”Kvinder, der har mormødre til deres børn, og kan sidde tre generationer sammen, kan gøre mig grøn af misundelse.”
Julia Lahme er 39, tidligere chefredaktør af magasinet Cosmopolitan, i dag indehaver af et kommunikationsbureau, gift og mor til to. Alt er godt.
Men derfor kan misundelsen stadig snige sig ind på hende. Især på de dårlige dage. For der er jo altid noget, man ikke har. Som man har det med at få øje på, når andre har det.
For 11 år siden mistede Julia Lahme sin mor, der døde af kræft. Hun har haft mange år til at vænne sig til livet uden en mor, men savnet kan stadig ramme hende hårdt.
”Jeg er ikke længere misundelig på dem, der har længere ben og højere kindben end mig. Men når andre drikker varm kakao i december med deres mødre, misunder jeg dem. Voksne kvinder med mødre, der stadig lever, er jeg misundelig på,” fortæller Julia Lahme.
I sin aktuelle bog ”Manifest” skriver hun om det perfekthedstyranni, som har ramt mange kvinder på hendes egen alder. Hvor de sociale medier er blevet et udstillingsvindue for det perfekte liv, hvor køkkenbordet skinner, ungerne er renskurede og moderigtigt klædt på og maden strutter af sundhed og økologi.
”Det er med til at skabe nogle kulturelle forventninger, som lægger et enormt pres på mange kvinder. Men hvis du spørger dem, om de rent faktisk er tilfredse med deres liv, er svaret som regel nej. Ikke mindst fordi vi er blevet mere afhængige, hvad andre mennesker har at sige om os, end hvad vi selv oplever. Vi kan ikke længere nøjes med at sige ’Jeg har det megafedt’, for i dag har vi brug for at andre ser på mig og siger ’Hun har det megafedt’. Det er en meget usund måde, vi opdrager hinanden på,” siger Julia Lahme.
Hun ved godt, at hun kan blive mere end almindeligt upopulær ved at koble misundelsen til kvindelivet. Og hun ved også godt, at mænd måler alt fra længden på deres kønsorganer til størrelsen på deres biler. Alligevel fastholder hun, at især yngre kvinders konstante fokus på ”de andre” simpelthen er mere gennemgribende for deres dagligliv.
”Det der med, at ingen skal kunne sætte en finger på mine børn, på mit engagement i børnenes skolegang, på mit hår og mine negle. Det er umiddelbart sammenlignelige faktorer, uafhængig af økonomisk formåen. Det handler om andet end bare materiel drivkraft. Det er et begær, som er rettet mod, at ingen må have mere end mig,” siger Julia Lahme.
Hun fortæller, hvordan et selskab af kvinder ofte blotlægger en nærmest hysterisk flokmentalitet.
”Kvinder har en udpræget konsensuskultur. Hvis der sidder 10 kvinder rundt om et bord, skal ethvert tilløb til debat helst ende med at konkludere, at vi jo i virkeligheden mener det samme. Uenighed er et kæmpe tabu, og inden for det rum lurer misundelsen hele tiden i det skjulte,” siger hun.
Når det er sådan, hænger det med stor sandsynlighed sammen med en opdragelseskultur, hvor kvinder fra barnsben lærer at være forpligtet på det kollektive ansvar.
”Selv har jeg to drenge, og det er gået op for mig, hvor identitetsskabende opdragelse er. Kvinder har lært, at de skal være søde, tage hensyn og bære de andre frem. Isoleret set er der jo ikke noget galt med de værdier, men i voksenlivet bliver det stærkt hæmmende for mange kvinders personlige udfoldelse og giver i stedet grobund for misundelsen.”
Når hun har skrevet bogen ”Manifest” er det først og sidst som et opråb til kvinder om at træde ud af de fastlåste skemaer. Også selvom det er svært.
”Mit håb er, at kvinder begynder at kaste perfekthedstyranniet og den snigende misundelse af sig. Vi skal holde op med, at alt, hvad vi foretager os skal være ’likeable’. Den der snigende utilfredshed, som er styret af altid at være så optaget af ’de andres’ liv, er vi nødt til at træde ud af. Først når det lykkes, kan alle de dygtige, moderne kvinder for alvor tage del i de muligheder, som ligger åben for os, men som årtiers kvindekamp ikke har opnået.”
Født 1977. Cand.mag. i etnologi, direktør og indehaver af Lahme Kommunikation. Tidligere chefredaktør for magasinet Cosmopolitan. Skriver blogs, klummer og holder foredrag om familie- og børneliv, livsstil, karriere og kærlighed. Forfatter til flere bøger, herunder ”Hvor lagde jeg babyen?” og senest bogen ”Manifest”. Gift og har to børn.