Professor: Aldrig har så mange ment så meget om noget, de ikke har forstand på

Vi behøver en ny dannelse, som passer til de nye kommunikationsformer, mener Vincent F. Hendricks. Foto: Petra Theibel Jacobsen

På sociale medier er det ofte rygradsreaktionerne, der kommer ud. Og vi ved, at de historier, der får stor transmission på nettet, er dem, der bejler til indignation, vrede og angst.
Vincent F. Hendricks

Det kunne lyde som en sur gammel mands længsel tilbage til dengang, vi skrev med gåsefjer. Men når professor Vincent F. Hendricks i en ny bog siger ”Spræng boblen”, er det blot et forsøg på at få værdier som tillid, viden og dannelse til at overleve i en digital tidsalder

Bobler er ikke noget nyt fænomen. Økonomer har beskrevet, hvordan efterspørgslen på tulipanløg i Holland i marts 1637 pludselig røg op i et leje, hvor prisen for ét tulipanløg svarede til 10 gange årslønnen for en håndværker.

Wall Street-krakket i 1929 og boligboblen med efterfølgende finanskrise i 2007-2008 er andre kendte eksempler på, at misforholdet kan være stort mellem, hvad aktiver er værd, og hvilken værdi mennesker i en afgrænset periode får hidset hinanden op til at tro.

Men inden for de seneste 10-15 år har bobledannelsen fået gunstigere vækstbetingelser end nogensinde. Computer-beregninger, internet og sociale medier har drastisk ændret vilkårene. Det så man, da to amerikanske forlag begge satte computere til at prissætte deres bøger blandt andet ud fra andre forlags priser på bøger om samme emne.

Det førte til, at computerne på få minutter ”bød hinanden op” til en salgspris på et tocifret millionbeløb for to konkurrerende bøger om løg.

Samtidig har moderne kommunikation tydeliggjort, at aktiver i dag ikke kun er økonomiske, men også sociale faktorer som anerkendelse og opmærksomhed. Derfor har vi fået andre bobler som politiske bobler, nyhedsbobler, mobbebobler og statusbobler.

Sådan lyder budskabet i bogen ”Spræng boblen” af Vincent F. Hendriks, professor i filosofi ved Københavns Universitet.

Erkendelsen af, at boblebegrebet kan forstås så bredt, har udløst en bevilling på 14,5 millioner kroner af Carlsbergfondet, som førte til, at universitetet for et år siden kunne åbne Center for Informations- og Boblestudier under hans ledelse.

”Hvis vi er i tvivl om, hvilken beslutning vi skal tage, kan vi finde på at se, hvad andre har gjort og så bare kopiere den adfærd. Nogle gange kan det være rationelt nok, fordi vi kan gøre brug af deres erfaringer, men nogle gange går det den anden vej. For hvis alle er i tvivl, forstærker vi bare vores tvivl. Så kan vi få en manisk fase, hvor alle løber efter at købe boliger eller finansielle produkter. Tilsvarende investerer vi vores mening til hverdag. Likes, upvotes, kommentarer og selfies med henblik på at støtte eller være imod standpunkter af politisk, social, religiøs, økonomisk eller kulturel karakter,” siger han.

Det kunne lyde, som om du anskuer boblebegrebet så bredt, at snart sagt alt er bobler?

”Nej, der er masser af fænomener, der ikke er bobler, og markeder, der ikke er boblegæstfri. For eksempel markedet for frivilligt arbejde. Hvordan overophede det marked?”

”Boligboblen i 00’erne var stimuleret af ejendomsskattestop, flekslånsmulighed, afdragsfrihed og økonomisk optimisme. I andre situationer sker der en overophedning af aktiver, som blot ikke er økonomiske.”

”Man kan også overophede sin sociale kapital. Når for eksempel den person i Danmark, som har flest følgere på Instagram, er Benjamin Lasnier, hvis største aktiv er, at han ligner Justin Bieber. Og medier og politikere kan overophede væsentligheden af bestemte historier, så man får det indtryk, at Dovne Robert er repræsentativ for danske kontanthjælpsmodtagere,” siger Vincent F. Hendricks.

