Forfatter: Afskaf velfærdsstaten, så underklassen kan stå på egne ben

Karina Pedersen voksede op med svigt, misbrug og socialt bedrageri. I bogen ”Helt ude i hampen” langer hun ud efter en velfærdsstat, der lader sig misbruge af en underklasse stærkt præget af misbrug, kriminalitet og udnyttelse af systemet. Afskaf velfærdsstaten og lad folk tage ansvar for deres liv, lyder løsningen fra forfatteren

Karina Pedersen går hårdt til underklassen i sin bog ”Helt ude i hampen”. Underklassen har ingen moral, og vi bør stoppe med at tage ansvaret for den. – Foto: Rosenberg Thea Grav/Scanpix

Moderen er førtidspensionist, misbruger af nervemedicin og en habil lystløgner, der formår at få mest muligt ud af det offentlige system. Pengene har hun dog sjældent liggende længe, inden den ene af hendes sønner har brudt ind i hendes lejlighed og stjålet dem.

Karina Pedersen beskriver i bogen ”Helt ude i hampen” det underklassemiljø i Fredericia, hun er vokset op i. Ifølge hende har underklassen hverken moral eller selvkritik, og det er bestemt ikke synd for dem. Velfærdsmodellen understøtter underklassens misbrug og dovne indstilling og fratager dem det ansvar, de har for deres liv. Derfor ville det gavne underklassen, hvis vi helt afskaffede velfærdsstaten:

”Jeg er sikker på, det ville gavne. Vi er endt i en situation, hvor det at være så sølle som mulig, er det, der udløser gevinsten. Man smører det hjul, der piber. Så jo mindre du kan, jo mere klinger kasseapparatet.”

Ifølge forfatteren er det en uskik, at man tager ansvar for underklassens liv, hvis folk stedet sidder derhjemme og fejrer deres førtidspension med othellolagkage. Med en afskaffelse af velfærdsmodellen og dens, ifølge forfatteren, uduelige socialforvaltninger, kan man tvinge underklassens folk til at tage det ansvar, de har for deres liv:

”Du har ansvar for, hvordan du opfører dig. Det må vi holde fast i, for ellers løber det hele løbsk. Selvom vi nogle gange kan se, at folk faktisk kun har dårlige valgmuligheder. Og det kan ske for de fleste på et tidspunkt i deres liv, men at det skulle ske hele tiden, og at det ikke er deres skyld, den køber jeg ikke. Det er jo ikke én gang, de begår en fejl. Det er flere gange, og ofte den samme fejl igen og igen.”

Karina Pedersen er selv flyttet væk fra Fredericia og har i dag ikke kontakt til sin mor. Hun har tidligere været ude med riven efter landets underklasse og blandt andet afvist, at den sociale arv skulle have noget at sige:

”Hvis du ser på forskning af eksempelvis enæggede tvillinger, så er det under 10 procent, vi får med fra vores miljø, og resten er fra vores dna og omgangskreds. Jeg har ikke noget med fra min mor. Hun er meget doven. Det er jeg ikke. Jeg har abonnement på sådan nogle amerikanske blade om at holde hus og have, og jeg går meget op i indretning og rengøring. Og det har jeg i hvert fald ikke lært hjemmefra,” siger Karina Pedersen.

I bogen beskriver hun, hvordan moderens badekar er sort af snavs og gulvet fyldt med hår og nullermænd. Hun køber ikke præmissen om, at hendes barndom skulle have præget hende væsentligt. Vores arv er genetisk, om end hendes egen ikke kommer fra hendes mor.

”Min mormor og farmor er meget mere renlige og har aldrig drukket, så jeg har nok været heldig at trække lidt mere på den ydre del af familietræet. Der, hvor børnene er ligesom forældrene, er, hvor de har samme gener. Så hvis du godt kan lide at læse, så er det jo også sandsynligt, at du får et barn, der godt kan lide at læse. Man ved jo også, at alkoholisme har en meget tung genetisk arvelighed. Og jeg synes også, det er synd, hvis forældrene skal have al skylden. Der er ikke nogen beviser for, at et barn, der har haft en dårlig barndom, skulle klare sig dårligere i livet. Når børn fra en dårlig baggrund klarer sig dårligt, så er det, fordi de har fået nogle træk med fra deres forældre.”

