Ægtepar kan beholde fejludbetalt kontanthjælp

Et ægtepar fra Gribskov fik en gæld på 90.000 kroner, fordi kommunen ved en fejl udbetalte for meget i kontanthjælp. Men nu har Ankestyrelsen afgjort, at parret modtog pengene i god tro. Derfor skal de ikke betales tilbage. Sagen kan få betydning for andre i sager om fejludbetalinger, vurderer advokat

"Jeg følte, at verden stod stille, da jeg fik at vide, at jeg skyldte så mange penge,” fortalte Ann Bøckhaus Thormann til Kristeligt Dagblad i april. Her ses hun sammen med sin mand Søren Bøckhaus Thormann. Nu har Ankestyrelsen slået fast, at parret ikke skal betale de 90.000 kroner tilbage, som de fik udbetalt for meget i kontanthjælp. -
"Jeg følte, at verden stod stille, da jeg fik at vide, at jeg skyldte så mange penge,” fortalte Ann Bøckhaus Thormann til Kristeligt Dagblad i april. Her ses hun sammen med sin mand Søren Bøckhaus Thormann. Nu har Ankestyrelsen slået fast, at parret ikke skal betale de 90.000 kroner tilbage, som de fik udbetalt for meget i kontanthjælp. - . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Det kan ikke passe, at man skal være revisor for at gennemskue beregningen af kontanthjælp.

Sådan lød reaktionen fra den 39-årige kontanthjælpsmodtager, Ann Bøckhaus Thormann, og hendes mand den 38-årige førtidspensionist, Søren Bøckhaus Thormann, i Kristeligt Dagblad den 25. april i år.

Parret skulle netop til at afdrage en gæld på 90.000 kroner til Gribskov Kommune. Gælden skyldtes, at Ann Bøckhaus Thormann i 15 måneder havde fået udbetalt for meget i kontanthjælp, fordi kommunen havde glemt at inddrage Søren Bøckhaus Thormanns supplerende førtidspension i beregningerne. Parret følte sig uretfærdigt behandlet, fordi de havde sendt alle oplysninger om deres indkomst til kommunen.

Sagen er blot ét eksempel på fejludbetalinger af sociale ydelser, der ifølge en rapport fra det tidligere socialforskningsinstitut, SFI, skønnes at udgøre 2 til 4 procent af de samlede socialudgifter – eller 5 til 10 milliarder kroner.

Nu fastslår Ankestyrelsen, at parret ikke skal betale de 90.000 kroner tilbage til Gribskov Kommune, selvom de har modtaget for meget i kontanthjælp. Ankestyrelsen lægger i afgørelsen vægt på, at kommunen har fået alle oplysninger om ægteparrets indtægt, og at Ann Bøckhaus Thormann og hendes mand ikke har haft grund til at tro, at kommunen havde regnet forkert.

Ann Bøckhaus Thormann glæder sig over afgørelsen.

”Det er en kæmpe lettelse. Vi skulle afdrage med 500 kroner hver måned de næste 15 år. I manges øjne er det ikke ret meget, men i vores økonomi udgør de 500 kroner den buffer, der gør, at vi nogle gange kan gå i biografen,” siger Ann Bøckhaus Thormann.

Det er hendes mand, Søren Bøckhaus Thormann, der med hjælp fra familie og venner har skrevet klagen til Ankestyrelsen.

”Det kræver meget at tage kampen med myndighederne, og hvis ikke jeg havde haft Søren, havde jeg nok bare accepteret, at jeg skulle betale de 90.000 kroner. Når man modtager kontanthjælp, er det ofte, fordi man er syg og ikke har ret meget overskud til at klage,” siger Ann Bøckhaus Thormann, der er under udredning for en sjælden og invaliderende tarmsygdom.

Jobcenterchef Peter Steen Olsen fra Gribskov Kommune har i forbindelse med medieomtalen af sagen tidligere slået fast, at parret ifølge kommunens jurister skulle betale hver en krone af den for meget udbetalte kontanthjælp tilbage.

Samtidig har jobcenterchefen gjort opmærksom på, at fejludbetalinger blandt andet hænger sammen med, at Folketingets lovgivning er blevet tiltagende kompleks, og at alene lovgivningen på social- og beskæftigelsesområdet fylder godt 30.000 sider. I en mail til Kristeligt Dagblad skriver Peter Steen Olsen, at Gribskov Kommune tager Ankestyrelsens afgørelse til efterretning:

”Vi har hele tiden haft den største forståelse for den vanskelige situation, ægteparret havnede i. Derfor forsøgte vi i første omgang at hjælpe ægteparret med en afdragsordning. Nu har Ankestyrelsen afgjort, at reglerne skulle tolkes anderledes, end vi har gjort, og derfor efterlever vi selvfølgelig afgørelsen og ændrer vores praksis, så andre borgere ikke havner i samme situation,” skriver Peter Steen Olsen.

Advokat Karsten Høj fra firmaet Elmer Advokater fører mange sager for mennesker, der er kommet i klemme i det sociale system. Han er ikke overrasket over Ankestyrelsens afgørelse, som han mener kan få betydning for andre i samme situation.

”Ægteparret har hele tiden været i god tro, og derfor skal de ikke betale pengene tilbage. Kommunens afgørelse er desværre et udtryk for, hvad vi jurister kalder ’forkert retsanvendelse’. Det er der mange andre eksempler på i kommunerne, og det udgør selvsagt et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem. Ankestyrelsens tilsidesættelse af kommunens afgørelse rejser spørgsmålet om, hvor mange der har betalt penge tilbage til en kommune uden at være forpligtet til det,” påpeger Karsten Høj.