Da Hans Engell arbejdede som ung journalist på Christiansborg i 1970’erne, oplevede han, at der i Folketingssalen sad medlemmer, som var så berusede, at de måtte have hjælp, når der skulle stemmes om finansloven. Det var før de elektroniske afstemninger blev indført, og derfor skulle medlemmerne tilkendegive deres stemme ved at rejse sig op – hvis de altså var i stand til at stå på benene.
”Jeg har set med mine egne øjne, at der var folketingsmedlemmer, som måtte løftes op af sidemanden, når de skulle stemme. Ingen nævnt, ingen glemt,” fortæller Hans Engell, der i dag er 72-årig politisk kommentator og både har været folketingsmedlem, forsvarsminister, justitsminister og partiformand for De Konservative samt chefredaktør på Ekstra Bladet. Han har også oplevet at få sin egen politiske karriere slået i stykker af en episode, hvor han var påvirket af alkohol.
”Alkoholkulturen på Christiansborg har forandret sig totalt. Engang var det almindeligt, at der til møder blev serveret øl og snaps og røget en masse tobak. De tider er forbi. Nu er der kun danskvand, te og kaffe på bordene,” fortæller Hans Engell.
Forandringen svarer til, hvad der er sket på mange andre danske arbejdspladser. Men samtidig er der to specifikke grunde til, at der er mindre alkohol i politik.
”Det har haft stor indflydelse, at der kom flere kvindelige ministre og folketingsmedlemmer. De var først fremme med til at få tobakken og alkoholen væk. Desuden skal man ikke være blind for betydningen af infrastrukturen. Før vi fik Storebæltsbroen, var der en stor del folketingsmedlemmer fra Fyn og Jylland, som havde lejligheder i København, fordi de ikke altid kunne nå hjem til familien. Det betød, at der om aftenen var et leben af folketingsmedlemmer i Snapstinget, Christiansborgs kantine,” fortæller Hans Engell.
Selvom kvinderne gik i spidsen, var det en mandlig statsminister, som ifølge Hans Engell gav den gamle alkoholkultur dødsstødet:
”I 1970’erne var der virkelig gang i den. Allerede i løbet af 1980’erne begyndte det at gå mere fredeligt for sig. Men jeg vil sige, at det først var, da Anders Fogh Rasmussen (V) fik regeringsmagten i 2001, at der for alvor blev skruet ned til en nærmest jesuitisk stil.”
Selvom Hans Engell bruger ord som ”fest” og ”gang i den” om fortidens drikfældige politiker, så slår han fast, at der fulgte mange alkoholproblemer med, og man skal ikke tro, at samarbejdet gled bedre, da alkohol flød friere.
”Der er ingen grund til at romantisere den tid. Der er vel også kun to berømte eksempler på, at alkohol – begge gange whisky — spillede en rolle ved vigtige politiske forhandlinger,” siger han.
De to fortællinger knytter sig til Thorvald Stauning, socialdemokratisk statsminister 1924-1926 og 1929-1942, og Per Hækkerup, socialdemokratisk udenrigsminister 1962-1966.
Stauning var i 1933 i hårde forhandlinger med Venstres ledere hjemme i privatboligen i Kanslergade på Østerbro. Men forhandlingerne gik dårligt, indtil han sent på aftenen bad sin husbestyrerinde servere en flaske whisky. Det løsnede op og førte til et af danmarkshistoriens mest berømte politiske forlig.
30 år senere forhandlede Per Hækkerup i Oslo med sin norske kollega Halvard Lange om Nordsøen. I en årrække florerede den historie, at den danske minister efter at have fået for mange whiskysjusser kom til at forære Norge det uhyre indbringende oliefelt Ekofisk, men den er blevet tilbagevist som en myte.
Forhandlingerne fungerede slet ikke sådan, at Hækkerup ene mand kunne afgøre dette, og i øvrigt blev det først i 1965 afklaret, hvilken nation feltet skulle tilhøre, påpeger Thorsten Borring Olesen, historieprofessor ved Aarhus Universitet.
”Men selvom det ikke kostede os nordsøolien, så er det sandsynligt, at Hækkerup var fuld i Oslo,” siger han.
