Det har hele tiden været en bekymring rejst af modstandere: Tillader man aktiv dødshjælp, er det som at stige om bord i en rutsjebane, hvor flere og flere lande vil legalisere og hen ad vejen udvide grænserne for, hvilke patienter der har ret til at få hjælp til at dø.
Præcis dét er da også sket flere steder og sker lige nu.
Spanien har netop tilladt aktiv dødshjælp med en lov, som træder i kraft til juni. New Zealand legaliserede sidste år aktiv dødshjælp for terminalt syge. Den lov træder i kraft til november. I Portugal har parlamentet vedtaget at tillade aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Lovteksten er dog ifølge landets forfatningsdomstol formuleret ”upræcist” og er lige nu bremset.
Canada har netop besluttet at udvide landets eksisterende lov til også at omfatte psykiatriske patienter, selvom et flertal af landets psykiatere tidligere har advaret imod det. Den praksis er allerede mulig i både Belgien og Holland, som var de første lande til at indføre aktiv dødshjælp. I sidstnævnte har man ad flere omgange udvidet, hvilke patientgrupper der er omfattet af loven.
Thomas Ploug, som er professor i filosofi og etik ved Aalborg Universitet, peger på, at tendensen med at udvide lovene til at omfatte flere patientgrupper, bekræfter de bekymringer, der fra begyndelsen blev rejst.
”Det, som i teorien kunne vise sig at være en glidebane, har efterhånden vist sig også at være det i praksis. Argumentet om at være barmhjertig over for terminalt syge kan også bruges på folk med andre sygdomme, for eksempel psykiske lidelser,” siger han og tilføjer:
”Og har man først åbnet for aktiv dødshjælp med afsæt i et barmhjertighedsargument, er det svært at stoppe igen. For man har nærmest forpligtet sig på sit argument om at være barmhjertig.”
Også herhjemme ønsker et flertal i befolkningen, at aktiv dødshjælp bliver tilladt. I en undersøgelse, som YouGov foretog for Kristeligt Dagblad i 2017, svarede 72 procent nej til, at det nuværende forbud bør fastholdes. Samme år viste en spørgeskemaundersøgelse blandt 410 danske læger derimod, at flere end 8 ud af 10 læger ønsker at bevare forbuddet.
Formand for Det Etiske Råd Anne-Marie Axø Gerdes tror, at diskrepansen mellem befolkningen og lægernes ønske kan hænge sammen med, at mange ikke ved, hvilke muligheder, der er for palliativ behandling mod slutningen af livet.
”Det har vi gode muligheder for i Danmark. Men ved man det ikke, kan det virke oplagt at gå ind for aktiv dødshjælp,” siger Anne-Marie Axø Gerdes.
Derudover mener hun, at ønsket om selv at beslutte, hvornår livet slutter, hænger sammen med nogle generelle tendenser i tiden som tiltagende individualisering og en rettighedstankegang.
”Vi lever i en meget individualiseret tidsalder, hvor vi er vant til at planlægge og beslutte alting selv. I stedet for at se os selv som en del af et socialt, kulturelt, biologisk og religiøst fællesskab, hvor døden er et livsvilkår, ser vi os selv som individer med rettigheder, herunder en ret til selv at beslutte, hvordan og hvornår vi vil dø,” siger Anne-Marie Axø Gerdes.
Thomas Ploug fremhæver også det individualiserede samfund og peger samtidig på, at stigende levealder kan spille ind.
”Befolkningerne bliver ældre og ældre, og har man udsigt til en meget lang og eventuelt sygdomsplaget tredje alder, kan aktiv dødshjælp ses som en vej ud,” siger han.
Ofte fremhæves Holland som eksempel på et land, hvor aktiv dødshjælp har medført en glidebane. I 2002 blev aktiv dødshjælp tilladt for patienter over 16 år. Børn mellem 12 og 16 år skal have deres forældres tilladelse. I 2007 blev nyfødte under 1 år inkluderet i lovgivningen, og sidste år også børn mellem 1 og 12 år.
Det kunne umiddelbart ligne en glidebane. Sådan ser Eduard Verhagen, leder af børnehospitalet i Groningen i Holland, dog langtfra på det. Han forklarer, at grunden til, man også indførte aktiv dødshjælp for nyfødte, var, at det allerede fandt sted i forvejen. I 1990’erne og begyndelsen af det nye årtusinde var det almindelig kendt, at læger aktivt tog livet af et lille antal nyfødte hvert år med henvisning til, at de ”led ekstremt meget”. Men man vidste ikke nøjagtigt, hvor mange det drejede sig om og de nærmere omstændigheder, fortæller han.
”På et tidspunkt sagde vi, at den praksis var uacceptabel. Vi mente ikke, det var en god idé, at det fandt sted, uden at vi havde overblik over det. Vi udfærdigede derfor det, som bliver kaldt Groningen-protokollen, der blev indført i 2005,” siger han.
Groningen-protokollen blev ophøjet til lov i 2007 og opstiller rammerne for, hvordan og i hvilke tilfælde aktiv dødshjælp kan gives til nyfødte under 1 år.
”For mig at se illustrerer det ikke en glidebane. Før protokollen blev indført, havde vi omkring 3-4 tilfælde hvert år, hvor spædbørn fik aktiv dødshjælp. I de følgende 15 år har der været to tilfælde i alt, hvor de nyfødte har lidt helt enormt og derfor fået aktiv dødshjælp,” siger han.
Ifølge Eduard Verhagen var det herefter et logisk skridt også at indføre det for børn mellem 1 og 12 år.
”For hvad siger du som læge så til en forælder til en baby på et år og fem dage, der også lider af en uhelbredelig og ekstremt lidelsesfuld sygdom?”, spørger han.
Glidebane eller ej. Med stadig flere lande, der både indfører og udvider rammerne for aktiv dødshjælp, er det måske naturligt at rejse spørgsmålet: Vil man om 50 år ryste på hovedet over, at ikke alle lande tillod aktiv dødshjælp noget tidligere?
Det tror filosofiprofessor Thomas Ploug dog ikke.
”Der er nogle etiske spørgsmål, der er så fundamentale, at de altid vil være til diskussion. Det vil altid og bør altid blive diskuteret, om aktiv dødshjælp er en rigtig eller forkert praksis. Det tror jeg også, at man vil mene i fremtiden,” siger han.