Al sport er aflyst. Men vi har brug for den til at skabe øjeblikke af skønhed og håb

EM i fodbold er aflyst. De Olympiske Lege er aflyst. Fodboldturneringerne er aflyst. Coronapandemien kaster også skygger over det fællesskab, som sporten har repræsenteret siden antikken

Med et saksesparksmål demonstrerede fodboldspilleren Cristiano Ronaldo i 2018, hvor han spillede for spanske Real Madrid, hvor smukt, fodbold kan være. – Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix.
Med et saksesparksmål demonstrerede fodboldspilleren Cristiano Ronaldo i 2018, hvor han spillede for spanske Real Madrid, hvor smukt, fodbold kan være. – Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hjemme hos os er vi ret sportsorienterede. Vores yngste datter har godt nok sat sporten på pause for at fokusere på kor og klaver, men hun har tidligere været omkring gymnastik, svømning, atletik, badminton, dans og håndbold. Vores ældste datter ødelagde sit korsbånd for godt et år siden i en håndboldkamp, men siden da har hun kæmpet en seriøs kamp for at vende tilbage på håndboldbanen med mange ugentlige genoptræningssessioner. Da hun for nylig efter grønt lys fra sin fysioterapeut forsigtigt deltog i en håndboldtræning igen, var hun helt høj bagefter og græd faktisk af glæde. Min hustru styrketræner, løber, dyrker yoga og vinterbader, mens barndommens træningstimer på fodboldbanerne for mit eget vedkommende er skiftet ud med fjernsynskiggeri fra sofaen, hvor jeg som oftest ser et par fodboldkampe om ugen.

Vores uge er kort sagt skemalagt ret nøje efter diverse sportslige aktiviteter og begivenheder. Sådan er det i mange hjem. Men ikke i øjeblikket, hvor der er lukket ned for alt sport. Kampe i weekend og midtuge er aflyst, træningssessioner ligeså, badeanstalter og træningscentre er lukkede, det samme gælder musikskoler og haller. De lokale aktiviteter er sat på pause, og de store internationale og globale begivenheder – EM i fodbold, Copenhagen Marathon, OL i Tokyo, Champions League og så videre – er aflyst eller udskudt. Hvad enten man er udøver eller tilskuer, har man pludselig fået en masse ekstra tid. Bevares, hverdagen med sport i haller, i skove, i træningscentre, på udendørsbaner og foran fjernsynet skal nok vende tilbage. Vi skal nok komme ud på den anden side. Men hvordan klarer vi os i mellemtiden? Kommer vi forandrede ud af pausen? Og hvilken rolle har sport egentlig spillet historisk set?

Med fire guldmedaljer blev Jesse Owens ikke bare den mest vindende atlet ved de olympiske lege i 1936 i Berlin. Han blev udfordrede også Hitlers og den nazistiske mytologi om den ariske races overlegenhed. – Foto: Ritzau Scanpix.
Med fire guldmedaljer blev Jesse Owens ikke bare den mest vindende atlet ved de olympiske lege i 1936 i Berlin. Han blev udfordrede også Hitlers og den nazistiske mytologi om den ariske races overlegenhed. – Foto: Ritzau Scanpix.

I det antikke Grækenlands Olympia på Peloponnes blev de første Olympiske Lege sandsynligvis afholdt i år 776 f.Kr., og de fortsatte i mere end tusind år med at strukturere den panhellenske kalender med lege hvert fjerde år. Legene var en hyldest til Zeus og udfoldede sig som bystaters og græske koloniers konkurrence mod hinanden, og hver bystat og koloni var repræsenteret ved en række atleter. Sejre betød alt; der var ingen skamler til anden- og tredjepladser. Pierre de Coubertins to idealer for de moderne Olympiske Lege (1896-) – amatørisme og at deltage er vigtigere end at sejre – var ganske enkelt to eklatante fejllæsninger af den ethos, der knyttede sig til de oprindelige lege.

De antikke olympiske lege var altså karakteriseret ved at være en tæt sammenfiltring af religion, politik og sport. Men ikke nok med det. Hertil kan vi nemlig tilføje, at europæisk digtekunst ligefrem begyndte med lovprisningen af atleter i Pindars olympiske og pythiske oder.

Lovprisningen var ét væsentlig t element i den rolle, sport og legene specifikt udfyldte i antikkens Grækenland. Et andet element var den følelse, tilskuerne opnåede ved overværelsen af atleternes præstationer: følelsen af at være fysisk tæt på guderne og det guddommelige. De sejrende atleter blev ophævet til heroer, halvguder, og tusindvis af tilskuere (overvejende mandlige) var derfor villige til at rejse langvejs fra hvert fjerde år for at være nær det guddommelige – ja, ligefrem være midt iblandt guderne, som man troede på manifesterede sig under legene: ”Skabninger for en dag. Hvad er nogen? Hvad er ingen? En skygges drøm – det er mennesket! Men når den stråleglans viser sig, som Zeus udsender, falder der et skinnende lys på mennesket, og livet synes os lifligt og let”, som det lyder i Pindars ottende pythiske ode fra 446 f.Kr. Hvis mennesket er en døgnflue – og sådan kendte det antikke menneske sig selv – så gav overværelsen af atleternes sejre tilskueren en andel i det guddommelige og i evigheden.

