Danskernes brug af ironi siges ofte at være noget af det sværeste for udlændinge at forstå. Det gælder dog ikke eksil-iraneren Mehdi Mozaffari, der er professor og leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikalisering ved Aarhus Universitet.
I løbet af en samtale leverer han mindst en håndfuld vittige bemærkninger spundet over den særlige danske ironi. Som når han beretter, at han elsker et godt glas vin og tilføjer:
- Det er nu godt, at verdens halvanden til to milliarder muslimer ikke drikker. Jeg tør ikke tænke på, hvad det ville betyde for prisen.
Mehdi Mozaffari er mest kendt i offentligheden som en kritisk forsker i den politiske islam, islamismen. At han valgte denne vej er – fristes man næsten til at skrive – måske skæbnens ironi.
For Mehdi Mozaffari voksede op i Iran i en praktiserende shia-muslimsk familie i den hellige by Mashhad og dannede her venskaber med mennesker, som i dag sidder i toppen af det iranske præstestyre.
Selv gik han i en religiøs aftenskole to til tre gange om ugen.
- Jeg hadede det. Jeg kunne jo se, at mine kammerater legede i gaden, mens jeg måtte tage en stor bog under armen. Men det viste sig at være en god ting, fordi jeg lærte den arabiske, muslimske religions baggrund, fortæller Mehdi Mozaffari, som senere læste statskundskab ved Teherans Universitet og universitetet Sorbonne i Paris.
Her skrev han sin doktorafhandling. Emnet var magtbegrebet i shia-islam.
Inspirationen behøvede Mehdi Mozaffari ikke at se langt efter. Det var i begyndelsen af 1960?erne, og netop i de år bredte uroligheder sig i hjemlandet, fordi shah-styret – til det iranske præsteskab og ayatollah Khomeinis utilfredshed – forsøgte at gennemføre en landboreform og tildele kvinder stemmeret.
For Mehdi Mozaffari kom doktorafhandlingen ikke bare til at definere hans videre faglige virke. Processen fik også personlige konsekvenser.
- Min disputats blev forsvaret, før Khomeinis bog om den islamiske stat udkom. Det var faktisk årsagen til, at jeg blev frisindet. Jeg så for mig, hvad resultatet kunne blive, hvis teorien om en islamisk stat blev ført ud i virkeligheden. Derfor hjalp disputatsen mig også til ikke at blive tilhænger af Khomeini, fortæller Mehdi Mozaffari, som efter studierne ved Sorbonne rejste tilbage til Iran.
Denne gang i følgeskab med en dansk kvinde, som han havde mødt i Paris og giftet sig med.
I hjemlandet var forandringens vinde dog begyndt at blæse.
- Jeg begyndte at få problemer med mange af mine gamle kammerater, som havde bevaret deres tro. De accepterede mig ikke – jeg var vantro. Nogen af dem kom siden til magten, beretter Mehdi Mozaffari.
I efteråret 1978, da det trak op til den islamiske revolution, blev han derfor nødt til at flygte. I første omgang til Paris, hvor Mehdi Mozaffari blev ansat ved Sorbonne.
- Men vi havde absolut ingenting, og jeg fik en beskeden løn. Så jeg tog en beslutning. Min kone havde været i mit land – nu måtte det være min tur til at være i hendes. Og samtidig tænkte vi, at der ville være større sikkerhed i Danmark, fortæller han.
I Danmark blev Mehdi Mozaffari ansat ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet. Og her har han været siden. I dag som professor og leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser.
- Baseret på mine egne erfaringer synes jeg, at det er vigtigt at kende fænomenet islamisme. At forstå, at det er en ideologi med en enorm magtappetit. Islamister ønsker vitterligt at islamisere hele verden, siger Mehdi Mozaffari.
Problemet er, mener han, at islam i sig selv har et arrogant syn på alle, der ikke er muslimer - og ikke mindst på kvinder. Og når dogmerne kommer til at danne grundlag for en politisk ideologi, bliver det farligt, siger han og tilføjer, at det ikke er den islamistiske terrorisme, vi bør frygte mest.
- Terrorisme kan man bekæmpe, fordi det er synligt. Men den usynlige del af islamismen er den farligste, fordi den prøver at ændre de demokratiske, pluralistiske værdier og ikke anerkender den fleksibilitet, tolerance og lighed mellem mennesker, som vores demokratiske samfund bygger på.
De demokratiske vestlige samfund er dog også selv med til at give islamisterne medvind, mener Mehdi Mozaffari:
- Vi begår den fejl, at vi hele tiden taler om "muslimer". Men de mennesker, vi taler om, er tyrkere, pakistanere, libanesere, somaliere og så videre. De har forskellige baggrunde, kommer fra forskellige kulturer og geografiske områder. Når vi alligevel putter dem alle i en pakke og skriver "muslimer" på den, skaber vi en realitet, som ikke eksisterer.
Og det er lige præcis, hvad islamisterne ønsker, forklarer han.
- Islamisterne i Europa ønsker at bevare muslimerne som ét fællesskab, som de kan tale på vegne af. Derfor er det til deres fordel, at vi også samler alle muslimer i en pulje, siger Mehdi Mozaffari.
Han tilføjer, at vi med massebetegnelsen "muslimer" i virkeligheden har "skabt en kæmpe stor sekt".
- Hvis for eksempel en muslim ønsker at blive kristen, buddhist eller ateist, jamen det tør man simpelthen ikke. På grund af gruppepresset, og fordi man mister en masse familie og venner, hvis man gør det. Alt der her hæmmer integrationen og det enkelte menneskes frihed, påpeger han.
Passionen for det faglige felt fornægter sig ikke. Og selvom Mehdi Mozaffari i lørdags rundede 70 år, fylder arbejdet med at forstå og analysere islamismen stadig det meste af dagen. Men der bliver også tid til andet. Især holder Mehdi Mozaffari altså af et godt glas vin. Og af at lave mad. Ikke kun iransk mad.
- Jeg er ikke kulinarisk racist, som han siger.
Og så har han en helt anden interesse. Han vinterbader og morer sig over, at netop han – som tidligere muslim – bader splitternøgen i det iskolde hav.
- Men faktisk ville det slet ikke være nogen ringe idé, hvis man gav alle muslimer et gratis adgangskort til at vinterbade. Det kunne nok få alle de gensidige fordomme mellem muslimer og danskere til at falde. For det er dét, der sker, når man står over for hinanden, nøgne som man er skabt.