Hun er 90 år, men bor stadig i egen lejlighed med sin mand, som har kol og demens, og hun passer både hjem og husbond stort set uden hjælp. Kvinden i den såkaldte ældremodtagelse på Bispebjerg Hospital sidder i en blå undersøgelsesstol, der kan køre op og ned. Hun er her, fordi hun har knogleskørhed og smerter på grund af et nyligt sammenfald i ryggen. Hun har også forhøjet blodtryk, lidt vejrtrækningsproblemer og feber, der kommer og går.
”Jeg er blevet tynd, udhulet her,” siger hun og peger på sit bryst: ”Det er, som om brystkassen sidder nede i taljen, og så er det svært at få vejret.”
Om situationen derhjemme siger hun:
”Det er helt tosset. Jeg kan ikke lave ret meget i køkkenet, så skal jeg sidde ned og hvile. Min mand prøver at hjælpe, men det er svært for ham, fordi han har dét kol og demens. Selvom vi får leveret mad hver 14. dag, så mangler man jo nogle gange lidt brød eller mælk. Men jeg har ikke været på gaden i en måned nu.”
Klokken er 9 om morgenen, og kvinden er i kernemålguppen for dette særlige afsnit på hospitalet. En gammel dame med akut sygdom, men ellers velfungerende.
Dagen før blev hun meldt til indlæggelse af sin praktiserende læge. I stedet fik hun denne tid til en grundig undersøgelse i ældremodtagelsen – netop for at undgå indlæggelse med al den virak, belastning og risiko for forværring, man ved, dét medfører for de ældre patienter.
Kristeligt Dagblad er på besøg på Bispebjerg Hospital for at se, hvordan hospitalet på flere måder har forsøgt at ændre arbejdsgange og lave nye tiltag til at betjene et stigende antal ældre i sundhedsvæsenet.
Ældremodtagelsen er ét af disse tiltag. Her modtager man indlæggelsestruede patienter over 65 år. Modtagelsen er en del af hospitalets subakutte deldøgnsafsnit og har kun åbent klokken 8.00-22.00. På den tid, men gerne hurtigere, skal patienten være set af alle relevante specialer og enten sendt hjem eller indlagt.
På kun et par timer blev den 90-årige kvinde i den blå stol set af speciallæge og -sygeplejersker i både akutmedicin og geriatri, det vil sige ældresygdomme, og sendt hjem igen med en plan for det videre forløb.
”Det er mit hjertebarn, det her,” siger bagvagt og speciallæge i geriatri, Julie Blomgren. Hun tilføjer:
”Vi har ikke før haft sådan en mellemstation mellem en indlæggelse og et ambulatorium. Her får vi en hurtig og helhedsorienteret vurdering af patienten, og vi undgår virkelig mange uhensigtsmæssige indlæggelser.”
Læger: Sundhedsvæsenet halter
De ældre og multisyge patienter er en varm kartoffel i sundhedspolitikken, både fordi der kommer flere ældre, og fordi de har særlige behov. Mennesker lever længere med alvorlige sygdomme eller med de sygdomme, der følger med et langt liv; de bliver multisyge eller såkaldt ”komplekse”.
Men systemet har stadig ikke fundet ud af, hvordan man bedst betjener disse patienter. Flere gange har Kristeligt Dagblad spurgt læger om deres holdninger til etiske spørgsmål i spørgeundersøgelser. Som beskrevet i avisen i fredags svarer 53 procent af lægerne i den nyeste undersøgelse, at sundhedsvæsenet i ”ringe” eller ”meget ringe grad” er gearet til at betjene det stigende antal ældre. 33 procent svarer ”hverken eller”, og 15 procent mener, at systemet kan klare udfordringen. I 2019 mente 70 procent af de adspurgte læger, at sundhedsvæsenet var ringe gearet til at betjene det stigende antal ældre.
Et problem er, at hospitalsvæsenet er stærkt specialiseret, men at ældre ofte har brug for et helhedsorienteret syn på deres mange sygdomme, og hvordan de kan klare hverdagen med dem. Et andet problem er ”Bermuda-trekanten”: De professionelles ord for det tomrum, patienterne falder i, fordi overgangene mellem indlæggelser, behandling hos den praktiserende læge og kommunens tilbud ikke fungerer.
På Bispebjerg er ældremodtagelsen en af nyskabelselserne i betjeningen af de ældre. Den åbnede i efteråret 2019. Hver dag kommer cirka seks patienter, som ellers ville være blevet indlagt.