Både Hækkerup og hans partifælle, statsminister Jens Otto Krag, havde nemlig et betydeligt indtag af alkohol i 1960’erne. De to udgik fra et værdisæt i fagbevægelsen og på Christiansborg om, at man skulle kunne gå til den med betydelige mængder alkohol om aftenen, men alligevel møde frisk og skarp på kontoret dagen efter.
”Krag var sjældent fuld til forhandlinger, men ved siden af levede han et bohémeliv, hvor han ikke just lagde bånd på sig selv. Alligevel havde han en viljestyrke til at stille på arbejde bagefter. Sådan var kulturen, og det var helt vildt, hvilke alkoholmængder Krag og Hækkerup kunne håndtere,” siger Thorsten Borring Olesen, der ligesom Hans Engell vurderer, at denne kultur stort set er væk nu.
Og dog. De seneste ugers stærkt medieomtalte sager om den nu forhenværende radikale leder Morten Østergaard og den nu forhenværende overborgmester i København, Frank Jensen (S), handler mest om seksuelle krænkelser, men flere af disse angivelige krænkelser har fundet sted i festlige sammenhænge i spirituspåvirket tilstand.
”Selvom alkohol er ude af dagligdagen på Christiansborg, så drikker politikere ligesom alle andre i sociale sammenhænge som julefrokoster og fejringer. Der drikkes på Folkemødet og der drikkes, når et forlig er i hus. Nogle mennesker ændrer lidt personlighed, når de får alkohol. Nogle bliver kontrære, nogle løsner lidt op, og for nogle begynder hænderne at sidde løst over for det modsatte køn,” siger Thorsten Borring Olesen.
Han tilføjer, at sådan har det formentlig altid været, men hvis der er flere sager om krænkelser i dag, kan det hænge sammen med, at der er kommet langt flere unge kvinder ind i det politiske liv, som dermed kan blive udsat for krænkelser.
En af de unge kvinder i moderne politik er Kristendemokraternes 27-årige formand, Isabella Arendt, som i forbindelse med sagerne om Morten Østergaard og Frank Jensen har peget på alkoholkulturens uheldige indvirkning.
”Vi har en usund alkoholkultur. Ikke kun i politik, men generelt. Det kan være sjovt og rart at drikke en øl eller to, men derfor behøver man ikke holde fester og julefrokoster, hvor man skal drikke så meget som muligt, nogle gange med den effekt, at det ender med utroskab og skilsmisse. Er man chef, har man et særligt ansvar for at holde igen. Det er positivt hierarkinedbrydende, hvis praktikanten i en festlig sammenhæng kan tale med den øverste chef, men kun hvis han kan holde fingrene for sig selv,” siger Isabella Arendt.
Kristendemokraternes formand mener, at der er brug for at komme væk fra den tankegang, som kom til udtryk på Frank Jensens pressemøde søndag aften, hvor han flittigt refererede til, at han havde fået alkohol i flere af de situationer, hvor han blev lige lovlig nærgående over for kvinder:
”Jeg tror, Frank Jensen fik blandet lidt sammen på, at hans alkoholpåvirkede tilstand kan forklare, men ikke forsvare hans handlinger.”
Ifølge Hans Engell er det meget sandsynligt, at de aktuelle krænkelsessager vil føre til en yderligere af-alkoholisering af det politiske liv, blandt andet fordi risikoen er for stor for, at en politiker i alkoholpåvirket tilstand gør noget, som kolleger og pressen tidligere ville have dækket over, men som der nu er vilje til at bringe frem i dagspressen og på sociale medier.
At alkohol kan bringe en politisk karriere til ende ved Hans Engell selv alt om. Den 20. februar 1997 var han involveret i danmarkshistoriens mest berømte spirituskørsel, da han efter en middag med den konservative folketingsgruppe kørte ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen med en alkoholpromille på 1,37. Set på 23 års afstand afviser han dog at forklare eller forsvare det med, at han var en del af en herskende alkoholkultur i dansk politik.
”Det var min personlige fejltagelse. Den vil jeg ikke skrive på én eller anden kultur eller give andre medansvar for. Det var mig, der ikke havde styr på mig selv, og det måtte jeg tage konsekvensen af og betale prisen for i form af en bøde af betydelig størrelse og et farvel til mit politiske liv.”