Afghanistan-indsatsen blev undervejs svær at forsvare

Der var gode argumenter for, at Danmark sendte tropper til Afghanistan, men undervejs blev projektet uklart. Lektien fra to årtiers krig er, at fremtidens konflikter skal håndteres, ikke løses, vurderer ekspert

Sådan så det ud, da der blev holdt parade for hjemvendte Afghanistan-soldater i 2011. Siden er flere soldater kommet hjem drypvis. Snart kan de allersidste danske soldater i Afghanistan vender hjem til Danmark.
Sådan så det ud, da der blev holdt parade for hjemvendte Afghanistan-soldater i 2011. Siden er flere soldater kommet hjem drypvis. Snart kan de allersidste danske soldater i Afghanistan vender hjem til Danmark. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Siden 2002 har Danmark bidraget til krigen i Afghanistan, som USA indledte i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001. Men nu er det snart slut.

Danmark vil nemlig foretage en gradvis militær tilbagetrækning fra Afghanistan sammen med Nato og USA, fortalte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) onsdag aften. Og med udmeldingen om den forestående danske exit bliver der nu åbnet for debatten om, hvad Danmark har opnået gennem de seneste to årtiers engagement i Afghanistan? Og om indsatsen har været prisen værd?

”Jeg abonnerer ikke på fortællingen om, hvorvidt det har været en succes eller ikke har været en succes,” sagde forsvarsminister Trine Bramsen (S) i onsdags til Ritzau.

Men det er der andre, der gør. For efter 20 års engagement, enorme millionbeløb og 44 danske liv, som undervejs er gået tabt, er vi nødt til at kunne tage en åben debat om, hvad læren fra Afghanistan skal være, mener Henrik Breitenbauch, leder af Center for militære studier på Københavns Universitet.

”Der er ingen tvivl om, at det var fuldstændigt nødvendigt, at det internationale samfund gjorde noget ved Taleban-styret i 2001. Det, som derimod ikke var nødvendigt, var den transformation af missionen fra at handle om terrorbekæmpelse til at blive et spørgsmål om at opbygge en velfungerende afghansk stat. Den målsætning var for idealistisk, og det er en sindssygt vigtig lektie for fremtiden. Vi gik ind i Afghanistan af en grund, men vi blev der af andre. Det skal vi ikke gentage,” siger han.

”Fra et alliancemæssigt synspunkt har den danske deltagelse dog været en bragende succes. Vi har delt tab, risici, erfaringer og faglighed med vores partnere, ikke mindst USA og Storbritannien. Og Danmark har demonstreret, at vi magter yderst vanskelige kampoperationer. Men hverken hensyn til alliancer eller faglige erfaringer er jo særligt gode argumenter for at gå i krig.”

Gennem længere tid har repræsentanter fra den afghanske regering forsøgt at nå til enighed med Taleban-bevægelsen. Men uanset hvordan fredsforhandlingerne ender, tegner Afghanistans nære fremtid mørk, vurderer David Vestenskov, ekspert i Natos indsats i Afghanistan ved Forsvarsakademiet.

”På den korte bane er der for mig at se ingen tvivl om, at det system, vi har været med til at opbygge i Afghanistan, vil bryde sammen. Et islamisk emirat eller en borgerkrig er de eneste mulige scenarier, og derfor bør man nok snarere sammenligne vores indsats med den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam, hvor det først var to-tre årtier efter, man trak sig ud, at man kunne se de langsigtede, positive aftryk,” siger han.

”For Danmarks vedkommende vil det betyde, at vi i fremtiden kommer til at justere ambitionsniveauet gevaldigt, før vi kaster os ind i en mission. Fremover vil det handle om at håndtere konflikter, ikke løse dem. At eksportere vores egne drejebøger for, hvordan tingene skal fungere, har vist sig hverken at være hensigtsmæssigt eller bæredygtigt.”

Men betyder det mudrede billede, som indsatsen i Afghanistan efterlader, at Danmark har tabt anseelse internationalt?

”Nej, prestigetabet her og nu er Natos og amerikanernes, og det rokker ikke ved synet på Danmark som en kerneallieret, der ikke er bange for at tage tæskene på frontlinjen.”

En af Afghanistan-indsatsens mest markante kritikere er forfatteren Carsten Jensen. Han har flere gange besøgt landet som reporter samt skrevet om indsatsen i romanen ”Den første sten”, og han tøver ikke med at kalde de seneste to årtier for ”en fiasko”.

”Og det er tragisk, for jeg mener i bund og grund, at det var både forståeligt og berettiget, at USA gik ind i Afghanistan. Terrorangrebet den 11. september var jo forberedt fra al-Qaedes baser, derfor skulle man have grebet det an som en politiaktion på et fremmed territorium – hurtigt ind med et direkte angreb målrettet Osama bin-Laden og deres baser og så ud igen,” siger forfatteren.

”Men i stedet valgte man at invadere et land, vi ikke vidste noget om, og som vi ikke havde nogen ambition om at lære at kende. For vi vidste jo i vores arrogance præcis, hvad afghanerne havde brug for. Uforberedte og bedrevidende tog vi et helt lands skæbne i vores hænder, og Danmark var kritikløst følgagtig over for USA og Storbritannien. Derfor blev de seneste 20 års indsats en monumental fiasko.”