Prøv avisen

Ældre rammes særligt hårdt af corona

Generelt er risikoen for at dø af sygdommen omkring to procent, men der er én gruppe, som rammes særligt hårdt, nemlig de ældre over 60 år. Foto: Alexandros Avramidis/Reuters/Ritzau Scanpix

Kommer coronavirus til Danmark, vil det blive de ældre over 60 år, som mærker de alvorligste konsekvenser af sygdommen. I Kina er 80 procent af de døde efter coronavirus over 60 år, og meget tyder på, at mønsteret kan blive det samme i Europa

Coronavirus har nu bredt sig til mindst 42 lande uden for Kina, og blandt de foreløbig godt 81.000 tilfælde har der været 2770 dødsfald, langt hovedparten i Kina. Italien er med foreløbig 374 tilfælde og 12 døde et af de lande uden for Kina, der er hårdest ramt.

Det fremgår af hjemmesiden worldometers.info, der løbende viser de estimerede tal for smittede, døde og raskmeldte over hele verden på baggrund af informationer fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og en række sundhedsmyndigheder.

Generelt er risikoen for at dø af sygdommen omkring to procent, men der er én gruppe, som rammes særligt hårdt, nemlig de ældre over 60 år.

Ifølge de kinesiske sundhedsmyndigheder var 80 procent af de kinesere, der er døde efter at have været smittet med coronavirus, over 60 år. 75 procent havde i forvejen sundhedsproblemer som hjerte-kar-sygdomme, astma og diabetes.

De kinesiske tal viser også, at dødeligheden blandt smittede over 80 år er 15 procent, mens tallet for 70-plussere er 8 procent og 3,6 procent for 60-plussere.

”På de tal, vi foreløbig har, ser det ud, som om risikoen for at dø af sygdommen er størst, når man er over 60 år, og mindst, når man er under 10 år. Men vi har foreløbig kun tallene fra Kina, og vi skal være varsomme med at konkludere på baggrund af tal fra et land med et så anderledes sundhedsvæsen. Om de kinesiske tal kan oversættes til danske og europæiske forhold, ved vi endnu ikke,” siger professor Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut.

Ifølge professor Allan Randrup Thomsen fra institut for immunologi og mikrobiologi på Københavns Universitet tyder meget dog på, at dødeligheden også i Italien er højere blandt ældre og især blandt ældre med kroniske sygdomme.

”Risikoen øges formentlig både for de ældre generelt og især for de svagelige ældre. Hvis en ældre over 60 år bliver alvorligt syg af corona, så er belastningen for lungerne og kredsløbet afgørende. Jeg er selv 65 år og føler mig sund og rask. Ikke desto mindre er min generelle kondition ikke som hos en på 25 år. Det vil afspejle sig i evnen til at modstå en sygdom,” siger Allan Randrup Thomsen.

Han tror ikke, at det bliver muligt at holde coronavirus uden for Danmarks grænser.

”Derfor bliver det afgørende, at sygdommen kommer drypvis over flere måneder. Hvis mange bliver syge på en gang, vil det blive svært at give den optimale pleje til alle. Corona er langt farligere og mere smitsom end influenza. Da en femtedel af befolkningen er over 60 år, er det en sygdom, der potentielt kan ramme hårdt,” siger Allan Randrup Thomsen.

Overlæge Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut peger på, at det eneste effektive middel mod coronavirus, som officielt har fået navnet covid-19, er at isolere de smittede.

”Forskellen på influenza og corona er, at vi har haft influenza i lang tid i Danmark, og at mange derfor har opbygget immunitet. Ingen af os er immune over for corona. Det kan godt være, at dødeligheden kun er to procent. Men hvis vi forestillede os, at næsten alle i Danmark blev smittet, ville det være ensbetydende med 100.000 døde. Samtidig tyder nogle rapporter på, at corona kan vare op til en måned,” siger Anders Fomsgaard, som heller ikke er i tvivl om, at corona vil komme til Danmark.

”Vi har et godt beredskab i Danmark, og vi må tage problemerne, efterhånden som de opstår, og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger,” siger Anders Fomsgaard.

Allan Randrup Thomsen opfordrer ældre, der vil rejse, til at følge Udenrigsministeriets rejsevejledning.

”Jo bedre man har det i forhold til hjertet, lungerne og rent ernæringsmæssigt, jo bedre vil man som ældre også klare sig, hvis sygdommen skulle ramme,” siger Allan Randrup Thomsen.

I forhold til de svageste beboere på landets plejehjem opfordrer Allan Randrup Thomsen til, at pårørende ikke besøger de ældre, hvis de på nogen måde har mistanke om coronavirus.

På plejehjemmet Søndervang på Frederiksberg med 112 beboere vurderer plejehjemsforstander Lene Wichmann, at det er muligt at skærme beboerne i tilfælde af et eventuelt udbrud i Danmark.

”Heldigvis er vi i den situation, at vi kan beskytte vores beboere ved for eksempel at begrænse besøg. Vores beboere rejser ikke til Kina. En eventuel smitte vil komme udefra,” siger Lene Wichmann.