Men hvis sådan noget som alkoholisme er arveligt, er det så ikke problematisk at stille underklassens folk til ansvar for deres misbrug, hvis det ligger i generne?

”Nej, for der kan være nogle ting, hvor det kræver mere selvkontrol. Jeg har en familie, der virkelig er præget af alkoholikere, og jeg har det ikke i mig. Jeg siger, man skal stille folk til ansvar for det hele. Gener tænder og slukker på forskellige tidspunkter, så bare fordi lille Arthur har to dybt fordrukne forældre, så ved vi jo ikke, om han har de gener. Hvis han så begynder at drikke, så er han måske disponeret for det, men det betyder jo ikke, at Arthur ikke kunne have stået imod.”

”Vi vil gerne acceptere, at vi har fået vores øjenfarve og hårfarve fra vores forældre, men folk stejler, når man siger, at vi har fået langt mere. Der er bare nogle ting, der taler for, at vi er styret af vores gener langt mere end vores omgivelser.”

Men hvis der er en usikkerhed i, at nogle medfødte gener tænder og slukker, så kan vi vel ikke skære helt skarpt og sige, at vi er helt ansvarlige for alt?

”Nej, det kan vi ikke. Men omvendt kan vi heller ikke have et samfund, hvor folk kan gøre, som de vil, og så kan vi sige, at de ikke kan gøre for det. Vi er nødt til at sige, at vi er ansvarlige. Vi stiller folk til ansvar, fordi der skal være en lighed i samfundet. Vi er nødt til at holde fast i, at alle er født lige, og at vi er lige for loven.”

Men vi er jo ikke født lige. Er det ikke problematisk, hvis vi som samfund ser alle som født lige?

”Nej, vi er overhovedet ikke født lige. Men hvad er alternativet? Vi er nødt til at sige, at vi er lige for loven. Det er lodret løgn at sige, at vi alle er lige, for det er vi ikke, og nogle er bare enormt talentfulde. Men det er en del af det at være voksen, at man accepterer, at nogle bare er bedre end én selv. Man må spille med de kort, man har.”

Og de kort, underklassen har, skal altså spilles anderledes, mener Karina Pedersen. Afskaf det bureaukratiske system, så underklassen kan stå på egne ben. Og dem, der ikke kan, må det private marked tage sig af:

”Ville du ikke hjælpe, hvis du så én, der var i oprigtig nød? Selvfølgelig ville man det. Jeg er sikker på, at der er folk, der ville oprette private initiativer, og det ville hjælpe langt mere, for der er et menneskeligt aspekt, som ikke er i et stort bureaukrati som velfærdsstaten. Jeg ville personligt også hellere selv modtage hjælp fra venner og familie end fra fremmede i et bureaukratisk system. Jeg har fuld tiltro til mine medmennesker.”

Men er det ikke også nemt for dig, nu hvor du selv beskriver dig som udbryder af underklassen og som meget ressourcestærk, at sige, at det skal være hver mand for sig?

”Jeg siger ikke, det skal være hver mand for sig. Jeg siger bare, at jeg tror på, at folk kan klare sig selv.”

Når du i både din bog og medierne langer ud efter underklassen, er det så ikke en måde for dig at profitere på underklassens elendighed?

”Jeg har faktisk aldrig tjent noget på det. Og jeg kunne sagtens være kommet lige så meget frem med mine holdninger uden det personlige islæt. Men jeg har jo denne her baggrund til at gå ud og sige de her ting. Det slår hårdere, for folk kan ikke sige noget til mig. Jeg siger bare, jamen så kom med mig hjem og se.”