Det er en god tradition at hænge pigeoner på juletræet.
Der er noget trygt og romantisk over de små, æggestore æbler med røde rosenkinder og hvidt, bittersødt frugtkød. Det er et æble i sin egen klasse, holdbart og med en smag, der ikke ligner andre æblers. Jeg har for vane at gumle kernehuset med, for kernerne indeholder aromatiske stoffer i slægt med bittermandelolie. De smager nærmest af marcipan. Strengt taget er bitterstofferne en halvgiftig cocktail, der skal forhindre fugle og andre vilde æbleelskere i at æde alle kernerne i naturen. Men mennesket adskiller sig fra de fleste andre dyr ved at værdsætte krydderier, hvoraf hovedparten er mere eller mindre giftige.
Juletraditionen med pigeonerne på træet er en hyldest til æblet i det hele taget. Vi kender æblet fra myten om Paradisets Have, selvom Bibelen ikke nævner andet end frugten fra Kundskabens Træ. Det kunne være et granatæble eller noget helt tredje, men i Norden tænker vi som regel på æblet. Uanset hvad er myten om Paradiset, og hvordan vi mistede vores ubekymrethed, da vi fik indsigt i livet og døden, både central og smuk.
Før vi spiste af træets frugt, var alting godt og lige gyldigt, og vi var levende døde i idel lykke. Uden for Paradiset begyndte vi en konstant stræben efter lykke og frihed - den stræben, som overhovedet er udtryk for, at vi lever. Livet begyndte, da vi havde fået kundskab og indså vores dødelighed. Det er en tankevækkende myte med frugten som et smukt symbol.
Symbol eller ej - Danmark er som skabt til æbler, og flere forskellige æbletræer hører til enhver ordentlig landbohave. På de mest sandede og udpinte jorder trives æbler dårligt, men ellers er jordbunden, klimaet og lyset i Danmark ideelt til dyrkning af æbler. Dyrkede æbler af enhver smag, form og farve - søde og sure, store og små, røde og grønne - trives i det danske landskab og udvikler god aroma, blot træerne har lys og læ, og jorden ikke er for sandet.
Æbletræer tåler hård frost om vinteren, men fra blomstringen i maj og frem til æblerne er fuldt udviklede om efteråret, skal der helst ikke være frost. På små øer og langs de danske kyster sørger det lune hav som regel for, at frosten holder sig væk fra den 1. maj til den 30. september. Majfrosten rammer inde i landet og på udsatte steder i lavninger, men oppe i bakkerne nær kysten holder den lune ånde fra havet som regel frosten på afstand.
Alle dyrkede æbler stammer fra vildæbler. Sidst på året modner vildæbletræernes små, kugleformede frugter, som pludselig træder frem i krat og hegn, fordi de tit bliver siddende på træerne efter løvfald. Her lyser de op blandt nøgne, mørke grene som hobe af gulgrønne kloder. Lige indtil de små drabanter bliver forenet med Moder Jord, når de falder af og lægger sig under træet som et aftryk af kronen. De vilde æbler er små, sure og bitre. De dur ikke som spiseæbler, men er gode til gele, fordi de er fulde af pektin og aroma.
De dyrkede æbler rummer et astronomisk antal sorter i alle mulige størrelser, former, farver og smagskvaliteter. Hvis man sår kerner fra spiseæbler, ved man aldrig sorten på det æbletræ, der spirer frem. De fleste bliver til mærkelige hybrider, hvor æblerne smager underligt eller dårligt. Men hvis man er meget heldig, kan der pludselig dukke en ny, god æblesort frem blandt frøplanterne. De fleste inkarnerede æbleavlere sår æblekerner i håb om, at en kerne en skønne dag skal blive til en ny berømt æblesort.
Men normalt skærer man kviste af de gode æbletræer og poder dem på mere eller mindre vilde æbler med livskraftige rødder. Podekvisten vokser sammen med grundstammen og fortsætter sin vækst, blomstrer og giver æbler af nøjagtig sammen slags som før. Den er en klon af modertræet. Podning har været kendt og praktiseret i mere end 2000 år og omtales blandt andet fyldigt af den græske videnskabsmand, pædagog og botaniker Theofrastos (født år 372 f.Kr. på Lesbos; død år 287 f.Kr. i Athen), som var elev af Platon og Aristoteles.
Ved podning kan et enkelt træ med et nyt, velsmagende æble på få år blive til millioner af træer. Det er grunden til, at flere nye søde og faste æbler pludselig har været i stand til at erobre scenen i supermarkederne i de seneste årtier. De dominerende moderne æbler på markedet er hårde og søde og ensartede i størrelse, så de er lette at pakke seks eller otte sammen. Til gengæld smager de tit ikke af ret meget.
