I Holland kører teams fra Levenseindekliniek – Livs- afslutningsklinikken – rundt som en mobil lægepraksis, men med døden som speciale. Den er blandt de steder, hvor mennesker i ubærlig lidelse kan få gjort en ende på smerten ved at gøre en ende på livet.
I Holland er aktiv dødshjælp ikke kun for terminalt syge patienter, men også for andre, der ”lider ubærligt uden udsigt til bedring”, som der blandt andet står i kriterierne for at imødekomme en patients ønske.
Men når det gælder psykiatriske patienter, er det netop meget svært at fastslå, hvornår mulighederne er udtømte – og konsekvensen af en fejlvurdering kan være uoverskuelige, mener psykiater og forsker Scott Kim fra USA’s National Institutes of Health, som har undersøgt 66 tilfælde af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord til psykiatriske patienter udført i Holland mellem 2011 og 2014:
”De psykiatriske patienter er ikke terminalt syge, og de er ikke nødvendigvis ældre mennesker, men har mange år tilbage at leve i. Derfor er situationen en ganske anden, hvis du som læge foretager et fejlskøn for disse patienter, end for en patient, der har en somatisk sygdom i et terminalt stadie. Du risikerer at afkorte et menneskes liv med adskillige årtier,” siger han.
Fortalere tager altid fat i eksemplet med mennesket, der lider af svær og uhelbredelig depression, når de går i brechen for aktiv dødshjælp til psykisk syge, siger han.
Men dén case holder ikke, for i de sager, Scott Kim undersøgte, blev dødshjælpen givet for en mangfoldighed af tilstande fra skizofreni til en ældre kvinde, som valgte at dø, da hun var i sorg over tabet af sin nyligt afdøde mand.
I 56 procent af sagerne var isolation og svær ensomhed i samspil med psykiske sygdomme årsager til, at patienten ønskede at dø, og i næsten hver fjerde sag var forskellige læger uenige om, hvorvidt patienten opfyldte kriterier for at blive hjulpet til at dø.
”Det viser jo, at psykiatriske patienter er meget komplicerede. Det er ekstremt svært at foretage en vurdering af, om livet er udsigtsløst, behandlingsmulighederne udtømte, og om patienten overhovedet er kompetent til at træffe sin beslutning,” siger han.
Scott Kim har set så mange gange selv, hvordan livet kan ændre sig for en psykisk syg. Flere af hans egne patienter er røget ind og ud af hospitalet og har haft et eller flere selvmordsforsøg for så – efter år – at blive bedre. Nogle har været fængslet i hjemmet af årelange depressioner, men fungerer bagefter i tiår i fuldtidsjob.
Scott Kim refererer en sag fra Belgien, der ligesom Holland assisterer psykisk syge i at dø. Sagen handler om en 38-årig kvinde, som havde lidt af psykisk sygdom i sine tidlige 20’ere. De sidste 15 år havde hun dog været stabil, indtil hun og kæresten brød med hinanden, og hun blev dårlig igen.
Nu kom hun i kontakt med en psykiater, der gik ind for aktiv dødshjælp. Han diagnosticerede hende som autist og derfor uhelbredelig. Og da kvinden sagde, at hun ønskede at dø, hjalp han hende med det.
”Kronargumentet for aktiv dødshjælp er, at det gør en ende på lidelserne. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at mennesker efterlades alene i deres lidelse, vi har som samfund en pligt til at handle på menneskelig lidelse. Men hvis du lider af dyb sorg eller føler dig forfærdeligt isoleret og ensom, skal samfundet så handle ved at assistere dit selvmord? Skal svaret være: Javel. Vi kan hjælpe dig med at dø?” spørger Scott Kim retorisk.
Men det er den holdning, der vinder frem, fortsætter han. I 1997 estimerede ét studie, at to-tre psykiatriske patienter døde ved assisteret selvmord i Holland. I 2013 var der 42 rapporterede sager.
”Der er lidelse i livet, både fra somatiske og psykiske sygdomme og selv i velfungerende lande som Holland og Danmark. Og det bliver mere og mere accepteret i samfundet, at en måde at undslippe lidelsen på er via denne service med assisteret selvmord. Derfor tror jeg, efterspørgslen vil stige,” spår han.
Men hvorfor accepterer hollænderne en praksis, hvor flere tilfælde af aktiv dødshjælp til patienter med psykisk sygdom synes tvivlsomme – eller ligefrem fejlagtige?
Faktisk tvivler Scott Kim på, at den almindelige hollænder ved, i hvilken grad dødshjælpen har grebet om sig i deres land, og hvordan den praktiseres.
Som eksempel giver han en reportage fra Levenseindekliniek, som hollandsk tv engang viste:
Tre mennesker døde på skærmen, og seerne var med hele vejen, fra sprøjten blev givet, til døden indtraf. Én af de tre patienter vakte stor debat. Patienten var dement, men rimeligt velfungerende, hun kunne for eksempel stadig køre bil.
Alligevel fik hun nu lov at dø, fordi hun flere år tidligere havde skrevet ned, at det var hendes ønske, hvis hun skulle blive dement.
”De her mediesager kommer engang imellem, men hvor meget foregår der, som folk ikke kender til? Hvis de virkelig vidste, hvordan lovene blev praktiseret, ville de da stadig acceptere den vidstrakte brug af aktiv dødshjælp?”, spørger han.
Netop fordi praksis for dødshjælp tilsyneladende spreder sig som ringe i vandet, er det hollandske eksempel ét, vi alle bør forholde os til, mener den amerikanske psykiater:
”Folk har ofte spurgt mig: ’Hvad vedkommer det dig, hvad de gør i Holland? Det er en anden kultur, sådan gør de.’ Mit svar er, at i en moderne verden er vi alle forbundne. Blandt lovgivere og i retssale trækkes hollandske og belgiske studier frem for at legitimere den praksis, man ønsker. Derfor skal vi bekymre os om praksis dér, fordi hver eneste praksis har betydning for alle andre.”