Prøv avisen
Interview

Alt er ikke en menneskeret

”Grundlæggende synes jeg, at tilslutning til alle internationale konventioner kræver en politisk debat og beslutning,” siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R). - Foto: Scanpix

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) mener, at menneskerettighedskonventionerne giver vide rammer for, hvordan lovgivningen skal se ud. Det er bare ikke rigtig kommet frem i de senere år, hvor især de borgerlige partier er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved konventionerne som sådan

Den konservative folketingskandidat og medlem af Københavns Borgerrepræsentation Rasmus Jarlov skrev forleden på sin Facebook-profil på baggrund af terrorsagen fra Frankrig, at ”vi er nødt til at tage et opgør med konventionerne.”

De konventioner, han tænkte på , var menneskerettighedskonventionerne. Dem står Rasmus Jarlov langtfra alene med at være kritisk overfor. Repræsentanter for både Venstre og Dansk Folkeparti er i de seneste år kommet med lignende indvendinger.

Det har skabt en del frustration blandt menneskerettighedernes varmeste fortalere. Og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil nu tage skeen i den anden hånd. Han håber at kunne dreje den politiske debat, så den kommer til at handle mere om, hvilket samfund vi gerne vil have, end om et givet forslag er i strid med en bestemt paragraf i FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne eller i en af de tilhørende konventioner.

Udlændingepolitikken er nemlig langtfra det eneste område, hvor menneskerettighederne og især fortolkningen af dem er blevet problematiseret.

Et af de konkrete eksempler er Danmarks forhold til FN's børnekonvention. Den giver børn ret til at få adgang til information, til hvile og fritid og til at få hjælp, hvis noget går galt i deres familier.

”Men hvordan udfylder du de forpligtelser? Hvad gør du ved børn, hvis familien svigter? Hvilke rettigheder skal børn have i den situation? Hvilke rettigheder skal de have ved skilsmisser? Det har vi brug for at få diskuteret,” siger ministeren.

Efter hans mening giver konventionerne vide rammer for fortolkning, og man kan ikke slå op i en konvention og læse, hvordan reglerne om eksempelvis tvangsfjernelser skal indrettes.

Ligger der i det du siger, at vi er gået for langt i retning af at kalde alt menneskerettigheder?

”Ja, eller i hvert fald er det sådan, at man koncentrerer sig meget om, hvorvidt vi er i overensstemmelse med de paragraffer, vi har tilsluttet os i internationale konventioner og traktater. Det er ikke, fordi jeg vil stille spørgsmål ved, om vi skal være tilknyttet de konventioner. Men verden forandrer sig, teknologien forandrer sig, demografien forandrer sig, flygtningestrømmene forandrer sig, så man skal hele tiden genfortolke, hvad principperne i de paragraffer betyder,” siger Martin Lidegaard.

Man udvider også menneskeretsbegrebet. Der er hele tiden kommet nye konventioner til. Vil du sige, at vi altid skal tilslutte os nye konventioner?

”Nej, grundlæggende synes jeg, at tilslutning til alle internationale konventioner kræver en politisk debat og beslutning. Men du vil nok altid finde mig der, hvor jeg synes, at det giver god mening at beskytte det enkelte menneske, både mod staten og internationalt mod andre trusler.

Mennesker med handicap er et vældig godt eksempel på det. I takt med, at teknologierne udvikler sig, er der jo muligheder for, at folk med et handicap kan blive en større del af samfundet og kan bidrage mere.

Det betyder to ting i forhold til fortolkningen af handicapkonventionen. Med nye muligheder kommer nye rettigheder. Men der kommer selvfølgelig også nye forpligtelser. Alle, der kan bidrage, skal bidrage. På de fleste områder er vi helt på den rigtige side af konventionen, men det er en kæmpe diskussion, hvordan vi vil betragte folk med et handicap. Som en ressource, der kan bidrage til samfundet? Eller som ofre, som vi hjælper uden at mene, at de skal være en del af samfundet i øvrigt? Jeg mener, at alle folk med et handicap såvidt muligt skal deltage i samfundet som alle andre. Men det er jo en fortolkning.”

På netop handicapområdet og børneområdet er det blevet kritiseret, at vi ikke har skrevet rettighederne direkte ind i lovgivningen, når vi har tilsluttet os konventionerne. Hvorfor har vi ikke det?

Ja, det har der været en diskussion om. I regeringen har vi besluttet ikke at inkorporere rettighederne i loven, men til gengæld har vi indført klageadgang for alle de grupper. Det, synes jeg, er et kolossalt fremskridt.

Det er også i det lys, vi har besluttet nu at skrive en årlig rapport, hvor klager kan indgå. De kritiske spørgsmål, der rejses nationalt fra handicap- og børneorganisationer og andre til udenlandske organisationer, samles et sted.

Så kan vi få en reel diskussion af, hvordan menneskerettighederne skal fortolkes,” siger Martin Lidegaard.