Afghanske søstre håber på flere rettigheder som kristne i Danmark

De tre millioner afghanere i Iran lever et liv i frygt og undertrykkelse, fortæller to unge søstre, der er flygtet til Danmark. Seks måneder efter ankomsten er de brudt ud af deres arrangerede ægteskab og er konverteret til kristendommen

Haife og Shogufa er begge konverteret til kristendommen og er blevet døbt, fordi de betragter islam som en kvindefjendsk religion.
Haife og Shogufa er begge konverteret til kristendommen og er blevet døbt, fordi de betragter islam som en kvindefjendsk religion. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Der er glade tegninger med kærlighedsbudskaber på væggen i Haifes og Shogufas lille værelse i asylcentret i Dianalund på Sjælland. De to afghanske søstre på 18 og 19 år er blandt de godt 3600 afghanske flygtninge, der er kommet til Danmark siden januar 2015. Mange er flygtet fra den afghanske borgerkrig. Andre som Haife og Shogufa flygter fra undertrykkelse i Iran. De to søstre tilhører de godt tre millioner flygtninge, der kom til Iran efter Taleban-styrets fald i 2001. Kun 950.000 af de afghanske flygtninge er officielt registreret. De øvrige to millioner lever illegalt i Iran. Det seneste år har mange tusinde afghanere valgt at forlade Iran, hvor de oplever udbredt diskrimination.

”Vi boede i Isfahan-provinsen og havde et meget vanskeligt liv. Vi skulle for eksempel altid kunne vise identitetskort. Ellers risikerede vi at blive arresteret af politiet. Vores far blev ofte arresteret, fordi han ikke havde papirer på sig, og han blev sendt på en slags tvangsarbejde, hvor han blev tvunget til at rense toiletter eller pløje marken,” siger Haife.

Hun fortæller, at hendes far arbejdede som stenhugger. Arbejdsdagen begyndte klokken 5 om morgenen og sluttede klokken 10 om aftenen. Alligevel tjente han som afghaner kun halvt så meget som en iransk arbejder.

”Min far blev tvunget til at acceptere mange fornærmelser, ellers ville han miste sit job,” forklarer Haife.

At afghanere systematisk diskrimineres i Iran bekræftes af menneskerettighedsorganisationen Human Right’s Watch, der i en rapport fra slutningen af 2013 konkluderer, at afghanere i Iran nægtes retten til at søge asyl. De udsættes for vilkårlige arrestationer, kan ikke bevæge sig frit rundt i landet og får i mange tilfælde ikke mulighed for at uddanne sig, ligesom de har begrænset adgang til sundhedsydelser og anden humanitær hjælp.

Human Rights Watch har de seneste år forsøgt at lægge pres på det internationale samfund for at få hjælp frem til de afghanske flygtninge, men ifølge en talsmand for organisationen er der fortsat meget store problemer.

Haife og Shogufas skolegang var sporadisk og præget af, at deres familie ikke altid havde råd til at betale skolepenge. Haife fortæller, at mange afghanere tvinges til at forlade skolen, fordi de ikke kan betale for undervisningen.

”I de ni måneder, vi gik i skole, blev vi ofte smidt ud, fordi vi ikke kunne betale undervisningsgebyret til tiden. Det er kun afghanere fra velhavende familier, der går på universitetet i Iran, fordi undervisningsgebyret er meget højere end i grundskolen, og fordi der er mange jurdiske forhindringer for, at en afghaner kan studere i Iran. Min søster var meget interesseret i at komme på konservatoriet, men det var ikke muligt på grund af vores afghanske baggrund,” fortæller Haife.

I skolen oplevede Haife og Shogufa ofte, at de blev fornærmet af skolelærere og inspektøren, uden at de kunne stille noget op.

”Vi havde ikke ret til at udtale os kritisk om den måde, vi blev behandlet på. De ansatte på skolen sagde direkte til os: ”I har ikke ret til at tale, fordi I er afghanere, og en afghaner og en iraner er aldrig på samme niveau.”

”Hvert år måtte vi arbejde for at blive registreret på skolen. Vi skulle besøge mange kontorer for at få tilladelser, betale skolepenge og få ministeriets bekræftelse på, at vi kunne deltage i undervisningen. I vores familie var vi fem piger og en broder, og der var kun min far til at forsørge os,” siger Haife og sukker dybt.

Som afghanske flygtninge i Iran var det heller ikke muligt for søstrene at rejse til en anden by uden en særlig tilladelse fra det iranske ministerium for udlændinge.

”Og hvis der opstod konflikter mellem iranere og afghanere, ville politiet automatisk tage iraneres parti,” forklarer Haife.

Hun fortæller, at der foran den berømte Sofeh Park i Isfahan er placeret et skilt, hvor der står: ”Adgang forbudt for afghanere”.

”Jeg husker, hvordan vi ikke kunne komme ind om foråret eller til nytår, hvor mange iranere samledes i parken. Mange af de afghanere, der forsøgte at komme ind, blev arresteret. Det samme gjaldt afghanere, der forsøgte at komme ind i en svømmehal i Isfahan.”

Foto: Petra Theibel Jacobsen

De to søstre blev begge tidligt gift. Sidste år besluttede de at flygte til Danmark med deres afghanske ægtemænd, fordi de var trætte af undertrykkelsen og de mange religiøse restriktioner, der for eksempel betyder, at alle kvinder i Iran bærer chador (en særlig iransk religiøs klædedragt). I det danske asylcenter oplever de stadig, at iranske asylansøgere taler ned til dem.

”Når vi svarer dem igen, siger de: ”I Iran ville vi ikke acceptere en afghaner som slave, men her i Danmark svarer afghanerne os igen,” lyder det fra Haife.

For Haife og Shogufa har det seneste halve års ophold i et dansk asylcenter vendt op og ned på deres tilværelse. Haife kom til Danmark med sin mand, som hun blev forlovet med som 16-årig og gift med året efter. I dag vil hun have sin frihed og er blevet separeret fra ægtemanden, der nu bor i et andet asylcenter.

”Min familie slog mig og tvang mig til at blive gift, og det var aldrig et kærlighedsægteskab. Min mandbegrænsede min frihed. Jeg måtte ikke tale med mine onkler eller have et billede af en skuespiller på min mobiltelefon. Min storesøsters ægteskab blev arrangeret, allerede da hun barn,” siger Haife.

Hendes ældre søster Shogufa blev også separeret fra sin mand nogle måneder efter ankomsten til Danmark.

Separationen er ikke Haife og Shogufas eneste kvindeoprør. De er begge konverteret til kristendommen og er blevet døbt, fordi de betragter islam som en kvindefjendsk religion.

”Kristendommen giver os fred og ro. Vi kunne ikke vælge vores religion i Afghanistan og Iran, og vi føler, at kvindernes ulykke i vores hjemland hænger sammen med islam.”

Efter omvendelsen til kristendommen er de utrygge ved at bevæge sig rundt i asylcentret, og de opholder sig derfor på deres værelse det meste af tiden. De får ofte besøg af en kristen flygtning, der forsøger at støtte de to piger og beskytte dem. Shogufas fraseparerede mand bor stadig i samme lejr som de to søstre, og han rapporterer, hvad de to kvinder gør til Haifes mand.

”Min eksmand har truet mig, fordi jeg er blevet kristen. Andre afghanske asylansøgere hader os og kalder os ikke-troende.

Spørgsmålet om konversion til kristendom er så kontroversielt blandt afghanere, at hverken Haife eller Shogufa har fortalt deres forældre om den nye religion.