Almennytten er ikke, hvad den har været

Erhvervsdrivende og almennyttige fonde har svimlende formuer, og fra flere sider lyder det, at fondene skal løse større samfundsopgaver. Kristeligt Dagblad har talt med direktøren for en af Danmarks største fonde om, hvad der egentlig kan kaldes almennytte

Et af de efterhånden 2000 projekter, Realdania har støttet, er Byens Arena i Gladsaxe uden for København, hvor parkeringspladser sidste år blev omdannet til "en plads for samvær og bevægelse."
Et af de efterhånden 2000 projekter, Realdania har støttet, er Byens Arena i Gladsaxe uden for København, hvor parkeringspladser sidste år blev omdannet til "en plads for samvær og bevægelse.". Foto: Leif Tuxen.

På mandag får Danmark fornemt besøg.

USAs tidligere præsident Bill Clinton kommer forbi for at holde en tale om filantropi. Det sker på en konference i København, arrangeret af Realdania, der som almennyttig virksomhed selv uddeler omkring en milliard kroner om året til at forbedre det byggede miljø her­hjemme.

LÆS OGSÅ: Bill Clinton kan blive dansk minister

Clinton har dannet sin egen velgørende fond, som bekæmper fattigdom, sygdom, konflikter og klimaforandringer. I 2007 skrev han bogen At give hvordan hver af os kan ændre verden, men offentligheden får dog ikke det store indblik i, hvad han siger om det emne på mandag. Det amerikanske udenrigsministerium har nemlig bestemt, at medier ikke må referere fra konferencen, da man åbenbart nødigt vil have, at Clinton kommer til at skygge for sin hustrus virke som udenrigsminister.

Men så kan man jo spørge arrangøren, Realdanias administrerende direktør, Flemming Borreskov, om, hvad samfundet kan forvente af almennyttige og erhvervsdrivende fonde i fremtiden.

Ugebrevet Mandag Morgen har tidligere i år leget med tanken om, at de i alt 14.000 erhvervsdrivende og almennnyttige fonde hvert år skulle uddele fem procent af deres formue til udviklingen af Danmark. Redaktionen nåede frem til, at det på 10 år kunne give 200 milliarder kroner, svarende til 17 vækstpakker som den, regeringen gennemførte i efteråret. Eller fem gange historiens største byggeprojekt, de kommende supersygehuse.

Når riget fattes penge, er det måske naturligt at kaste blikket på rige fonde til at løse opgaver inden for velfærd og infrastruktur men hvordan kan det kaldes almennytte?

Der er et behov, og hvem kan og vil løfte det behov? Der har været en tendens til, at markedet løftede de opgaver, det kunne, og så måtte staten tage sig af resten, men staten er jo også kommet under pres, siger Flemming Borreskov.

Det, der i én tidsalder er en statslig opgave, behøver ikke være det i en anden tidsalder. Der er mange penge i de filantropiske fonde, og når man har så mange penge, som Realdania og Tryg for eksempel har, er man stor og stærk. Og for at bruge et Pippi Langstrømpe-udsagn: Når du er stor og stærk, skal du være flink.

Er det almennytte at bygge broer og forbedre infrastruktur?

Det synes jeg. Vi arbejder for eksempel med et klimatilpasningsprojekt ved Usserød Å i Kokkedal i Nordsjælland, der fra tid til anden løber over sine bredder. Der prøver vi at reducere konsekvenserne af regnvandet, der vælter ned. Så prøver vi også at gøre det til et socialt projekt, for der ligger et stort alment boligbyggeri og et trangt parcelhuskvarter. Så vi prøver at binde tingene sammen, forklarer han.

Ifølge nogle kritikere er forventningerne til, hvad fondene kan og vil gøre for samfundet, dog overdrevne. På CBS (tidl. Handelshøjskolen i København) har professor Steen Thomsen sat sig for at forske i erhvervsdrivende fonde, og han udgav tidligere i år en foreløbig rapport om uddelinger fra 104 af de største erhvervsdrivende fonde foruden 16 filantropiske fonde fra 2006 til 2010.

I 2010 uddelte de erhvervsdrivende fonde cirka 5,5 milliarder kroner, mens de filantropiske gav 2,5 milliarder kroner. Fra de erhvervsdrivende gik mere end halvdelen til forskning. Det afspejler, at store erhvervsdrivende fonde som Novo Nordisk Fonden, Carlsbergfondet og Lundbeckfonden giver penge til forskning, ofte inden for områder, som på længere sigt kan være til fordel for virksomhederne selv.

En anden ekspert i fonde, professor Lennart Lynge Andersen, også fra CBS, mener, at fondene burde uddele mere af deres formue, og at de i øvrigt skulle være meget mere åbne om deres virksomhed. De sidder i dag på en formue på formentlig 400 milliarder kroner.

Mine engelske kolleger, siger, at everybody can call themselves fundations, but not charities. (Alle kan kalde sig selv fonde, men ikke velgørere, red.), siger Flemming Borreskov.

