Det er ottende gang, at Kristeligt Dagblads læsere inviteres på denne særlige adventsrejse. Det er mere end en almindelig turistrejse. Den består af tre ingredienser: al Londons herlighed, den engelske kirkes vidunderlige musik og et godt rejsefællesskab.
Den, der aldrig har vovet London før, måske fordi man tror, at sproget ikke rækker til det, eller fordi man er nervøs for den store by, kan trygt tage med. Vi tager vare på hinanden. Den, der har været der før, ved, at gentagelse fryder. Men man skal være godt til bens! Vi skal op og ned ad Londons gader og køre med både de berømte røde busser og Londons lige så berømte Underground. Mind the gap!
At den engelske kirke er noget særligt, er vi mange, der har oplevet. Ikke mindst den engelske kirkes musik er vidunderlig. Turens højdepunkter er de musikgudstjenester i Westminster Abbey og i Saint Paul?s Cathedral, hvor drengekor, orgelspil og kirkerum er en forsmag på den himmelske herlighed. Desuden er der mulighed for at komme til koncert i Saint Martin-in-the-Fields, kirken, der ligger på Trafalgar Square. Ved et besøg i Den Danske Kirke skal vi møde den danske præst, Else Hviid, og hendes mand, Kaare Gade, begge er kendt fra Kristeligt Dagblads spalter.
Vi bor på et hotel ved Oxford Street, lige midt i teaterkvarteret. Vil man opleve en af byens berømte musicaler, er det klogt at sikre sig billet hjemmefra. Vi tilbyder en rundtur i byen med dansktalende guide, en tur til British Museum og varehuset Harrods og hvad vi ellers finder frem til i fællesskab.
Så er der det med fællesskabet. Alle, der ønsker det, kan hele tiden være sammen med andre. Ingen skal føle sig alene eller forladt. På den anden side kan man melde sig ud af og ind i fællesskabet, når og hvor man vil. Et par gange skal vi spise sammen, blandt andet på en fin gammel pub ved Themsen. Ellers kan man selv kaste sig over den lokale pubs fish & chips.
Vi vil også i år afslutte turen hos dronning Elizabeth på Windsor Castle. Med en dansktalende guide vil vi se det store slot og kapellet, hvor flere af landets regenter ligger begravet.
Velkommen til denne særlige adventsoplevelse.