I Politiken i torsdags kalder du børnenes opfattelse af familiebegrebet konservativ og siger, at man må arbejde på at ændre den opfattelse. Mener du, at børnenes svar er forkerte?
Nej. Jeg mener, at de svarer helt forventeligt i forhold til, hvor unuancerede vi voksne er i forhold til at tale om familieformer. Så de afspejler selvfølgelig det samfund, de er en del af.
På hvilken måde er de voksnes syn på familier unuanceret?
Når man i Danmarks Statistik arbejder med 38 forskellige familieformer, fortæller det lidt om, hvor mange forskellige slags familier, der findes i Danmark. Og når vi ved, at 30 procent af børnene lever i skilsmissefamilier, så er det en samfundsmæssig opgave at gøre opmærksom på, at de her former findes og også er okay. Det handler ikke om, hvad der er den bedste familie, men om, at nogle familier simpelthen ikke bliver betragtet som familier. Jeg er helt med på, at hvis omstændighederne er til det, så skal en far og mor blive sammen så længe, det overhovedet kan lade sig gøre. Det tror jeg, børnene har bedst af. Men nogle gange er der omstændigheder, der gør, at man må skilles. Og så er det også vigtigt at tale de børns sag og sige, at selvom man bor alene med sin mor, er donorbarn, adoptivbarn eller barn af to homoseksuelle, så er ens familie også en familie.
Men et er, at nogle børn opfatter nogle familier som forkerte, noget andet er, at de også giver udtryk for det over for andre børn. Ved man det?
Det spørger vi ikke om i undersøgelsen, så det ved vi faktisk ikke noget om. Men det dejlige ved undersøgelsen er, at børnene samtidig er meget klare på, at det her er en familie, det her er ikke en familie, men ved I hvad? Det vigtigste er, at man har det godt sammen. Så vi spørger bare til en begrebsopfattelse, børnene har, ud fra den viden, de har om familiebegrebet.
Er det ikke blot naturligt at opfatte det, der alt andet lige er udgangspunktet og det mest almindelige, som det bedste?
Jo, og derfor underkender vi heller ikke børnenes svar. Vi siger bare til de voksne når I snakker om familier, så tænk lige over også at gøre opmærksom på, at familier er mange ting i dagens Danmark. Man behøver ikke nævne alle 38 familietyper, når man taler med sine børn. Men man skal tænke på, at også de kan løbe ind i en skilsmisse.
Man siger, at hvis noget er lige gyldigt så er det ligegyldigt. Kan der ikke gå noget af det positive syn på kernefamilien, hvis man udvider rummeligheden?
Nej, det er jeg ikke bekymret for. Men det afhænger af det grundsyn, man har. Jeg synes, at de 30 procent af børnene der lever i det, børnene siger, er ikke rigtige familier har krav på en accept af de livsvilkår, de har med den type familie, de med fordele og ulemper bor i. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg vil bare gerne have, at de 30 procent af børnene, der nu lever i familier, der ikke bliver betegnet som familier, bliver respekteret for, at det føles som familie for dem.
Betyder det, at vi skal acceptere alle former for familier?
Hvis det føles som familie for det enkelte barn, så ja.