Fire undersøgelsesstuer ligger omkring en kommandocentral, hvor personalet holder til. Hver stue er udstyret med en blå tandlægestol, og her undersøges patienterne i deres eget tøj, for forskning viser, at patienter oftere ender med en indlæggelse, hvis de først er proppet i hospitalsskjorte og -seng.
40 procent bliver indlagt herfra og direkte på hospitalets geriatriske sengeafsnit. 10 procent kommer videre til en anden relevant specialafdeling, og 50 procent bliver udskrevet.
Hjemme hos Lis
Geriatrisk sygeplejerske Ida Mahler står i kommandocentralen. Hun er på vej ud på hjemmebesøg, og Kristeligt Dagblad tager med ud til Lis Jensen på 82 år.
Lis Jensen har lungesygdommen kol og har for nylig været indlagt på geriatrisk afdeling med en luftvejsinfektion. Det er anden gang, sygeplejersken er på besøg, første gang var to dage, efter at Lis Jensen blev udskrevet.
Hospitalets udgående team er ligesom ældremodtagelsen et tiltag, der skal bygge bro mellem en indlæggelse og det videre forløb i eget hjem.
”Jeg er meget glad for, at I følger mig lidt. At rende til egen læge er ikke lige sagen, når man ikke kan så meget. Jeg føler mig ikke sådan sat ud på et sidespor, selvom jeg er kommet hjem,” siger Lis Jensen.
Hendes lejlighed er let og lys, med tæpper på gulvet og krystalkarafler sat på en tværbjælke i et panoramavindue. Lis Jensen er væver, hun taler livligt og med glimt i øjnene. Men nemt er det ikke at mærke helbredet skride, mens man stadig har fuld appetit på tilværelsen, fortæller hun.
”Jeg føler mig lidt lost . Der er så meget, man gerne vil, men ikke kan.”
”Jeg tør slet ikke gå på vægten mere, jeg er nede på 46 kilo nu. Mad, puha, det vender sig i halsen,” forklarer hun om ét blandt flere problemer, der forhindrer hende i at leve, som hun har lyst.
Madleden har varet siden en indlæggelse for halvandet år siden og tapper hende for energi. Samtidig falder iltindholdet i blodet ved den mindste anstrengelse, bare at gå 10 meter ud til køkkenet giver åndenød. Motion er vigtig for at træne lungerne, men hun har ikke kræfterne.
Ida Mahler er her for at sikre sig, at infektionen, som Lis Jensen var indlagt med, er i skak. Hun måler blodtryk, temperatur, puls, iltmætningen i blodet og tager blodprøver. Hun taler med Lis Jensen om hendes symptomer, madleden, træningen, og hun afklarer det videre forløb: Om få uger har Lis Jensen en tid på lungemedicinsk afdeling. Lungelægerne vil tage hånd om åndenøden og afgøre, om Lis Jensen skal have et iltapparat i hjemmet.
”Vi ser på blodprøverne, og hvis der er noget i dem, så ringer vi. Hvis der ikke er, så er du afsluttet hos os,” siger Ida Mahler.
Realistiske forventninger
Tilbage i ældremodtagelsen er en kvinde i 70’erne kommet ind. Hun viser tegn på infektion og er næsten uden for bevidsthed. Reservelæge Fredrik Helland er bekymret:
”Hun er dårlig, hende her.”
Patienten lider af tilbagevendende infektioner, knogleskørhed, for lavt stofskifte, depressioner, hjerteflimmer, hjertesvigt, diabetes, mavesår, væskeophobninger, for højt blodtryk og kolesterol og flere andre ting, remser han op.
Han ringer til hendes pårørende. Kvinden vil med stor sandsynlighed blive indlagt fra ældremodtagelsen på geriatrisk afdeling. Hun har været indlagt mange gange før, og tidligere er der truffet aftaler om, at det ikke er hensigtsmæssigt med genoplivning eller et forløb på intensiv, hvis hendes tilstand ”går den forkerte vej”, som Fredrik Helland siger.
Den plan fastholder han med den pårørende. Han oplyser om behandlingen, der i den akutte fase vil bestå af antibiotika og væske med sukker.
”Her er der ikke så meget funktion at rette op på som med nogle af vores andre patienter. Men vi kender hende her. Vi behandler hende, men vi overbehandler ikke. Hos os har vi nogle gange nemmere ved at acceptere, når en patient nærmer sig slutningen. Jeg synes, vi er gode til at forholde os til de relevante problematikker med en realistisk forventning til, hvad vi kan opnå,” siger han.