Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
Rumænien, Indien, Sri Lanka og Etiopien har alle det til fælles, at danske medier gennem årene har berettet om ulovligheder såsom dokumentfalsk, underslæb og såkaldte børnehøstere i landenes adoptionsformidling til Danmark.
Som det seneste skud på stammen er Ankestyrelsen, som Kristeligt Dagblad kunne beskrive i går, i færd med at gennemgå adoptionsager fra Chile på grund af mistanke om ulovlige forhold. Det sker efter, at chilenske myndigheder har fastslået, at minimum 8000 børn på mistænkelig vis er forsvundet formentligt med henblik på bortadoption til Vesten.
De gentagne problemer får nu flere parter til at efterlyse en kulegravning, der en gang for alle skal fastslå, hvorvidt og i hvilket omfang illegale udenlandske adoptioner til Danmark har fundet sted.
Deriblandt Luis Vad-Nielsen fra Strøby Egede nær Køge. Han kom fra Chile til Danmark som femårig i 1978 og er i dag overbevist om, at han blev stjålet fra sit biologiske ophav. I 1999 fik han og hans adoptionsforældre nemlig kontakt til hans biologiske mor og familie, som pure afviste, at han var blevet opgivet til adoption.
”For mig handler det her om anerkendelse af mig, mine adoptivforældre og mine biologiske forældre. Helt ærligt, hvilke forældre ønsker sig et stjålet barn? Det er traumatiserende ikke at vide, om man er kommet hertil under ordentlige forhold. Vi blev en handelsvare, som leverpostej man render ned og køber i Netto, og derfor må vi som land også kigge indad,” siger Luis Vad-Nielsen.
Forslaget om en kommission støttes af forperson i Adoptionspolitisk Forum, Yong Sun Gullach, der understreger, ”at ulovlige adoptioner ikke alene er foregået mellem Danmark og Chile, men med adopterede fra hele verden”.
Forhold i transnationale adoptioner har vakt genklang i Europa. I kølvandet på en række aktuelle artikler i det svenske dagblad Dagens Nyheter om ulovlige adoptioner fra netop Chile, fastslog landets socialminister, Lena Hallengren (S), i februar, at hun vil nedsætte en tilbundsgående undersøgelse af Sveriges samlede adoptionsformidling fra 1960’erne til 1990’erne. Længere sydpå, i Holland, offentliggjorde en kommission i februar en rapport, hvor man havde gennemgået adoptionsformidlingen fra 23 lande i perioden 1967 til 1998. I den påpeges flere tegn på ”strukturel og systematisk” misbrug og ”uetisk adfærd” såsom forfalskninger af sagsakter, korruption og sløringer af børns biologiske ophav i forbindelse med adoptionssager fra hele verden.
Konklusionen fik efterfølgende den hollandske justitsminister til øjeblikkeligt at suspendere al transnational adoption, ligesom han gav adoptivbørn, adoptanter og biologiske forældre en officiel undskyldning.
Direktør og stifter af organisationen Chilian Adoptees Worldwide, Alejandro Quezada, der selv er bosat i Holland, og som har fulgt arbejdet, siger, ”at han er overbevist om, at lignende handlinger har fundet sted i Danmark”.
”Den hollandske regering har sendt Danmark og andre europæiske lande et vigtigt signal om, at sandheden skal frem i lyset. Man skylder, at adopterede, adoptivfamilier og de biologiske familier bliver anerkendt. Man kan vende kravet om og spørge, om andre forældre ville acceptere ikke at komme til bunds i en sag, hvor deres børn var stjålet?” siger Alejandro Quezada.
Sandsynligheden for, at regeringen nedsætter en undersøgelseskommission, dog lille. Det vurderer professor ved fakultet for samfundsvidenskab på Stavanger Universitet Lene Myong. Hun er dansk og har i adskillige år forsket i transnational adoption og fortæller, at mange danskere på trods af gentagne skandalesager om uregelmæssige adoptioner har et ”idealiseret billede af transnational adoption”.
”På den ene side oplever jeg, at mange adopterede selv ønsker, at formidlingen bør kulegraves. Samtidig er der fortsat fra politisk side en stærk opfattelse af, at den danske kernefamilie er og har været et uovertruffent sted for et adopteret barn at vokse op, hvorfor der kan være lang vej til en kommission,” siger Lene Myong.
Hun vurderer i øvrigt, at diskussionen om, hvorvidt Danmark skal nedsætte en kommission eller ej, bør afhænge af mandatet, man giver en sådan kommission.
”Skal kommissionen eksempelvis alene afdække historiske ulovligheder med henblik på at reformere og derved fremtidssikre adoptionsformidlingen, eller vil den blive brugt til at belyse transnational adoption og dens alvorlige konsekvenser, både før og nu, for at igangsætte en diskussion om systemets fortsatte eksistensberettigelse,” spørger Lene Myong, der selv anbefaler det sidste.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men skriver i en mail, at ”det er nemt at sidde nu og dømme en praksis, som foregik for årtier siden, men det er vigtigere, at vi lærer af de fejl, der eventuelt blev begået og sikrer, at det ikke sker igen”.
”Der er sket meget på adoptionsområdet siden 1980’erne, og tilsynet er blevet styrket markant. Vi kan ikke ændre på de forhold, som vi adopterede under dengang. Men vi har lært af fortiden og har i dag et adoptionssystem, som er langt sikrere for både afgivere og modtagere. I dag har vi et stærkt adoptionssystem, hvor der føres meget tæt tilsyn med området, og samarbejdet med udlandet skal løbende godkendes,” skriver hun og fastslår, at den danske befolkning ikke foreløbigt skal forvente en kommission, som man har set det i Holland. Hun henviser i stedet til, at Ankestyrelsen for tiden afdækker adoptionsformidlingen fra Chile, ligesom hun skriver, at Ankestyrelsen har modtaget den hollandske rapport (kommissionsrapporten, red.), som man arbejder på at få oversat, så man ”kan vurdere, hvad oplysningerne giver anledning til”.
Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.