Prøv avisen

Adopterede må have hjælp til at klare voksenlivet

Forholdet til adoptivforældrene kan skabe problemer. Foto: JOE RAEDLE Denmark

For adopterede er forholdet til adoptivforældrene i nogle tilfælde svært, lyder det fra flere, som oplever, at en del adopterede har brug for hjælp

Voksne adoptivbørn oplever relativt ofte problemer med tætte relationer, og de kæmper med lavt selvværd og koncentrationsbesvær. Psykolog May Britt Skjold fra Center for Adoption i København har i mere end 10 år arbejdet med voksne adopterede og siger, at mange af dem står med særlige udfordringer i deres voksenliv.

LÆS OGSÅ: Når ensomheden er det bedste valg

For mange handler det om problemer i deres parforhold, hvor de har svært ved at danne tætte relationer. Nogle lever med en oplevelse af lavt selvværd og kan ikke tro, at de er gode nok. I opvæksten har de oplevet at blive dårlig behandlet, fordi de skilte sig ud fra flertallet. En del slås med koncentrationsbesvær, fordi de har været gennem voldsomme ting før adoptionen, siger May Britt Skjold.

Hos interesseorganisationen Adoption og Samfund Ungdom, hvor studerende Ina Dygaard er formand, er det svære forhold mellem adopterede og forældre et tema, der ofte behandles.

I ungdomsårene, hvor hormonerne kører rundt i kroppen, og mange synes, at forældrene er dybt irriterende, har du som adopteret mere på spil og stiller dig spørgsmål, som måske går dybere. Enkelte unge adopterede har brug for professionel hjælp i den fase af deres liv. Som adopteret er der mange valg, der er truffet for dig, som man kunne have ønsket sig anderledes: Du er blevet forladt af dine biologiske forældre, og du er blevet adopterede af en familie, som man måske slet ikke er i overensstemmelse med, siger hun.

I år har Familiestyrelsen behandlet 39 sager om ophævelse af adoption, som overvejende dækker over stedbørnsadoptioner, men også ændringer af voksne adopteredes juridiske forhold. Ophævelse af adoption er således en mulighed, som sjældent bliver praktiseret, men Ina Dygaard forstår overvejelserne.

Det er noget, man kun skal bruge i ekstreme tilfælde, men jeg kan sagtens forstå, at man kan føle, at det er det eneste rigtige at gøre, fordi afstanden mellem den adopterede og adoptivfamilien kan være umulig at leve med, siger hun.

I dagens avis fortæller en 41-årig kvinde, som i 1970erne blev adopteret fra Korea, om, hvordan hun for ni år siden ophævede adoptionen.

Flere advarede mig, inden jeg tog beslutningen, for jeg har ikke længere nogen slægtninge på papiret. Man ophæver ikke sådan bare en adoption, men jeg oplevede reelt, at vi var så langt fra hinanden, at jeg ikke havde nogen familie i min adoptivfamilie, og derfor er det en lettelse, om end meget sorgfuld, at vi har kunnet ophæve kontrakten, siger kvinden, som har valgt at være anonym.

Psykolog May Britt Skjold understreger, at der i mange tilfælde ikke er en sammenhæng mellem de personlige problemer hos adopterede og forholdet til deres adoptivfamilie.

Som adopteret kan du have store udfordringer, men samtidig have et godt forhold til dine adoptivforældre. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem, hvordan du trives og forholdet til dine adoptivforældre, siger hun.