Den danske adel er større end nogensinde, knap 7000 personer. Den er også mere synlig, end den har været længe. I hvert fald indgår godser og herregårde stadig oftere i tv-programmer, og de lange navne og fine titler præger de mere kulørte medier. Stadig flere tager sig desuden et adel-klingende efternavn.
Det kan alt sammen undre, for det er 166 år siden, at adelen som begreb og institution blev så godt som aflivet. I Grundloven fra 1849 fastslog paragraf 98, at ”enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet”.
Væk var skattefridragelse, jord og embeder. Væk var mere end 600 års historie som en markant og betydningsfuld samfundsgruppe, selv om der skulle gå yderligere 70 år, før de sidste økonomiske privilegier forsvandt.
I Adelsforeningen, der i dag huser 187 adelige familier, undrer formand Anna von Lowzow sig også. Hvad skyldes denne fascination af adelen dog? Langt de fleste adelige lever i dag et helt almindeligt liv, fuldt integreret i samfundet og uden forret til noget som helst.
”Adelen er et underligt fænomen, selv for os, der er del af den. For det er jo kun familiehistorien og de specielle navne, der gør vores liv anderledes. Men vi er selvfølgelig en slags kulturbærere, fordi det er en meget stærk følelse hos de fleste adelige, at adel forpligter. Man opfører sig ordentligt, man bidrager med noget positivt. Dels fordi man er med udsat for sladder med et prangende efternavn, men også af respekt for familiehistorien, og fordi vi på en måde er levende eksponenter for en markant del af danmarkshistorien,” siger Anna von Lowzow, der selv er født komtesse Lerche-Lerchenborg og vokset op på Lerchenborg Slot ved Kalundborg.
Og det er netop rollen som kulturbærere, der er adelens fornemste - og eneste - funktion i dag, mener lektor i historie på Syddansk Universitet Lars Bisgaard.
Han er medforfatter til den nye store bog ”Adel. Den danske adel siden 1849”, der udgives for at markere, at der nu er udkommet 100 bind af Dansk Adels Aarbog - en slags Kraks Blå Bog for adelige. For ikke alene er adelens privilegier for længst væk, den har ikke og søger ikke længere nogen politisk magt. Den er heller ikke længere ene om at bære et kosmopolitisk udsyn og andre kulturelle dyder i Danmark.
I stedet symboliserer adelen og ikke mindst herregårdene en tid, der var.
”Det mest interessante ved adelen i dag er faktisk, at den stadig findes,” siger Lars Bisgaard.
I Norge afskaffede man adelen allerede i 1821. Også i Italien, Tyskland, Østrig og Frankrig er adelen væk, mens den fortsat findes i blandt andet Storbritannien, Sverige, Spanien og Holland.
Når den eksisterer i Danmark, er det af historiske grunde. Frederik VII var i 1849 mest tryg ved at bevare status quo, hvorimod stemningen i Norge var mere radikal. Mest af alt fordi adelen her var dansk.
I Danmark er vi også fortsat meget kongetro, og det har formentlig smittet af på holdningen til adelen, mener Lars Bisgaard. Dertil kommer, at den danske adel er blevet så integreret i samfundet. Eksempelvis har de fleste almindelige mennesker i dag deltaget i et kursus, bryllup eller andet arrangement på en herregård eller et slot.
”Og så er der denne ubestemmelige fascination. I det adelige er der elementer af en gammel, tabt verdensorden, hvor samfundet var langt mere opdelt. Vi oplever kun denne orden i glimt ved kongelige begivenheder, men rollen som publikum til disse ritualer, store kjoler, flotte kareter og lange navne giver nok følelsen af en vis samhørighed på tværs af en ellers meget individualiseret hverdag,” siger Lars Bisgaard.