”Det skyldes ikke nødvendigvis, at medier er ude på at vildlede. Men i en tid, hvor nyhedsstrømmen er fyldt med alle mulige informations-desperadoer, og hvor TV 2 News slog sig op på sloganet ’Bedst på breaking’, er der en risiko for, at alle medier tænker, at hvis jeg ikke tager historien, selvom den ikke er ordentligt underbygget, så gør en anden. Og så opstår en situation som den, vi så sidste år, da Danmarks Radio udråbte Jacob Jensen (V) til ny forsvarsminister i 10 minutter, selvom posten var gået til Peter Christensen (V).”

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Internettet har givet os bedre adgang til viden. Hvorfor ser vi så, at alle de forkerte og forvrængede informationer eskalerer?

”Information er især interessant, fordi vi bruger det til at overveje, handle og beslutte. Men selvom vi har oceaner af information til rådighed, er den ikke nødvendigvis sand, og derfor er vores kvalificerede beslutningsdygtighed ikke blevet større. I det store hav af informationer er man tilbøjelig til at søge de synspunkter og mennesker, man er enig med. Og der er studier, der viser, at både økonomisk og socialt er tendensen til bobledannelse større i grupper, der anskuer verden ens.”

Er det så slemt, at vi som menneskehed er blevet dummere og mindre moralske?

”Det mener jeg ikke. Men vores samtale og kommunikation er udfordret af, at vi har fået nye betingelser, vi skal vænne os til. Herunder digital mobning eller de lige nu omtalte situationer, hvor unge piger kommer til at sende billeder af sig selv af sted, som kommer til at figurere på hjemmesider, de bestemt ikke forestillet sig, bare fordi de er interesseret i en dreng nede i skolen.”

Vi ser tit, at konflikter køres hårdt op på sociale medier. For eksempel da statsministeren på Twitter truede med at gå af, da De Konservative krævede Eva Kjer Hansens (V) afgang. Eller da fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Ida Auken (SF) for nylig skændtes om miljøpolitik på Facebook i en form, man sjældent ser fra en minister. Hvilke konsekvenser får denne udvikling?

”Når en politiker kommunikerer på Twitter eller Facebook, er det sværere at sondre mellem, om det er politikeren eller privatpersonen, der taler. For der er en position indimellem, som vi ikke har kendt til før. Vi har fået en megafon til offentligheden, der komfortabelt sammenblander det offentlige og private rum.”

”På sociale medier er det ofte rygradsreaktionerne, der kommer ud. Og vi ved, at de historier, der får stor transmission på nettet, er dem, der bejler til indignation, vrede og angst. Det giver meget mere opmærksomhed end forklaringer og dementier. Og når ytringen én gang er derude, kan man aldrig trække den tilbage igen, ligesom forsøg på at komme den anden i møde kan blive set og kommenteret af andre. Det fremmer konflikten frem for forsoningen.”

Hvad kan vi gøre? Er det kun børnesygdomme, eller skal vi vænne os til en verden, hvor rygradsreaktioner erstatter eftertanke?

”Jeg har en række grønspættefif til, hvordan man kan prøve at undgå det. Spørg for eksempel: ’Har jeg egentlig en kvalificeret mening om det her, eller er det noget, jeg tror, fordi alle andre tror det?’ Og så er det klogt at være forsigtig med, hvad man kommenterer og deler.”

”Generationerne skal prøve at lære af hinanden og finde frem til en ny dannelse. Og medierne har et ansvar for ikke kun at løbe med på ’Bedst på breaking’-bølgen eller tilgodese efterspørgslen på vrede, indignation og angst, men holde fast i journalistiske dyder om at give borgerne den information, der bedst muligt kvalificerer dem til at kunne træffe ansvarlige valg og beslutninger,” siger Vincent F. Hendricks og tilføjer:

”Det bindemiddel, vi altid har haft i samfundet, er tillid. Mellem borger og borger, mellem stat og borger, mellem borger og stat og på tværs af landegrænser. Uden tillid kan vi hverken opretholde en stabil samfundsorden eller handel. I den europæiske flygtninge- og migrantkrise så vi, at en fælles løsning var umulig at nå, fordi tilliden manglede. Derfor bliver det et afgørende element i den fremtidige dannelse at blive skarpe på, hvem og hvad vi kan have tillid til. Om det er nok til at sikre en stabil fremtid, ved jeg ikke. Det håber jeg.”