Aftenskoler overlever nedskæringer

Dystre dommedagsprofetier holdt ikke stik. Skolerne har klaret sig ved at hæve priserne og skære i timetallet

Når katalogerne fra de lokale aftenskoler i løbet af den næste måneds tid kommer ind af brevsprækken hos de danske familier, er der lige så mange af dem, som der plejer at være, og der er også lige så mange kurser at vælge i mellem som tidligere.

Dermed er aftenskolernes egne dommedagsprofetier for to år siden blevet gjort til skamme. Dengang forudså oplysningsforbundene, at regeringens kraftige beskæring af tilskuddet til kurser i blandt andet edb, italiensk og yoga ville føre til voldsomme prisstigninger, der ville skræmme særligt pensionister og lavtlønnede væk, og det ville igen betyde lukning af aftenskoler, ikke mindst i yderområderne.

- Aftenskolerne har overlevet det her attentat fra regeringen, fordi kursisterne holder ved og er villige til at betale. Vi troede, at det ville gå meget værre, men jeg er fortsat bekymret for de lavtlønnede og pensionisterne, der ikke kan betale så meget, siger lederen af folkeoplysningsafdelingen hos AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), Leif Max Hansen.

Regeringen besluttede sammen med Dansk Folkeparti i 2002, at kommunerne fremover højst måtte give en tredjedel i tilskud til aftenskolerne. Det fik aftenskolerne til at forudsige, at prisen på et aftenskolekursus ville stige til det dobbelte af det hidtidige niveau. Men sådan er det ikke gået. Flere skoler har i stedet valgt at reducere antallet af timer på et kursus for at holde prisen på et rimeligt niveau, og dertil kommer, at flere kommuner har valgt at genindføre det særlige tilskud til pensionister.

- Vi opfordrede vores skoler til at sætte timetallet ned i stedet for at hæve prisen med 30-40 procent, og det har flere valgt at gøre. Det har betydet, at vi ikke har måttet lukke en eneste skole, eller at nogen har været i økonomisk uføre, siger organisationskonsulent i LOF (Liberalt Oplysnings Forbund), Jan René Westh.

Samlet er LOF's deltagertal kun faldet med 3,4 procent, men timetallet er 17 procent lavere i dag, netop fordi man har valgt at korte kurserne.

Samme tendens ses hos FOF, hvor timetallet er faldet med 15 procent, siden tilskuddet blev beskåret, netop fordi mange skoler har valgt at tilbyde færre lektioner på et hold. Alligevel har FOF måttet lukke 15 skoler, hvilket betyder, at nogle kursister særligt i yderområderne må køre lidt længere efter et kursus.

- På sigt regulerer det sig selv, så der ikke er så mange forskellige skoler i de mindre byer. Det politiske betyder ikke så meget i dag for folks valg, det gør derimod kvaliteten, siger direktør i FOF (Folkeligt Oplysnings Forbund), Inge Vinther.

En af de skoler, der dog ikke kunne klare nedskæringerne, var KKA (Københavns Kursus-center og Aftenskole), som er Københavns største aftenskole. Den gik tidligere på sommeren konkurs, men i modsætning til andre aftenskoler havde den store udgifter til husleje og markedsføring. Noget, skolerne på landet typisk ikke har.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk