Det handler aldrig kun om spillet, når spillet er fodbold. Det bliver allermest tydeligt ved verdensmesterskabet, som i søndag fandt sin vinder, da Frankrig besejrede Kroatien med 4-2 i finalen.
Turneringen i Rusland blev endnu en gang et studie i den ellers lidt forbudte følelse: Nationalisme. På banen, på lægterne og foran fjernsynet er fodbolden nationernes ufiltrerede kamp.
Og på mange måder og i mange lande har følelserne denne gang endda fået endnu mere frit spil end normalt. Det vurderer formanden for Det Udenrigspolitiske Selskab og afgående prorektor på Københavns Universitet, Lykke Friis.
Hun peger på, at dette års VM har medført særligt mange ophedede diskussioner i det meste af Europa om indenrigspolitiske forhold, der har at gøre med helt grundlæggende værdier.
I England er fodboldlandsholdets succes gjort til symbol på det nye, moderne England, der nok skal klare sig efter Brexit. I Schweiz har flere landsholdsspilleres målfejringer med nationalistiske undertoner ført til fornyet diskussion om dobbelt statsborgerskab, og hvilke værdier, man bør bekende sig til. Spaniens exit er blevet koblet til Cataloniens ønske om uafhængighed.
Hos de indtil i går regerende verdensmestre i Tyskland er landet ligefrem gået i kollektiv gravkammerstemning efter en stærkt skuffende turnering. I sidste uge skrev det store nyhedsmagasin Der Spiegel således på forsiden: ”Der var engang et stærkt land” illustreret med et smeltende tysk flag og med reference til landets politiske ustabilitet for tiden, den verserende diesel-skandale hos først Volkswagen og så Audi – og nu det ellers så stolte fodboldlandsholds fallit.
”Det er tre af de vigtigste søjler for Tysklands nationale identitet, der er i knæ lige nu,” siger Lykke Friis.
”Den politiske stabilitet, mentaliteten omkring ordnung muss sein og historien om, at Tyskland altid vinder til sidst i fodbold. Det interessante er, at det blot et ét af mange eksempler på, at der ved dette VM er en særlig stærk tendens til at koble fodboldresultaterne sammen med de store, nationale fortællinger. At det er sådan, hænger nok sammen med, at der er så få nationale samlingspunkter tilbage. Sport og i Danmarks tilfælde også den royale familie er i dag noget af det, der forbinder os mest. Og det er ikke længere bare mændene, men alle køn, der lader sig rive med. Derfor er sport og ikke mindst fodbold også et stadigt stærkere og vigtigere redskab for politikerne, når de vil drive en folkestemning i en bestemt retning.”
Det så man ikke mindst i Tyskland efter sejren i 2014, påpeger hun. Her brugte både forbundskansleren, præsidenten og det tyske fodboldforbund succesen til at markedsføre budskabet om, at etnisk mangfoldighed (som også var kendetegnende for fodboldlandsholdet) var noget positivt. I disse dage bruger andre politikere nederlaget til at promovere det modsatte synspunkt.
Professor emeritus Uffe Østergaard har gennem årtier forsket i netop nationalisme, identitet og Europa. I næste måned udkommer hans bog ”Hvorhen Europa?”, der omhandler samme emne. Han ser også reaktionerne i dette VM som noget ud over det sædvanlige – og det sædvanlige er vel at mærke, at fodboldmesterskaberne, både EM og VM, ofte bliver en form for moderne krig mellem nationerne uden blodsudgydelser. Men samtidig også et storstilet integrations- og fredsprojekt, der hovedsageligt ender i fælles glæde ved spillet og hjertelige kram på tværs af grænser. Indenrigspolitisk kan det dog være en anden og mere alvorlig sag, og det er det i høj grad denne gang. Ikke bare for de tabende parter, men også gårsdagens to finalister, Kroatien og Frankrig.
Især for Kroatien har der været meget på spil. De er en lille, hysterisk nationalistisk nation (meget lig Danmark, påpeger Uffe Østergaard), og de føler sig ofte forfulgt af verden (som Danmark også gør det, selv om vi er mere heldigt stillede). Kroatien er ganske vist blevet en del af EU, men opfører sig ikke sådan, mener han. Landets stemmeføring er typisk usikker og skinger, og dets identitet trækker stadig flere tråde mod øst end mod vest. Men at nå finalen og modtage hele fodboldverdenens hyldest op til nederlaget vil føles som et enormt håndslag og kan meget vel være med til at fæstne landets nationale identitet i mere vestlig retning.
”Jeg tror faktisk, at præstationen til dette års verdensmesterskaber vil styrke landets følelse af at være en accepteret og berettiget del af det europæiske fællesskab. Og de vil føle sig endnu mere hævet over nabolandene, som de ligger i strid med. Det karakteristiske ved nationalisme er netop en positiv forudsætning for sammenhængskraften, men bygger samtidig på en fortælling om, at vi er bedre end alle andre,” siger Uffe Østergaard.
Også for Frankrig kan succesen få stor betydning, ikke mindst for præsident Macrons forsøg på at samle befolkningen i en tid, hvor selvværdet er historisk lavt efter et tabt økonomisk kapløb med Tyskland og en tabt magtkamp mod USA. Flere terrorangreb har desuden indlejret en usikkerhed i befolkningen, og fagforeningerne vil strejke mod flere af hans reformer. Men meget kan ændre sig nu, vurderer han:
”Man skal altid passe på med at overvurdere fodboldens betydning, men historien har bare vist igen og igen, at man absolut heller ikke skal undervurdere den, og jeg kan sagtens se form mig, at verdensmesterskabet er det helt rigtige boost til den franske selvfølelse og præsidenten.”
Måske kan den rent europæiske finale endda give hele Europa fornemmelsen af, at selv om kontinentet har mistet sin 500 år lange dominans inden for økonomi, udenrigspolitik og demografi, så er vi stadig førende i fodboldspillets ædle kunst, siger han. Der vil givetvis være politiske kræfter, der forsøger at bruge mesterskaberne på den måde, men den længerevarende effekt er nok tvivlsom, erkender han. Lykke Friis tror heller ikke på den:
”Fodbold er blevet mere politisk, men også mere personliggjort, så vi holder lige så meget med Brasilien og Argentina som med et europæisk hold på grund af deres fantastiske spillere. Lige som vi holder mere med Portugal på grund af Ronaldo. Fodbold er de store fortællingers spil, men fortællingen om Europas storhed er alligevel for stor en mundfuld.”