De borgerlige har ingen fælles vision – derfor er regeringen havnet i en eksistenskrise

Borgerligheden er grundstødt. Mangel på en fælles vision og mangel på indbyrdes tillid har banet vejen for det drama, der har fået sagen om tilliden til Eva Kjer Hansen (V) som minister til at eksplodere på Christiansborg og sendt Venstre-regeringens samarbejde med De Konservative til tælling

Lars Løkke Rasmussen har med få undtagelser haft svært ved at definere fælles, borgerlige pejlemærker, mener politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Arkivfoto.
Lars Løkke Rasmussen har med få undtagelser haft svært ved at definere fælles, borgerlige pejlemærker, mener politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Arkivfoto. . Foto: Henrik Bjerregrav.

Hvad vil det sige at være borgerlig?

I 1970'erne og 1980'erne brugte de borgerlige partier ofte betegnelsen ”ikke-socialistisk” om sig selv. De definerede sig ved deres fælles fjende, fordi der dengang var meget stor forskel på, hvad Fremskridtspartiet, De Konservative, Venstre, Kristeligt Folkeparti eller Centrumdemokraterne betragtede som det borgerlige idealsamfund.

Men netop det fælles fjendebillede fik partierne til at holde sammen, i første halvdel af 1980'erne endda med en musketerånd, der gav en politisk sjældent set gejst til samarbejdet i den såkaldte firkløverregering.

Er der noget, der er fraværende i samarbejdet mellem Venstre og de øvrige borgerlige partier, er det musketerånd og gejst. Det er en af hovedårsagerne til, at regeringen de seneste dage er sendt ud i en ubegribelig og uforudsigelig eksistenskrise.

Fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen (V) har ifølge De Konservative fejlinformeret Folketinget, og derfor erklærede partiet tirsdag aften, at det ikke længere havde tillid til hende. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville ikke umiddelbart som sine forgængere bøje sig for det åbenlyse politiske flertal og afskedige sin minister. Han satte tværtimod på et pressemøde i går eftermiddag sin regerings eksistens ind på at lade ministeren fortsætte og indkaldte til et forhandlingsmøde i Statsministeriet for at få løsnet den gordiske knude med de tre andre borgerlige partier.

Han ville hverken fyre Eva Kjer Hansen eller udskrive folketingsvalg, for begge løsninger ville svare til at ”hugge den gordiske knude over”, hvad der for regeringen, for landet og for det borgerlige flertal ikke ville være ønskeligt.

Forsoningsmødet endte i aftes med, at regeringen og de tre støttepartier er blevet enige om at bruge de kommende dage til at forhandle den tillægspakke til landbrugspakken, som De Konservative har krævet. Og landbrugspakken bliver som aftalt vedtaget i dag i Folketinget.

Den Konservative partileder Søren Pape Poulsen fastholdt dog efter mødet, at partiet fortsat ikke har tillid til Eva Kjer Hansen, men lykkes forhandlingerne om en tillægspakke, vil det formentlig foregå i en studehandel, hvor støttepartiet på en eller anden måde genfinder tilliden til ministeren. Formålet med tillægspakken er, at den skal kompensere de miljøforringelser, som bliver resultatet, når landmændene de kommende år får lov at gøde mere. Det kan for eksempel være via flere af de såkaldte minivådområder og skovområder, der kan mindske udledningen af kvælstof til hav og vandløb.

Det opsigtsvækkende er, at en så ufolkelig sag kan få det borgerlige samarbejde til at gå op i limningen. At det kan få De Konservative til at ville vælte en minister på en sag om misinformation af Folketinget på et forholdsvis tvivlsomt grundlag. Og at det på den anden side kan få statsministeren til at stille sig bag sin fødevare- og miljøminister og ”true” med et folketingsvalg - et valg, der ifølge meningsmålingerne vil blive en katastrofe for Venstre selv og meget muligt kan bringe Socialdemokraterne til magten.

Når Lars Løkke Rasmussen alligevel har trukket konfrontationen så hårdt op, skyldes det, at han ikke vil risikere at skulle fyre ministre med jævne mellemrum, hver gang et støtteparti i fremtiden måtte være utilfreds med en minister.

Forude venter svære forhandlinger om bedre integration af flygtninge på arbejdsmarkedet, om en skattereform, om en pensionsreform og om et nyt vurderingssystem for ejerboliger, foruden efterårets forhandlinger om en finanslov. Når der ingen tillid er mellem de fire borgerlige partier, har Lars Løkke Rasmussen ikke andre muligheder end brutalitet.

Andre borgerlige statsministre som den konservative Poul Schlüter i 1980'erne og Venstres Anders Fogh Rasmussen i 2000'erne kunne bestemt også være brutale over for samarbejdspartier, men begges regeringsprojekter var alligevel bundet sammen af en anden ånd.

For Schlüters vedkommende handlede det om genopretning af økonomien, mens Anders Fogh Rasmussen førte værdikamp og moderniserede sundheds- og skattevæsen. Begge skabte kompromisser og forsøgte at dele sol og vind lige, uanset om der var fordeling af ministerposter eller større velfærdsreformer på tapetet.

I Foghs tid var der jævnligt gnidninger mellem V og K, men der var en fundamental respekt mellem partilederne, og især Venstres forhold til Dansk Folkeparti var båret af et værdifællesskab, som Venstres daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen kom til at sige i 2006.

Lars Løkke Rasmussen har derimod med få undtagelser haft svært ved at definere fælles, borgerlige pejlemærker. Alene det, at Venstre måtte danne regering uden deltagelse af det største, borgerlige parti, Dansk Folkeparti, viser, hvor hård rivaliseringen mellem partierne er. Ingen vil forpligte sig til et samarbejde, hvor man risikerer at skulle indgå svære kompromisser.

På skatteområdet står Dansk Folkeparti og Liberal Alliance meget langt fra hinanden, og Liberal Alliance har ligefrem truet med at vælte regeringen, hvis ikke der kommer topskattelettelser ved efterårets forhandlinger. Holdningen til EU splitter de fire partier. Og selvom de i princippet er enige om, at der skal føres en stram udlændingepolitik, er der grundlæggende uenighed om, hvorvidt udlændinge kan betragtes som en mulig ressource for samfundet, eller de en bloc er en byrde.

Nu prøver Lars Løkke Rasmussen at løsne den gordiske knude, og det lykkes muligvis. Men selv da står han fortsat med fire borgerlige partier, der forfølger hver deres mål uden mange tanker for et fælles mål, og hvis indbyrdes tillid ofte kan ligge på et meget lille sted.

Det er det egentlige problem for regeringen ved balladen om landbrugspakken.