I Thy Nationalpark sker afbrænding for kulturens og naturens skyld

Ugens naturafbrændinger i Thy Nationalpark blotlægger ikke kun jorden til gavn for plante- og dyrelivet. Når ilden har ædt sig igennem den omfattende bevoksning, giver det også kulturelle gevinster. Kristeligt Dagblad var med til afbrænding i nationalparken

I tirsdags skabte den påsatte ild i Thy Nationalpark en kæmpe mur af vulkanlignende røg, der for en stund lagde sig over det omkringliggende landskab. Tonny Toftdal udfører en planlagt afbrænding af et stykke hede.
I tirsdags skabte den påsatte ild i Thy Nationalpark en kæmpe mur af vulkanlignende røg, der for en stund lagde sig over det omkringliggende landskab. Tonny Toftdal udfører en planlagt afbrænding af et stykke hede. Foto: Sofus Comer/Ritzau Scanpix.

Det knitrer let, da flammerne æder sig gennem det lag af mos og lyng, der gennem mange år har fået lov at vokse. Ilden er påsat af tre mænd, som med drengeagtig iver går rundt i orange branddragter og betragter flammerne. Lugten af bål sætter sig i næsebor og tøj.

Antallet af vilde dyr i Thy Nationalpark er ikke nok til at holde mængden af uønsket bevoksning nede, og det kvæler andre planter på samme måde, som ilden nu svider livet ud af lyngen.

”Der skulle være tre gange så mange kronvildt, hvis man bare skulle have en nogenlunde effekt her,” siger Anna Gudrun Worm, der er projektleder og landskabsforvalter i nationalparken.

Dagens afbrænding handler om at forynge området og give plads til nye planter. Den gamle lyng fylder så meget og er blevet så vissen, at den ikke giver plads til ny lyng og andre planter.

”Lige så snart temperaturen stiger bare en lille smule, pibler det frem med grønne spirer overalt fra den blottede jord. Så får man en masse fine blomster, flere insekter, fugle og krybdyr – og flere af de store rovdyr,” siger hun.

I denne flig af nationalparken er det denne tirsdag op til skovløber og naturvejleder Tonny Toftdal at styre ilden på klitheden. Sammen med skovløber og naturvejleder Ole Sigh Søndergaard og traktorfører og skov- og naturtekniker Finn Kobberø tænder han op og kontrollerer, at ilden ikke får for meget fat. Den nordatlantiske klithede er en sjældenhed, og ilden er til for at give plads til den unikke naturtype.

Når flammehavet er døet ud, efterlader det sig et nærmest vulkanlignende landskab. –
Når flammehavet er døet ud, efterlader det sig et nærmest vulkanlignende landskab. – Foto: Sofus Comer/Ritzau Scanpix

”Vores hede er måske ved at være lige så meget et kulturlandskab som et naturlandskab. Hvis ikke vi gør noget, får vi en voldsom masse lyng, der har stort set samme alder, og så får vi en invasion af lyngens bladbille,” siger Tonny Toftdal og peger ned mod den jord, der endnu er urørt af flammerne.

Han forklarer, at bladbillen elsker det gamle og svage lyng, og at den derfor trives i et område som dette.

”Billen slår simpelthen det hele ihjel, og så er der ingenting til dyrene. Så afbrændingen er for at holde det lidt mere jævnt,” siger han.

Anna Gudrun Worm forsikrer, at miljøeffekterne ved afbrændingen er små.

”Der sker så lille en CO2-forurening her. I stedet slipper man ved afbrænding for, at metan og nogle af de andre drivhusgasser bare ligger og rådner på jorden og udskiller gasser,” siger hun og kniber øjnene let sammen mod den hårde sol, der står skarpt ned på nationalparken denne skyfrie forårsformiddag.

På klitheden holder også en traktor med en stor vandvogn hægtet bagpå. Fra vognen sprøjtes vand ud for at lave det brandbælte, der sørger for, at flammerne ikke stikker af.

Første afbrænding er ikke særlig omfattende, og ilden får lov at stå lidt og knitre, inden Ole Sigh Søndergaard sætter ild til et nyt stykke lyng med en lille mængde diesel. Over armen har han en sølvfarvet, aflang beholder med en slange for enden, og med den trækker han flammer med sig.

”I princippet er det en modificeret havesprøjte, der sprøjter som en vandpistol,” siger Tonny Toftdal om beholderen, som spreder brændstoffet og dermed ilden.

Inden længe æder de orange farver den grønne og grå lyng og skaber meterhøje røgskyer, der lader det være op til fantasien, hvad der er tilbage, når flammerne er mættede.

Afbrændingen sker én gang om året i foråret, og den skal være færdig før den 1. april for at tage hensyn til dyrelivet. Der er ikke arbejdskraft nok til at brænde den ønskede mængde bevoksning, og på grund af vejret har det kun været muligt at brænde i tre dage.

Tonny Toftdal sætter i løb mod en lille bil med redskaber. Ilden har fået fat i et velbevokset område lidt væk fra de største flammer. Han tager hurtigt et redskab, der mest af alt ligner en blanding af en rive og en kæmpe vifte, ned fra ladet. Anna Gudrun Worm gør ham kunsten efter, og sammen klapper de med vifterne nogle gange på det lille område af flammer.

”Det er en branddasker,” siger Anna Gudrun Worm og sætter den tilbage på ladet.

Krisen er afværget på få sekunder, og nu står de begge og betragter det flammehav, der efterhånden er opstået.

”Det er godt nok flot nu, hva’?” siger Anna Gudrun Worm.

Røgen er nu nået så højt op, at den dækker for den skarpe sol som en solformørkelse. Anna Gudrun Worm har fået røde kinder, et miks af de høje temperaturer fra ilden og den strålende sol.

Der går ikke længe, før flammehavet er næsten dødt og efterlader sig et vulkanlignende landskab. Anna Gudrun Worm og de orange mænd inspicerer det afsvedne område, og når deres fødder rammer jorden, står det ud med aske under deres såler. Tonny Toftdal peger ned foran sine fødder og viser, hvilke kulturelle gevinster der også er ved afbrændingen. I den sorte overflade er markante fordybninger som fra en bil, men der er tale om noget helt andet.

”Hestevogne,” fortæller Tonny Toftdal og går over vognsporet, der strækker sig tværs over klitheden. Ilden har ikke kun fjernet lyng og mos, men den har formået at afsløre spor fra en over 100 år gammel hestevognsrute. Tonny Toftdal sætter igen kurs mod sin bil. Der er flere områder, der skal sættes under flammer.