Prøv avisen

Ældre skal tilbydes samtaler om døden

Døden er et vilkår, og derfor ville det være godt, hvis lægen kunne hjælpe med at få sat lidt tanker på livets afslutning, for der er mange ældre, der skyder døden frem foran sig. Modelfoto

Ældre over 65 år bør hvert femte år tilbydes dødssamtaler, så livets afslutning bliver mindre tabuiseret, mener næstformand i Det Etiske Råd

Hvordan vil du dø? Døden er så tabuiseret, at mange ældre ikke får taget stilling til, hvordan de vil dø, om de vil genoplives, hvis de falder om, og hvad der skal ske, hvis de får et slagtilfælde.

Sådan lyder det fra Gorm Greisen, næstformand i Det Etiske Råd og professor og overlæge på Neonatalafdelingen på Rigshospitalet. Han foreslår derfor, at ældre fra 65 år og op hvert femte år tilbydes en såkaldt profylaktisk - forebyggende - dødssamtale med deres praktiserende læge:

”En læge, som den ældre kender og har tiltro til, kan hjælpe med at tegne realistiske scenarier op i forhold til den ældres sundhedsprofil og tale om emner som genoplivning og demens. Lægen kan få taget hul på den snak om døden, som mange synes er svær, for døden er trist, og for nogle bliver det sværere at tale om den, jo tættere de kommer på den. Men en samtale med en læge kan måske få ringene til at sprede sig, så den ældre får lyst til at gå hjem og tale om eventuelle ønsker med sin familie,” siger han.

Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, bakker op om idéen:

”Jeg ved endnu ikke, hvordan man skal formalisere det. I udgangspunktet skal borgeren ikke føle det som et kvalmende pålæg, men døden er et vilkår, og derfor ville det være godt, hvis lægen kunne hjælpe med at få sat lidt tanker på livets afslutning, for der er mange, der skyder døden frem foran sig og ikke får talt om den. Hvis en ældre falder om på et ældrecenter og ingen har talt om, om hun vil genoplives, kan man også komme til at gøre noget, som er imod hendes ønske. Hvis der bliver et rum til at tale om livets afslutning, vil det kunne gøre det nemmere for den ældre at dele tanker og ønsker med sin familie.”

Dødsangst piner ældre

Chefkonsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler, har lavet flere undersøgelser blandt pårørende og døende på hospitaler, hospice og plejehjem. Hun oplever, at døden er meget tabuiseret og mener på den baggrund, at forebyggende dødssamtaler er en ”fremragende idé”.

”Samfundets dødsangst piner mange ældre, fordi de skal bære døden og tankerne om at skulle dø selv. Omgivelserne siger ofte, at de ikke skal tage det så tungt, at de har mange år endnu, fordi omgivelserne ikke kan holde ud at blive konfronteret med døden. Det gør det sværere for den ældre, der måske føler sig mere træt og slidt end tidligere, men ikke tør vise sine børn, at det er tilfældet. I stedet vender mange ældre tankerne om døden indad, og så er det ofte meget tungt og ensomt at bære,” siger hun.

Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, er ikke overbevist om, at samtalerne er en god idé og påpeger, at også andre faggrupper end læger kan være relevante for samtaler om døden:

”Nogen vil måske foretrække at tale om døden med deres præst eller psykolog frem for at få et brev hvert femte år om, at det er tid til at snakke om livets afslutning. Er det ikke også netop at være med til at udskyde tankerne om døden, når man siger, at samtalerne først skal begynde, når man er 65 år? Hvorfor ikke sætte samtaler om livet og døden på skoleskemaet?”.

Døden skal ikke være tabu

Preben Kok, sogne- og sygehuspræst i Vejle bakker op om forslaget - ikke kun fordi det vil give mulighed for at tale om døden, men også fordi, vi spilder livet, hvis ikke vi husker på døden:

”I gamle dage var der en større naturlighed omkring døden, kisten stod klar på loftet, og der stod 'husk på døden' på husene. I mange år har det føltes godt ikke at beskæftige sig med døden, og man har næsten set det som et udtryk for en lægefejl, hvis der var en, der døde. Men vi får liv fra både thanatos, dødsdriften, og etos, livsdriften, for i det øjeblik, at vi frygter døden, ved vi, at livet er vigtigt. Mange spilder deres øjeblikke, fordi de ikke tænker på, at vi kun har et begrænset antal af dem.”