Som en fugl dykker kameraet ned mod den blanke havoverflade og åbenbarer herunder en verden af sølvglinsende fiskestimer, nyudklækkede havskildpadder og farverige koralrev. Den slags billeder løber over flere og flere skærme, for naturdokumentarer er mere populære end nogensinde før.
De seneste tre år har sammenlagt mere end en milliard mennesker set BBC’s storstilede naturdokumentarer ”Vores planet 2” (2016) og ”Den blå planet 2” (2017), der har givet seerne et indblik i det spektakulære dyre- og planteliv, som findes i Jordens have, skove, ørkner og polarområder. BBC er ikke alene om at satse på naturen, og i 2019 lancerede Netflix ”Et liv på vores klode” med naturdokumentarens grand old man, David Attenborough, som kommentator. Derudover har flere forskningsprojekter under coronapandemien belyst, hvordan naturdokumentarer fungerer som et middel til at dulme angst og frygt i en krisetid.
Med andre ord har naturdokumentarerne aldrig haft bedre vilkår. Men i takt med, at naturen tiltrækker seere i rekordtal, vokser kritikken.
På den ene fløj er der dem, som mener, at naturdokumentarer forværrer virkeligheden. Eksempelvis har Netflix’ nye dokumentar ”Seaspiracy”, der ifølge streaminggigantens egen beskrivelse afslører den globale fiskeindustri som korrupt, fået massiv kritik for at overdrive flere af sine påstande. Men så er der også den fløj, som bekymrer sig om det stik modsatte – at naturdokumentarer spækkede med storslåede og ekstravagante billeder, filmet af det dyreste udstyr af de bedste fotografer, ofte med orkestral underlægningsmusik, får seerne til at tro, at naturen har det bedre, end hvad tilfældet er.
”Ved konsekvent at præsentere naturen som et uberørt vildnis vildleder mange naturdokumentarer seerne til at tro, at der er masser tilbage,” skriver eksempelvis den anmelderroste amerikanske forfatter og klimajournalist Emma Marris i et essay udgivet i magasinet The Atlantic i slutningen af april.
Da føromtalte ”Et liv på vores klode” udkom på Netflix i 2019, fik det ligeledes flere miljøforskere til at gå sammen i et opråb i frustration over, at ”kameraerne ligesom i tidligere dokumentarer vinkles, så al evidens på menneskets destruktive adfærd fjernes”, som den britiske miljøforsker Julia Jones formulerede det i en artikel, som blev oversat og bragt på videnskab.dk i april samme år.
Men det er vildledende at tro, at naturdokumentarer ikke er iscenesat til en vis grad, fortæller Ib Bondebjerg, der er professor emeritus i film og medievidenskab.
”Iscenesættelse er en helt almindelig ting i naturdokumentarer, fordi det kan være meget svært at filme den vilde natur. Så det er ikke at snyde, men at bruge nogle midler for at vise, hvordan tingene ser ud i virkeligheden,” fastslår han.
På den måde berører debatten om naturdokumentarer en større debat om dokumentarfilm generelt. For må publikum tro, at dokumentaren viser den skinbarlige sandhed?
”Der findes en forestilling om, at dokumentarfilm er helt anderledes i sine virkemidler end fiktion, men det er ikke tilfældet. Dokumentaren præsenterer en faktisk virkelighed, men den må gerne bruge visuelle virkemidler og underlægningsmusik for at fremhæve den historie, den søger at fortælle,” siger Ib Bondebjerg, der dog påpeger, at der i naturdokumentarer tidligere har været en tendens til at udelade menneskets aftryk.
Men han er ikke enig i kritikken af eksempelvis ”Et liv på vores klode”. Tværtimod.
”’Et liv på vores klode’ er et godt eksempel på, at naturdokumentarer i stigende grad stiller sig kritisk an over for den effekt, mennesket har på klimaet. Så man skal være lidt mere åben for, at naturdokumentarer kan forskellige ting. De kan vise den fantastiske natur, som den er, og de kan vise de problemer, der er i vores omgang med naturen og klodens ressourcer. Begge dele har sin plads,” siger Ib Bondebjerg, der ikke er enig i den kritik, som naturdokumentarer er årsag til for tiden. Faktisk har der allerede fra 1950’erne eksisteret to spor i naturdokumentarer, fortæller han. En, der skildrer naturen og dens dyre- og planteliv, og en, som er klimakritisk. Men grunden til, at emnet er mere aktuelt end nogensinde, er, at den klimakritiske dokumentarisme med professorens ord er blevet ”mere dominerende”.
Selvom det danske medielandskab ikke har tradition for store armbevægelser på den naturdokumentariske scene, så er debatten alligevel nået over Atlanten ind i de danske stuer – ikke mindst da DR i 2020 viste den storstilede naturdokumentar ”Vilde vidunderlige Danmark”. Serien blev – i stil med flere af BBC’s store natursatsninger – kritiseret for at indeholde konstruerede scener, der fik seerne til at tro, at de var filmet i den vilde natur og ikke i et tv-studie eller akvarie.
”Det er ikke, fordi vi ikke vil vise mennesker. Men uanset, hvilken slags tv, man laver, så ønsker man ikke, at der skal være forstyrrende elementer, og når man laver en scene med et dyr for at vise dets adfærd, vil mennesker i billedet netop virke forstyrrende,” fortæller producent Henrik Zachariassen, der ikke mener, at ”Vilde vidunderlige Danmark” på den måde vildledte seerne.
”Men det er rigtigt, at der i Danmark er meget lidt vild natur tilbage, fordi så meget af den er dyrket, og fordi vi bor så tæt på den,” medgiver han.
Og netop derfor var det vigtigt for Henrik Zachariassen, at serien også indeholdt scener, hvor der var mennesker med.
”Ligesom vi taler om biodiversitet, urørt skov og glemte fiskenet på bunden af havet samt flere andre punkter, hvor menneskene har påvirket og påvirker naturen,” siger producenten og påpeger, at man ved hver scene havde to-tre uvildige eksperter, der vurderede om de klippede sekvenser var troværdige.
Ifølge Henrik Zachariassen må det være op til den enkelte producent, om de vil vise menneskers påvirkning af naturen:
”Det vigtigste er, at vedkommende er tydelig i sin deklarering af sit program, men hvis en seer får en falsk tryghed på naturens vegne på baggrund af have set en naturdokumentar, så må der være tale om en meget vildledende naturdokumentar eller en seer, som ikke er nogenlunde orienteret om, hvad der foregår.”