Aldrig siden har det sportslige og religiøse været så tæt forbundne. Fascinationen af Colosseums gladiatorer og deres prekære balance mellem liv og død i antikkens Rom var mere forbundet med civile og stoiske idealer, først og fremmest evnen til at udvise sindsro og selvkontrol i et sandhedens øjeblik, end med nogen religiøs oplevelse. I middelalderen var ridderturneringerne snarere modkultur end en integreret del af den gejstlige orden.

Hvis den atletiske retoriks modus var lovprisningen på Pindars og Perikles’ tid, så er det karakteristisk for moderne tid – måske især siden Freud – at sport er blevet degraderet til et udtryk for menneskets primitive instinkter. Sporten kan måske nok som følge af dens institutionalisering i discipliner med hver deres regelsæt og afgrænset til særlige tidspunkter og steder bidrage til den civilisatoriske proces ved netop at tæmme vores iboende dyriske og barbariske drifter. Ikke desto mindre er dette synspunkt, som Norbert Elias for eksempel er eksponent for, stadig udtryk for et negativt udgangspunkt. Lovprisning erstattes med en slags modvillig accept.

En anden historisk udvikling, som nok bunder i den vestlige metafysiks adskillelse mellem sjæl og krop og dens valorisering af førstnævnte, er tendensen til at antage det kritisk-skeptiske blik – især blandt intellektuelle. Sport kan ikke betragtes som noget værdifuldt og nydelsesværdigt i sig selv (som for eksempel spændingen ved rivaliseringen, intensiteten i præstationerne, skønheden i formerne), men må som følge af dens rene fysisk-materielle udtryksform nødvendigvis degraderes til en livets smukkeste ubetydelighed.

Men nej! Hvad man end kan mene om, at mange af os har internaliseret en biopolitisk sundhedsfanatisme, der kommer til udtryk på såvel motionsplan som i dyrkelsen af ekstremsport, og uanset hvilken holdning man har til sportsstjerners astronomiske lønninger og den big-money business, der styrer klubber og turneringer, ja hvad man nu end kan mene om den videnskabeliggørelse og angivelige affortryllelse af sport, der gradvist pågår i disse algoritme- og statistiktider, så kan sport ikke affejes som en ubetydelighed. Guder eller ej, så er den udtryk for en helt basal menneskelig fascination af og behov for fysisk udfoldelse og interesseløs skønhed.

Vi kan måske undvære sporten for en stund. Men vi lider. Måske finder vi sammen om andre aktiviteter, som vi længe har vidst, vi burde dyrke mere. Læsning. Spille brætspil. Bagning. Lægge puslespil. Lave perlearmbånd. Grave i haven. Det er alt sammen meget godt. Og sikkert også mentalt sundt. Men vi skal ikke narre os selv. Disse sysler kan ikke på sigt erstatte suset ved at udføre eller overvære en kampafgørende uppercut, et saksespark, en ironman eller en acceleration op ad Col du Tourmalet.

De historiske øjeblikke i sportens historie er ikke blot smukke ubetydeligheder. Nogle har midt i deres æstetiske skønhed en politisk prægnans. Tænk på Jesse Owens fire guldmedaljer ved OL i Berlin i 1936, hvor han ene mand symboliserede det endegyldige dementi af Hitlers mytologi om den ariske races overlegenhed. Andre er mere rendyrkede æstetiske øjeblikke af stor skønhed. Cristiano Ronaldos saksesparksmål for Real Madrid mod Juventus i 2018 er et eksempel. De historiske øjeblikke i sportens historie er som de kunstneriske mesterværker, om hvilke få mennesker ville vove at påstå, at de blot er smukke ubetydeligheder. Picassos ”Guernica” (1937) er kunsthistoriens ækvivalent til Owens’ sejre i Berlin. Ronaldos saksespark finder sin pendant i Michelangelos David (1501-1504) med dens særegne balance mellem selvbeherskelse og aggressivitet.

I krisetider har vi brug for kultur i form af både kunst og sport. Vi har brug for kunstnerne til at sætte ord, lyd og billeder på stemninger, følelser og dilemmaer. I modsætning til hvad vores nuværende kulturminister tilsyneladende mener, er kunst ikke en ubetydelighed i krisetider – tværtimod. Atleterne må vente lidt endnu, det forstår vi. Men når krisen er overstået, så har vi også brug for dem til at give os sødmefulde sejre og bitre nederlag og ikke mindst intense øjeblikke af skønhed og håb. Heri ligger måske potentialet for vores forandring: at dette vil stå klarere for os som følge af pausen.

Imens læser vi, graver i haven og laver perlearmbånd. Men min sofa venter på mig.