en lidt mærkelig summen. Jeg føler, at den ryger frem og tilbage på en eller anden måde, at den lige som beder om noget. Den har jo også været vant til at tage det i ret lang tid...”

”Det har den,” medgiver Søren Dixen, mens røgen fra to cigaretter tager et par volter i stuen og forsvinder ud af vinduet.

Han er tidligere psykiatrisk patient og hendes mentor. Cirka to gange om ugen kommer han forbi, og de taler om løst og fast. Hvordan har hun det. Hvad der er sket siden sidst. Er boligen ren, ser hun andre mennesker, peger tegnene på trivsel eller tilbagefald. Projektet hedder recovery mentor og i Region Hovedstaden Psykiatri er der ansat i alt 22 mentorer på samme overenskomst som pædagogmedhjælpere. Regionsrådet har netop besluttet, at indsatsen skal føres videre og udvides med flere mentorer næste år.

Det er en ”mærkelig” rolle, mentorerne har, forklarer Søren Dixen: Professionelle, men ikke helt. Venner, men med et fagligt blik. Sammen kan de tale ”psyko-slang”, sådan som de gør om hjernen.

”Hjernen er blevet en ’den’, fordi det har været den, der var problemet,” forklarer Julia.

”Jeg så engang en plakat, hvor der stod: ’Du er, hvad du spiser’. Men det er forkert, du er meget mere, end hvad du spiser. Og din person er mere end hjernen,” føjer han til.

”Den har fået en personlighed. Jeg tror på, jeg har en sjæl et sted, som ikke er hjernen. Noget ud over elektriske impulser,” siger hun.

Deres relation er intern, og derfor er den svær at fange med ord. Men det er netop pointen, at mentorer og patienter deler noget, som kun de forstår.

”Jeg har siddet i saksen selv. Det kan godt være, det ikke ligger i ordene, men så ligger det bag ordene: Jeg har prøvet det selv,” siger Søren Dixen.

Der er tre tændte lyskæder i Julia Marie Holms lille lejlighed. En redt seng. Skoene står i par på deres hylde.

Hun har flettet sit hår i en udvendig fletning, der starter midt på issen og løber ud til panden og hele vejen ned langs højre side af hovedet. Det ser godt ud. Hun taler, som om hun har det godt, bemærker Søren Dixen. Hun svarer prompte, når han spørger, hun tager ikke på udflugt langt borte fra emnet, der er pingpong og fremdrift i snakken.

Hun blev indlagt første gang, da hun var 19 år. Hun havde haft et selvmordsforsøg og tilbragte 3,5 måned på åben psykiatrisk afdeling. Der gik en sommerferie efter udskrivelsen, og så blev hun indlagt igen. Den indlæggelse varede halvandet år, hvor hun vekslede mellem åben og lukket afdeling.

Først var diagnosen bipolar lidelse, og så blev det personlighedsforstyrrelse. Den blev ændret til skizofreni, da hun begyndte at høre stemmer, lugte ting og fornemme ting, der ikke var der. Hun udviklede selvskade.

Hun har ”været gennem mange præparater” og en del elektrochokbehandlinger, før hun blev udskrevet i december sidste år. Da fik hun boligen på Amager og går nu i et ambulant psykosocialt behandlingstilbud under Region Hovedstaden Psykiatri.

Det var på lukket afdeling, at hun mødte Søren Dixen, 39 år. Det er 10 år siden, at han trappede ud af sin medicin. Han blev indlagt første gang, da han var 20 år. Han fik diagnosen skizotypi, en mildere form for skizofreni, og var syg i ni år.

Han var blandt de første recovery mentorer, der blev ansat af Region Hovedstaden i 2014. I dag er det næsten et fuldtidsjob for ham. Han er 20 timer om ugen på en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Amager og 14 timer om ugen i et team, der varetager patienter på botilbuddene.

På hospitalet er han ”afdelingsnisse”, forklarer han selv. Ham, der bare er der, og forhåbentlig kan ændre stemningen for eksempel i en tilspidset situation, fordi han på én gang er fortrolig, men faglig. Fra afdelingen følger han de patienter, han har skabt en relation til, ud i botilbuddene.

Søren Dixen er rask, men han kan stadig opleve verden ”aparte”, forklarer han.

”Jeg har en meget kraftig uvirkelighedsfornemmelse. Jeg kan ikke forstå, at verden er verden, og at jeg er mig. Når det bliver slemt, er jeg sikker på, at verden er fiktiv. Den er skrevet kun til mig. Når min kone låser sig ud af døren, eksisterer hun ikke mere, men hun kommer tilbage til eksistensen, når hun låser sig ind igen. For mit eget vedkommende er jeg alt, der eksisterer, der eksisterer kun mig. Det er kvalmende ensomt.”

Tanken bag mentorprojektet er blandt andet, at Søren Dixen giver håb i kraft af sit eksempel. Region Hovedstaden beskriver recovery som:

”En måde, hvorpå man kan leve et tilfredsstillende, håbefuldt og bidragende liv selv med de begrænsninger, der følger af sygdommen.”

Det handler ikke om at være syg og blive rask, pointeres det. Det handler om, at patienter kan få det bedre ”med de forhold, der er givet dem i livet”.

Julia Marie Holm oplevede et vendepunkt i sin sygdom, da en psykiater en dag sagde noget tilsvarende til hende.

”Har du tænkt over, at det ikke er sikkert, at du bliver fri for dine symptomer,” spurgte lægen.

”Det var en øjenåbner. Der gik situationen op for mig,” siger hun.

For måske bliver hun aldrig den, hun var, inden hun blev syg. Men hun kan blive noget andet med sin sygdom og måske endda i kraft af den.

”Mit håb er, at jeg kan bruge min erfaring, så der bliver lidt mere mening med det hele,” siger hun og fortsætter:

”Jeg håber, at jeg på sigt måske bliver lidt lige som Søren. Han har jo fået noget godt ud af den historie, han har. Han har fået mulighed for at hjælpe mennesker, hvor han har stået i deres situation.”

Søren Dixen har sin egen måde at formulere på, hvad begrebet recovery dækker over for ham:

”Recovery er det knuste bægers evne til at holde vand. At holde vand er også karaktermæssigt. Det er at være solid. Du kan også holde vand, Julia. For du var et knust bæger, da jeg lærte dig at kende. Hold da op, der er sket meget. Du har fundet nogle strategier og lært at manøvrere rundt i det her liv, du har fået,” siger han.

Hun supplerer:

”Det er som et hjerte, der lærer at slå igen.”