Dermed understreger han, at der er forskel på fonde, især på erhvervsdrivende fonde, kapitalfonde og så de rene, filantropiske, der ikke har andet formål end at forvalte deres formue og dele penge ud af afkastet.

Filantropi er et relativt præcist begreb. Det oprindelige er det, der går ud over familien. Det handler om næstekærlighed. Det at hjælpe din nabo uden forventning om modydelse.

Jeg ved godt, at velfærdsstaten fylder meget, og at den mestendels opfattes positivt, men den skal ikke nødvendigvis have de opgaver, den har i dag, til evig tid.

Det kan der være finansielle og værdimæssige grunde til. I min analyse er der tre store kræfter i samfundet. Det statslige fællesskab er den ene af dem, markedet er en anden, og så har man næsten glemt den tredje store kraft, nemlig civilsamfundet. Der vil jeg placere de almennyttige fonde, og jeg mener, at vi kan noget, staten ikke kan, og som private virksomheder heller ikke kan, siger Flemming Borreskov.

Han nævner som eksempler, at børsvirksomheder kan mangle tålmodighed, fordi horisonten ofte kun er næste kvartalsrapport, og for staten kan horisonten være den kommende valgperiode. Almennyttige fonde kan derimod tillade sig at yde bidrag, som har et meget længere perspektiv. En anden fordel er efter hans mening, at fondene kan være risikovillige og give støtte, selvom det måske risikerer at slå fejl.

Realdania har på godt 10 år støttet 2000 projekter, men kun i en håndfuld tilfælde har det været tæt på at gå galt. Det gælder for projekterne Performers House i Silkeborg, Han Herred Havbåde og Læsø Kur, som alle blev ramt af den økonomiske krise og måtte have ekstra støtte for at kunne fortsætte.

Men når det er så få, har vi måske alligevel ikke været risikovillige nok, medgiver Flemming Borreskov.

Han indrømmer også, at når man taler om virksomheder og filantropi kan det nogle gange være svært at holde motiverne adskilt. For virksomheder kan der være en skattefordel ved at støtte gode formål, ligesom der i øvrigt kan for privatpersoner. Ligeledes kan der være en reklameeffekt i at være almennyttig.

Men definitionen på almennytte beror jo på tidsånden. Det, der var almennyttigt i 1800-tallet, er ikke nødvendigvis almenyttigt i det 21. århundrede.

Jeg blev meget inspireret af et roundtable-møde, jeg deltog i i Storbritannien i 2010. Direktøren for en almennyttig virksomhed fortalte, at man har arbejdet med begrebet almennytte i mange århundreder. Det stammer helt tilbage fra korstogene i 1000-1200-tallet. Hvis en meget velhavende person skulle på korstog, havde den person typisk det problem, at han var væk meget lang tid, og der var en relativt stor risiko for, at han ikke kom tilbage. Derfor udpegede han en trustee, som skulle tage vare på hans midler, og dengang var det primært i forhold til familien. Senere bredtes det ud over familien, og senere igen blev det et spørgsmål om at betale skat for almenvellets skyld, forklarer han.

I England fik man allerede for flere hundrede år siden en såkaldt Charity Commission, som skulle tage stilling til, hvad almennytte er og ikke er. Det har betydning for, om man kan få skattefrihed for at støtte et bestemt formål eller ej.

Et konkret eksempel fra Nordirland har gjort et stort indtryk på mig. En nordirsk fond ville gerne beskæftige sig med fredsskabelse, peacemaking. Og i rigtig mange år vidste de, at hvis de spurgte Charity Commission, ville fredsskabelse ikke falde ind under begrebet almennytte. I stedet begyndte de at give penge til formålet i Nordirland, mens de ventede på, at tidsånden ændrede sig. I dag er det fuldstændig anerkendt, at fredsskabelse er almennytte, men det er ikke givet til evig tid.

Jeg havde for eksempel en lang diskussion i 2011 med en spanier, som aldrig i livet ville acceptere, at fredsskabelse skulle være almennyttigt. Han tænkte selvfølgelig på konflikten i Baskerlandet, siger Flemming Borreskov.

Men hvis morgendagens definition af almennytte betyder, at store danske fonde i højere grad skal bygge broer, veje, museer og finansiere forskning, rejser det et andet problem. Nemlig hvem der egentlig bestemmer samfundsudviklingen. Til folketingsvalg stemmer 80 procent af vælgerne, men i fondsbestyrelse kan der sidde fem personer og afgøre, hvad milliarder af kroner skal gå til. Er der ikke et demokratisk dilemma her?

Det synes jeg ikke. I Realdania møder 4000-6000 mennesker frem til generalforsamlingerne, så jeg synes, vi har et meget velfungerende demokrati. Jeg tror, mange politikere ville være misundelige på den deltagelse. Men jeg tror ikke på, at demokratiet afgør, om man er legitim eller ikke-legitim. Jeg tror mere på, at det er ens virke, siger direktøren.

Forsiden til Søren Linds "Visum". -
Forsiden til Søren Linds "Visum". - Foto: Leif Tuxen.