Prøv avisen

Ældre stormer frem på arbejdsmarkedet

Ifølge finansminister Kristian Jensen (V) er det grå guld ved at få en fod indenfor på det danske arbejdsmarked. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

Det grå guld er for alvor begyndt at komme ind på det danske arbejdsmarked, siger Kristian Jensen (V).

I løbet af de seneste fire år er beskæftigelsen steget med 163.000 lønmodtagere. Heraf har næsten hver tredje rundet 60 år.

Det viser en opgørelse fra Finansministeriet.

Det grå guld har for alvor fået foden indenfor på det danske arbejdsmarked, konstaterer finansminister Kristian Jensen (V).

- Det betyder, at vi har fået skabt en situation, hvor de danskere, der gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet, også i højere grad har mulighed for det, siger han.

Beskæftigelsen for dem, der er over 60 år, er steget med 52.000 lønmodtagere fra 2013 til 2017.

Der er således tale om en markant fremgang i beskæftigelsen blandt de ældre personer.

Beskæftigelsesfrekvensen for de 60-64-årige er vokset med 11 procentpoint i den periode, fremgår det af opgørelsen.

Stigningen i de øvrige aldersgrupper har været væsentligt mindre.

Ministeren tilskriver i høj grad fremgangen i de ældre generationer den gradvise forøgelse af efterlønsalderen.

- Selv om efterlønsalderen bliver rykket op, så er de årgange, der ellers kunne gå på efterløn, mindst ligeså aktive på arbejdsmarkedet som tidligere.

- Det betyder, at den myte, der var, om at en højere efterlønsalder vil give flere ledige, er manet til jorden med tallene her, siger han.

Trods stigningen efterspørger danske virksomheder stadig mere arbejdskraft.

Og der er mere at hente i det grå guld, vurderer Kristian Jensen.

Han henviser til en aftale om opsat pension, hvor folk, der bliver på arbejdsmarkedet, selv om de kunne få folkepension, fremover kan få det som en sum.

Det er stadig ved at rulle ud, påpeger ministeren. Og det, vurderer han, vil medføre, at der er endnu flere, der har lyst til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

Til efteråret skal regeringen og Dansk Folkeparti se på, hvordan folkepensionisters økonomi kan forbedres.

Måske kan der være nye tiltag på vej, forudser Kristian Jensen.

/ritzau/