Abu Mahmoud er midt i 70’erne og kronisk syg. Han bliver passet af sin hustru, men da hun dør, ved hans fem børn ikke, hvad de skal stille op, for Abu Mahmoud ønsker ikke kommunale hjemmehjælpere i sit hjem.
Løsningen bliver, at familien arrangerer et ægteskab mellem den ældre mand og den 37-årige kvinde Bouchra fra Abu Mahmouds hjemland.
I hjemlandet arbejder Bouchra i sundhedssektoren. Hun er forlovet, da hendes kommende ægtemand pludselig dør. Hun mister sit arbejde, og efter dødsfaldet føler hun ikke længere, hun har nogen fremtid.
”Jeg overvejede fordele og ulemper ved ægteskabet. Abu Mahmoud er velhavende (i forhold til Bouchras situation, red.), og jeg fik mulighed for at betale mine forældres gæld og støtte min fraskilte søster og hendes børn,” fortæller Bouchra, der er en af de interviewede i en ny forskningsartikel fra to forskere fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Aarhus Universitet.
Artiklen beskriver, hvordan en lille gruppe kvinder bliver gift og kommer til Danmark som ægteskabsmigranter og derefter påtager sig omfattende plejeopgaver. Registerdata blandt ældre med tyrkisk, pakistansk og arabisk baggrund viser, at kun mellem 1,2 til 1,7 procent af de ældre gifter sig igen efter skilsmisse eller en ægtefælles død. Hvor der for eksempel i årene 2003-2018 var knap 11.000 tyrkiske indvandrere imellem 55 og 80 år, var det i den periode kun 143 personer eller 1,3 procent af de ældre tyrkere, der giftede sig igen i en sen alder.
Det er langt overvejende mænd, som gifter sig igen. Hvis det sker, kommer den nye hustru som regel fra hjemlandet, og manden er i snit 14 til 20 år ældre end kvinden. Det er i øvrigt nogenlunde samme aldersforskel, som gælder en anden og langt mere udbredt form for ægteskabsmigration: ægteskaber mellem ældre danske mænd og yngre udenlandske kvinder fra eksempelvis Thailand. Her er aldersforskellen i gennemsnit typisk 16 år.
”Vi har i vores undersøgelse interviewet et lille antal kvinder, der kom til Danmark for at hjælpe ældre mænd i deres hverdag. Vi er også stødt på betegnelsen ’hentekoner’ blandt visitatorer i kommunerne, hvilket tyder på, at det er et kendt fænomen. Kvindernes villighed til at indgå sådanne ægteskaber kan hænge sammen med, at de i deres hjemlande for eksempel er blevet skilt, hvilket gør det vanskeligt for dem at blive gift igen. Samtidig kan de lokale forhold i deres hjemland begrænse deres mulighed for at få et arbejde, og et ægteskab i Danmark kan være en mulighed for at klare sig selv og også kunne sende penge hjem,” siger seniorforsker Anika Liversage, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Kvinder lever isolerede liv
I Bouchras tilfælde arrangerer børnene, at hun bliver udpeget som kommunal hjælper for sin mand. Hun får en beskeden løn, og hver måned bliver der sendt penge til hendes familie i hjemlandet. Plejen af den syge ægtemand binder hende til hjemmet næsten alle døgnets timer, og højdepunktet i hendes liv er de to aftener om ugen, hvor hun kommer ud for at følge et danskkursus.
”Jeg ved, at jeg er her for at pleje ham. Men han er træt og sover det meste af tiden. Vi taler sjældent sammen. Det er frustrerende, og jeg føler mig tom,” siger hun i forskningsartiklen.
Da hun gerne vil ommøblere lejligheden, sætter Abu Mahmouds børn sig imod. Og inden ægteskabet forsøger de at få indskrevet i ægteskabskontrakten, at Bouchra ikke må få nogen børn. Men imamen, der udfærdiger kontrakten, sætter sig imod børnenes ønske, fordi han finder kravet uetisk. Til gengæld fastslår ægteskabskontrakten, at Bouchra ikke kan arve sin mand, selvom det strider imod dansk lovgivning.
Artiklen beskriver også Alina, der som 40-årig kommer til Danmark for at gifte sig med en 60-årig fraskilt og synshandicappet mand med diabetes.
”Da vi blev gift, var min mand kun blind. Men så fik han det ene ben og siden det andet amputeret. Det er fysisk hårdt arbejde. Han er blind og kan ikke gå, så han kan ikke engang selv hente et glas vand,” fortæller Alina, der også er bundet til hjemmet de fleste af døgnets timer.
Anika Liversage understreger, at fænomenet med de yngre hustruer, der kommer for at passe ældremænd, er sjældent, men at tilværelsen som hustru, der skal passe en syg mand, efterlader de pågældende kvinder isolerede og med stor bekymring for, hvad der skal ske den dag, deres mænd dør.
”Selvom fænomenet er sjældent, sætter historierne fokus på nogle af de allermest centrale problemstillinger i forhold til global ulighed og ulighed mellem kønnene. I en del etniske minoritetsfamilier er der klare forventninger om, at familien selv sørger for omsorgen for ældre familiemedlemmer. Det kan være vanskeligt, når familierne samtidig skal passe et arbejde. At familierne vælger den løsning siger også noget om, at det er et stort problem for familierne at tage sig af de ældre.”
Lektor ved Københavns Professionshøjskole Sofie Danneskiold-Samsøe har mødt mange ægteskabsmigranter i sit forskningsarbejde som antropolog, og en del af dem har giftet sig med ældre mænd i Danmark, som havde brug for pleje. Hendes forskning koncentrerer sig dog udelukkende om de kvindelige ægteskabsmigranter, som udsættes for æresrelateret vold og social kontrol.
"Den gruppe er i en meget sårbar situation og står ofte meget alene, fordi de har forladt deres egen familie i hjemlandet og er blevet giftet ind i en ny familie, som typisk vil støtte manden og hans perspektiv. Så når kvinden udsættes for vold og social kontrol, så finder hun meget lidt støtte i svigerfamilien. En strategi fra manden og svigerfamilien er ofte at isolere kvinden og forhindre hende i at blive en del af det danske samfund og skabe social kontakt til andre uden for familien og det mest snævre etniske minoritetsmiljø," siger hun.
Sofie Danneskiold-Samsøe ser fænomenet med ægteskabsmigranter som udtryk for en kultur, hvor der er et strengt køns- og aldershierarki.
"Det er en kultur, hvor der er særlige forventninger til svigerdøtre og deres rolle og opgave i familien. Det forekommer også, at kvinderne ikke bare flytter op til en mand, men til en hel svigerfamilie, som har meninger om, hvorvidt hun skal have børn eller ej. Der er eksempler på kvinder, som er blevet tvunget til abort eller omvendt: At de er blevet tvunget til ikke at tage p-piller."
Abu Mahmoud og Bouchra er opdigtede navne.