Agatha Christies krimier skal omskrives: Farvel til ord som ”orientalsk” og ”indfødt”

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

De digitale udgaver af Agatha Christies bøger skal renses for formuleringer, som kan opfattes som stødende af yngre læsere.
De digitale udgaver af Agatha Christies bøger skal renses for formuleringer, som kan opfattes som stødende af yngre læsere. Foto: AFP/Ritzau Scanpix.

Ugens første Morgensamling begynder med en opsigtsvækkende besked fra øst, som giver mindelser om den kolde krig. Rusland vil nu placere taktiske atomvåben i nabolandet Belarus, lød det fra præsident Vladimir Putin i lørdags.

Men hvad skal man lægge i den dystre besked? Det forsøger udenrigskommentator Jens Worning at give et svar på i dagens avis.

Nye oplysninger i sagen om krænkelser på katolsk privatskole

Herhjemme fortsætter sagen om krænkelser på den katolske skole Niels Steensens Grundskole og Gymnasium i København. Nye oplysninger får nemlig igen eksperter til at kritisere håndteringen af krænkelsessagerne, skriver Berlingske. Denne gang handler det om, at kirken trak en politianmeldelse af en præst tilbage på grund af nye "fortrolige oplysninger". Noget, kirken dog ikke vil uddybe.

Ifølge professor emerita på Aalborg Universitet Anette Borchorst forsøger de katolske institutioner, skolen og kirken, at "lukke sagerne ned ved at beskytte præsterne frem for de krænkede parter". 

Øremærket barsel for mænd virker

Den nye barselsregler synes at virke hurtigere end forventet. En ny undersøgelse blandt medlemmerne af ingeniørernes fagforening, IDA, viser, at fædrene nu tager 13,6 uger af barslen. Før de nye regler tog de 9,5 ugers barsel. Det skriver Ritzau

Den øremærkede barsel gav fædre ret til 11 ugers barsel, så det viser sig, at medlemmerne endda har taget mere barsel, end de har krav på. Omvendt har kvinder skåret næsten fire en halv uger af barslen. 

Titusinder demonstrerer i Israel

Benjamin Netanyahus reformplaner har fået stor kritik de seneste uger. Nu er titusinder af israelere gået på gaden i protest.
Benjamin Netanyahus reformplaner har fået stor kritik de seneste uger. Nu er titusinder af israelere gået på gaden i protest. Foto: Ilia Yefimovich/AP/Ritzau Scanpix

Natten til mandag gik israelere i 150 forskellige byer på gaden i protest mod Benjamin Netanyahus regering. Det skete, efter at premierministeren besluttede at fyre sin forsvarsminister Yoav Gallant, som ikke ville støtte Netanyahus meget omdiskuterede reformplaner. Nu opfordrer landets præsident Isaac Herzog endda regeringen til at droppe reformerne. 

I USA trak Israels generalkonsul, Asaf Zamir, sig desuden, kort efter nyheden om fyringen af forsvarsministeren kom frem i går aftes. Den amerikanske regering er "dybt bekymret" og opfordrer til kompromisser, som kan løse situationen. Det skriver Ritzau via nyhedsbureauet dpa.

Agatha Christie-bøger støvsuges for stødende ord

Nu til en kulturnyhed fra udlandet. Ord som "indfødt", "orientalsk" og "nigger" skal fjernes fra de digitale udgivelser af den berømte krimiforfatter Agatha Christie. De skal nemlig ikke støde et yngre publikum, lyder det ifølge The Telegraph fra forlaget HarperCollins. 

Den berømte krimiforfatter er den nyeste i rækken. Britiske Roald Dahls børnebøger udkommer i nye udgaver uden ord, som kan opfattes stødende. Det samme gælder Ian Flemings James Bond-bøger, som skal renses for racistiske ord og sætninger.

Hårlok i Danmark tilhørte Beethoven - eller hvad?

Vi runder af med et mysterium. Under Anden Verdenskrig blev en jødisk familie fra Gilleleje i 1943 hjulpet i sikkerhed takket være den danske læge Kaj Alexander Fleming. Som tak modtog han en helt særlig gave - en lok af hår, som angiveligt havde tilhørt Ludwig van Beethoven. 

Netop den hårlok har spillet en rolle i teorierne om, hvordan den berømte komponist døde i 1827. Forskere har analyseret hårstråene fra den og andre hårlokker. Men nu sår de tvivl om, hvorvidt hårlokken i Danmark overhovedet tilhørte Beethoven. Læs mere her.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.