Prøv avisen

Affaldsdyngerne vokser i de store byer

Fælledparken i København den 2. maj 2012 – dagen efter den store 1. maj-demonstration. Trods opfordringer om at rydde op efter sig lignede parken mest en losseplads dagen efter. – Foto: Bax Lindhardt.

Især i de store byer flyder det med pizzabakker, cigaretskod og aviser. Vi er taget ud for at undersøge, hvorfor vi ikke rydder op efter os selv

Maj-solen varmer de mange mennesker på Dronning Louises Bro i København. Her på grænsen mellem den indre by og Nørrebro er der både unge studerende, ældre på eftermiddagsgåtur og alle mulige andre københavnere. Broen er et populært sted at mødes, og mange har taget mad og drikke med ud i det lune vejr.

De mange mennesker betyder dog også masser af affald. Ikke bare i affaldsspandene, men i høj grad også alle mulige andre steder, hvor det ikke burde være.

LÆS OGSÅ: Danmark skal ryddes for skrald

De nyeste tal fra Teknik- og miljøforvaltningen i København taler deres tydelige sprog. 3500 ton affald fejede kommunens folk op fra gader og stræder sidste år. Til sammenligning indsamlede man 1600 ton fra de kommunale skraldespande.

Og mængderne er voksende. Tilbage i september 2011 lavede man en såkaldt skraldetælling, hvor man registrerede hvert eneste stykke skrald på 10 ruter rundt om i hovedstaden. I alt fandt man 24.839 stykker skrald en stigning på 81 procent i forhold til optællingen fra 2010.

Det er især cigaretskod, papiraffald og emballage efter fastfood, som københavnerne har svært ved at få smidt i skraldespanden.

På Dronning Louises Bro er det ikke svært at finde nogen, der synes, at byen efterhånden flyder over i affald. Vi møder to kvinder, der nærmest råber i munden på hinanden i deres irritation over andre menneskers henkastede affald.

Det er virkelig dårlig stil, at folk ikke kan finde ud af at rydde op efter dem selv, siger Ida Marie Knudsen.

Hendes veninde Anne Sofie Steen istemmer og tilføjer, at affaldet i byens rum er med til at skabe en dårlig atmosfære.

De to 28-årige kvinder er enige om, hvorfor folk ikke kan finde ud af tage deres affald med sig.

Jeg tror, at mange simpelthen er dårligt opdragede. De har ikke lært det hjemmefra, siger Ida Marie Knudsen.

De er begge af den opfattelse hvilket Københavns Kommune kan bekræfte at de stigende mængder af affald også har at gøre med, at vi i langt højere grad end tidligere bruger byens parker, gader og stræder til at opholde os i. Og så køber vi mere fastfood end tidligere. Den færdiglavede mad er som oftest pakket ind i en masse emballage.

Andre, vi taler med, bidrager til forklaringen på, hvorfor affaldet ender på jorden og ikke i affaldsspanden.

Jeg tror, at alkohol spiller ind. Når folk drikker, glemmer de at tage hensyn og rydde op efter sig, siger Marie Schmidt, der er studerende.

Hun mener dog også, at kommunen kunne gøre en bedre indsats:

Prøv at se de skraldespande derovre, de er helt overfyldte. Det betyder, at folk enten smider affaldet ved siden af i en stor bunke eller tænker, at det er okay bare at efterlade det, når nu der er ikke er plads. Der kommer jo nok nogle andre og rydder op.

En enkelt pige, der er på besøg fra Odense, erkender, at hun ikke altid er lige god til at smide cigaretskoddene i skraldespanden.

De er ulækre at gå rundt med, så jeg smider dem bare på gaden.

Professor på Institut for sociologi på Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen er ikke i tvivl om, at der er sket et skred i holdningen til, om det er acceptabelt at smide affald i det offentlige rum:

I storbyerne ser vi, at pizzabakkerne og alt muligt andet affald ligger og flyder i relativt lang tid og i mængder, som vi ikke erindrer at have set tidligere. Og det er jo ikke, fordi der ikke bliver gjort rent. På den måde kan man godt sige, at der er sket et skred. Nogle ser det ganske enkelt som okay at deponere deres affald på offentlige steder.

Professoren mener ikke, at det bare er i storbyerne, at danskerne er dårlige til at rydde op efter sig. Han peger på, at tendensen også ses ude på landet. Hvis folk ikke orker at køre deres affald på genbrugspladsen, smider de det i naturen.

Michael Hviid Jacobsen fastslår dog samtidig, at langt størsteparten af danskerne ligesom flertallet af de unge på Dronning Louises Bro er ærgerlige over det henkastede affald. Det store flertal føler sig ganske enkelt irriteret over de store mængder affald i det offentlige rum.

Vi har to modsatrettede tendenser i spil. Nogle mener, at det er o.k. at bruge det offentlige rum som privat losseplads, mens en stor gruppe af mennesker formentlig langt størsteparten af os danskere føler os chikaneret af det.

Michael Hviid Jacobsen kan dog sagtens forstå, at kun de færreste kan få sig selv til at påtale andres dårlige opførsel. Det er de færreste, der har modet til at stille sig op, hvis et selskab forlader en halv grillfest i en park, som han udtrykker det.

Man skal ikke fortolke det sådan, at folk mener, det er o.k., hvis de ikke siger noget. Det her med at skulle gå hen og irettesætte andre kan virke grænseoverskridende. Vi ved, at det ofte er grupper af unge, der efterlader store mængder af affald, og der skal man altså have ganske meget mod og mandshjerte for at begynde at blande sig i det. Frygt for repressalier vejer tungt. Man er ganske enkelt bange for at få et par på lampen.

Professoren er af den opfattelse, at hvis det store flertal føler sig chikaneret og irriteret over affaldsdyngerne, så bliver man nødt til at skride ind politisk for at få gjort noget ved problemet.

Hvis vi for eksempel tager til Singapore, må man jo ikke smide et stykke tyggegummi på gaden uden at risikere bøde og anholdelse. Den tilgang kan virke ganske radikal efter danske forhold. Men jeg må sige, at det her område virker til at være underreguleret herhjemme.

Da solen er gået ned over København, og Kristeligt Dagblad vender tilbage til Dronning Louises Bro nogle timer senere, flyder det med emballage efter folks aftensmad.

De tommer dåser og flasker er for længst samlet op af ivrige pantsamlere, men skod, kapsler, papir og plastic er der ingen, der gider røre ved.