Prøv avisen
Politisk analyse

Ældredebat udfordrer Christiansborgs almagt

Regeringen er løbet ind i vanskeligheder, fordi den nyudnævnte ældreminister Thyra Frank (LA) har afvist at kunne gøre noget ved et plejehjems uværdige behandling af ældre. Det er kommunens ansvar, mener hun. Debatten udfordrer en uudtalt tese om, at Christiansborg kan styre alt på velfærdsområdet

Ældre på plejehjem skal ikke sidde eller ligge i timevis med våde bukser, fordi der ikke er personale til at hjælpe dem på toilettet i tide.

Det er der bred enighed om blandt Folketingets partier, men hvordan man sikrer de ældre værdige forhold, er det sværere at finde fodslag om. Spørgsmålet er kommet højt op på den politiske dags-orden, efter at et indslag på TV 2 har vist stærkt kritisable forhold for de ældre på et plejecenter i Bjerringbro.

Den nyudnævnte ældreminister, Thyra Frank fra Liberal Alliance, udtalte i første omgang, at det var op til kommunerne at få styr på det. Efter heftig kritik for den udtalelse fra både Ældre Sagen, Dansk Folkeparti og partier til venstre for regeringen i går trak den nye minister lidt i land midt under Folketingets store debat om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) redegørelse for sin nye regerings politik.

Nu er det Thyra Franks ambition, at både pårørende, beboere, personale og plejehjemmenes ledelser kan mærke en positiv forskel, den dag ministeren er færdig på sin post.

Thyra Frank er kendt som uortodoks tidligere leder af det nedlagte plejehjem Lotte på Frederiksberg, og selvom hun ikke blev genvalgt til Folketinget i 2015, trak Liberal Alliance hende ind på posten som ældreminister – et ressortområde, der fik sin egen ministerpost i Sundheds- og Ældreministeriet.

Præcis hvad den nye minister skal tage sig af, svæver fortsat i det uvisse. Forvirringen hænger uden tvivl sammen med det ideologiske krydspres, Liberal Alliance er trådt ind i med sin regeringsdeltagelse.

Som renskuret liberal er det helt efter bogen at sige, at Christiansborg og regeringen ikke skal blande sig i alt, og at det er op til kommunerne at sørge for, at de ældre får en ordentlig behandling.

Problemet med den besked opstår, når man træder ind i en regering og endda får et helt ministerium til rådighed – udelukkende med de ældre som ressortområde. Så går det ikke længere at sige, at det er kommunernes ansvar. For så inviterer man Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, til at stille det spørgsmål, hun stillede uden for folketingssalen i går: ”Hvorfor skal vi have en ældreminister, hvis ikke hun kan gøre noget ved det?”.

Mette Frederiksen mener, at en regering godt kan gøre noget, fordi regeringen sætter rammerne for kommunerne i form af lovgivning og økonomi.

Dansk Folkeparti, der tidligere har fået afsat en såkaldt værdighedsmilliard til de ældre, har fået fordoblet beløbet på næste års finanslov og cementerer dermed fortællingen om, at Christiansborg kan styre den offentlige service helt ud i yderste led, og at flere penge altid er vejen til bedre pleje.

Man kunne også sige, at det såkaldte velfærdspolitiske flertal bygger videre på forestillingen om Christiansborgs almagt. Det er den forestilling, der bliver udfordret af den aktuelle debat, for virkeligheden er selvfølgelig mere grumset.

Det er jo langtfra første gang, at pressen har kunnet afsløre kritisable forhold i pleje- og sundhedssektoren, og selvom de konkrete medieskandaler om dårlig behandling af ældre og syge egner sig vældig godt til polemiske debatter, siger de ikke nødvendigvis noget om den generelle kvalitet af den offentlige behandling.

Interessant nok foreslog Mette Frederiksen i går, at man gennemfører en såkaldt fingrene væk-reform for den offentlige sektor, hvor der skal være fokus på resultater og ikke på processer. Tanken er, at det offentlige bruger alt for mange kræfter og penge på administration og på at dokumentere sin indsats. Hvis man kontrollerer mindre, bliver der flere penge til kerneydelserne, til de varme hænder.

Det er en idé, som har et liberalt tilsnit, og som formentlig på et tidspunkt kunne være fostret af Liberal Alliance. Det paradoksale er, at hvis kontrollen på eksempelvis plejehjem mindskes, er der ingen statsgaranti for, at kvaliteten generelt bedres. Eller for at kommunerne ikke bruger eventuelle sparede millioner på mange andre grupper end de ældre. Eller for, at en tv-station ikke igen en dag finder et plejehjem, hvor forholdene er uværdige.

Andre læser lige nu