Alle de ekstra gåture i skoven under corona stresser dyrene

Skovejere landet over melder om nervøse dyr og nedslidte skove på grund af et massivt indryk af gæster. En del af de nye brugere, som corona har sendt ud til skov og strand, kender ikke reglerne for hensynsfuld opførsel

I privatejede skove er der kun adgang fra klokken 06 om morgenen til solnedgang, og man må – ulig de offentlige skove – ikke gå udenfor vej og sti. (Arkivfoto).
I privatejede skove er der kun adgang fra klokken 06 om morgenen til solnedgang, og man må – ulig de offentlige skove – ikke gå udenfor vej og sti. (Arkivfoto). Foto: Max LaRochelle/Unsplash.

”Gik folk da bare hjem ved solnedgang,” sukker Anders Ahrenfeldt, hvis skov og strand ved Sønder Lem Vig i Skive Kommune er del af den danske natur, som er trampet godt flad af folk på gåtur i corona-tiden.

Flere steder i landet er private skovejere nu bekymrede over den indmarch af mennesker, som bruger naturen intensivt og i noget, der ligner skiftehold. For når dagens gæster bogstaveligt talt har travet skoven tynd, og aftenen falder på, kommer der nye til: Mountainbikere, som med kraftigt lys på cyklerne farer gennem skovene, fortæller flere skovejere.

”Hvis dyrene havde fred fra solnedgang og til klokken seks næste morgen, kunne de nå at falde lidt til ro,” siger Anders Ahrenfeldt, hvis krondyr i øjeblikket klumper sig sammen i de dybeste krat på grunden.

I privatejede skove er der kun adgang fra klokken seks om morgenen til solnedgang, og man må – ulig de offentlige skove – ikke gå udenfor vej og sti.

Også ved godset Gisselfeld, der ligger på Sjælland mellem Haslev og Næstved, er dyrene stressede, oplyser forvalter Jens Risom, der forleden måtte aflive en rå, som var gået i chok.

”Gennem det seneste år har vi oplevet en voldsom stigning i skovgæster. Man sidder ’muret inde’ her under corona, så jeg forstår det godt, men det er en meget svær øvelse at få lært folk, at når man er gæst i en privat skov, så opfører man sig nogenlunde ordentligt – det vil sige, at man bliver på stier og veje, at man går hjem inden solen går ned, at man ikke parkerer bilen inde i skoven, og at man ikke har sin løse hund til at fare rundt. Det, vi oplever nu, er desværre, at rigtigt mange enten ikke kender reglerne eller ikke følger dem,” siger Jens Risom, som også sukker over mountainbikere.

”Jeg er ked af at sige det, men de er skovens rockere. Det er ikke spor sjovt at skulle aflive dyr, som er gået i chok og ligger og gisper med tungen ude.”

Ifølge godsforvalteren løber skovens hjorte forvildet rundt på vejene eller stiller sig midt om dagen i en tæt flok på markerne.

”De står ligesom de fiske-stimer, man ser på naturfilm, når der er hvaler efter dem,” siger Jens Risom, som også mener, at mange glemmer, at private skove er arbejdspladser.

”Vi skal også kunne komme frem med vores arbejdsvogne, og det er ikke let for tiden.”

Astrid Bjørg Mortensen, der er kommunikationschef i Friluftsrådet, bekræfter, at der desværre er rigtigt mange, der ikke kender reglerne for at færdes i naturen.

”Det er ikke vores erfaring, at det skyldes ond vilje, og faktisk er regelsættet heller ikke helt nemt. Der er for eksempel forskel på, om man færdes i privat eller offentlig skov. Og så er der mange nye brugere, som ikke er vant til at færdes i naturen. Vi gør en del for at inspirere folk til at komme ud, men også for at fortælle, at når man er der, skal man være der på en god måde og vise hensyn,” siger hun.

Også i offentlige skove er dyrene stressede over de mange ekstra besøgende, blandt andet har der været problemer i Grib Skov i Nordsjælland.

Da offentlige skove typisk er meget større end de private, har dyrene dog her flere steder at flygte hen.

”Men også i de offentlige skove vil man meget gerne have en større hensyntagen,” siger Jan Søndergaard, der er direktør i Dansk Skovforening, som repræsenterer kommunale og private skovejere.