Prøv avisen

Affald fra Danfoss er skyld i kraftig forurening ved strand

Rapport fastslår, at nedgravet affald fra Danfoss forurener vand. Men parter strides om regning for oprydning.

Danfoss har gennem 1950'erne og 60'erne dumpet store mængder flydende affald på en strand på Nordals.

Det er sket med myndighedernes tilladelse, og derfor kan industrigiganten ikke drages til ansvar, skriver Jydske Vestkysten.

Men en ny undersøgelse konkluderer ifølge avisen, at der er tale om en "meget kraftig forurening" med blandt andet giftstoffet dioxin.

Syd for depotet ligger et sommerhusområde, og der blev i 2009 opsat skilte, der advarer imod badning.

Danfoss, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune er enige om, at problemet skal løses. Men parterne har endnu ikke besluttet sig for, hvordan det skal ske.

- Vi skal have kortlagt forureningen og undersøgt det nøje, inden vi går i gang, for det koster både mange ressourcer og penge, siger Aase Nyegaard (Fælleslisten), formand for miljø- og teknikudvalget i Sønderborg, til avisen.

Hun siger også, at kommunen har planer om at opføre et ferieresort nær Himmark Strand. Det gør behovet for en oprydning endnu større.

Landets fem regioner skal i 2019 forhandle med regeringen om penge til en prioriteret plan for oprensning af de såkaldte "herreløse" forureninger.

Det er forureninger, som ingen hæfter for, fordi det først efter år 2000 blev lovfæstet, at forureneren betaler.

Formand for miljøudvalget i Region Syddanmark Jørn Lehmann Petersen (S) siger, at forureningen på Nordals falder ind under den kategori.

Han er enig i, at problemet skal løses på den ene eller den anden måde.

Flere andre steder i landet er der dumpet giftigt affald ved strandene.

Eksempelvis er der nedgravet store mængder affald fra det tidligere Grindstedværket ved Kærgård Klitplantage ved Oksbøl.

Også ved Harboøre Tange er der i årevis blevet dumpet giftigt affald fra kemivirksomheden Cheminova.

Her er det også uklart, hvem der skal betale for oprydningen.

/ritzau/