I haverne behøver man ikke at tænke på, at æblerne skal være lette at plukke og velegnede til at pakke og forsende. Her skal æblerne blot være til glæde for folk og fæ. De skal have lov til at modne på træet eller i hvert fald sidde så længe, at en god del falder af, før man skrider til at plukke resten.
Når æblerne falder, kan jeg ikke lade være med at tænke på Frank Jægers:
Oh, at være et æble,
svulme i rigdom og mag.
Suge begærligt i stilken,
slippe en sensommerdag.
At slippe, falde og blive stødt lyder som det rene selvmord, men det er faktisk genialt. Æblets søde kød lokker fugle til, og frugterne bliver hakket og flyttet omkring af talrige og ivrige næb. Nogle af de fede kerner bliver nok også ædt, men frøhviden er besk og fuld af blåsyre, så mange bliver skånet og spredt vidt omkring af fuglene.
Der var flere æbletræer i haven i min barndoms dal på Nordbornholm. En Gråsten, to Belle de Boskoob og en Ingrid Marie. Og senere i livet har æbler altid fyldt meget i min verden. Jeg holder navnlig meget af at se op i vildæbletræets krone i begyndelsen af maj. Det er som at se ind i en lysende katedral med tusindvis af kjoleklædte dansere i rødt og hvidt. Blomster og blade bryder frem fra knopperne næsten samtidig, men i starten er blomsterne stærkt i overtal, så træer lyser op og kan ses på lang afstand. Overdådigheden af blomster er ganske overvældende, og på solrige dage tiltrækker synet og duften af kronerne et mylder af vilde bier og andre insekter, der er på jagt efter nektar og pollen.
Æbletræer tåler ikke at være alene. Det enkelte træs blomster er selvsterile, hvilket betyder, at der kun kan komme æbler på træet, hvis blomsterne får tilført pollen fra et andet træ af en anden sort. To træer af samme sort vil som regel være kloner af hinanden, det vil sige identiske som enæggede tvillinger og fuldt sammenlignelige med grene fra samme træ. I æbleplantager har man derfor forskellige sorter mellem hinanden ligesom i ensomt beliggende æblehaver på landet. I villakvarterer kan man sagtens få stort udbytte fra et enligt æbletræ, fordi nabohaverne som regel har alle mulige andre sorter. Bierne fouragerer over mange kvadratkilometer, og de skal nok sørge for at sprede egnet pollen fra træ til træ.
Hen i august svulmer æblerne på grenene og vokser mod fuld størrelse. Nogle træer er overmodige og sætter så store mængder frugt, at æblerne tynger grenene faretruende ned. Hvis man ikke er opmærksom, risikerer man, at træerne bryder sammen under vægten, og de fleste ejere af æblehaver har mødt det sørgelige syn af æbletræer, der har formeret sig til lemlæstelse. Grenene hænger som regel stadig på træet halvt brækket over med krøllede, tørre blade og overlæsset med æbler, der aldrig nåede fuldmodenhed, sødme og duft. Man kan blive ganske vemodig over dette spild, og som plaster på såret har jeg ofte forsøgt at lægge æbler fra sådanne brækkede grene til eftermodning. Men som regel går det ikke. De uheldige æbler tørrer blot lidt ind og bliver ved med at være sure, hårde og uden aroma. De er ikke til noget.
For at undgå træernes sammenbrud er det derfor tit nødvendigt at tynde godt ud i æblerne. Undertiden skal man fjerne 9 ud af 10 æbler. Det kan være svært at acceptere, at så mange skal væk, især på unge træer, som bærer alt for ivrigt på deres spinkle grene. Men hellere 10 store, saftige aromatiske æbler end 100 ligegyldige, skurvede og sure gnallinger og brækkede grene.
Når træerne er store, lider de sjældnere af ungdommens overmod, og de kaster som regel de overskydende æbler, så man ikke behøver tynde. De svage æbler giver simpelthen op og falder af træet af sig selv. Når de resterende æbler har nået fuld størrelse, begynder de også at slippe grenene, og man fristes til at plukke, hvad træet bærer. Men de sidste lune septemberdage er af stor betydning for udviklingen af den fulde aroma, så man skal ikke voldplukke æbler, som sidder godt fast på stilken. I stedet skal man dreje de udviklede æbler en halv omgang på stilken. Hvis stilken slipper træet ved den behandling, er det plukkemodent.
En del af æblerne falder altid ned, inden man når at høste fra træet, og i de kritiske uger i september og oktober skal man holde godt øje med vejrudsigterne. En tidlig storm kan lege ”æbleryster” og komme æblehøsten i forkøbet. Men sjældent mere, end at træerne altid trofast leverer de røde æbler til jul.
Har man plads nok i haven, er det en god idé at lade nogle af æbletræerne leve så længe, de kan. De giver måske ikke så mange æbler på deres gamle dage, men til gengæld giver de liv til fugle, mos, svampe, lav og et hav af insekter.
Æbletræer er en voksende glæde.
