Prøv avisen

Allah hænges ud i kontroversiel Trille-sang

Trille i Montmartre 04. 12. 1979 Foto: .

Muslimernes gud står for skud i tre danskeres genindspilning af antireligiøs protestsang

 
Ham Allah, han er eddermame svær at få smidt ud.

Sådan lyder omkvædet i en ny version af den kontroversielle Trille-sang Ham gud fra 1970, som kan ses på video-hjemmesiden YouTube. Sangen er indspillet af trioen De Eneste Tre, som består af den iranskfødte billedkunstner Firoozeh Bazrafkan, performancekunstner Uwe Max Jensen og filosof Asger Trier Engberg.

Den nye udgave indeholder kraftige seksuelle referencer og kritik af Allahs ifølge forfatterne manglende kendskab til menneskers seksualitet og følelsesliv. I sidste omkvæd lyder det:
Hvad har Allah forstand på sjæl, når han aldrig nogensind var menske sel.

Det var den danske visesangerinde Trille, der i 1970 satte det borgerlige Danmark på den anden ende, da hun på Danmarks Radio fremførte Jesper Jensens sang Ham gud (Øjet).

Flere anså sangen for blasfemisk, og det endte med, at daværende justitsminister Knud Thestrup (K) besluttede, at der skulle rejses tiltale efter Straffelovens paragraf 140 mod de ansvarlige programredaktører hos DR. Sagen endte dog med en frifindelse.

Det var i øvrigt sidste gang, at blasfemiparagraffen blev bragt i anvendelse i Danmark.

Selvom sangen har opnået kultstatus, er den ikke blevet genudgivet før nu. Den nye version er populær, og flere end 1000 mennesker har siden tirsdag klikket sig ind på YouTube for at se videoen. Videoen har desuden affødt heftig debat på det populære musikmagasin Gaffas hjemmeside, hvor nyheden om genindspilningen af Trille-sangen er den mest læste og kommenterede nyhed.

ltQ8xy7ugBg