Prøv avisen
Bog

Alternativet blev alt det, det ikke ville være

5 stjerner

Var Alternativets idé om at føre politik på en ”helt ny måde” dødsdømt fra fødslen? Og vil Uffe Elbæks afløser få held med at genoplive den? Det giver en ny ”dagbog”, udgivet kort før partiet skal vælge ny leder, ret klare svar på

På forsiden af bogen ser man Alternativets leder Uffe Elbæk stå med sin hånd på panden, som om han mærker efter, om han skulle have fået feber, og iført en hvid t-shirt med teksten ”Revolution”, som han valgte at bære på valgaftenen den 5. juni sidste år.

Et folketingsvalg, der blot gav opbakning fra tre procent af vælgerne, svarende til fem mandater i Folketinget. Fire år tidligere bragede partiet mod alle odds ind med 4,8 procent af stemmerne og ni mandater og fik endda et ekstra fra en afhoppet socialdemokrat.

Forfatteren og journalisten Morten Reimar fulgte efter aftale med partiet i hælene på Uffe Elbæk i 11 måneder op til valget i juni. Det er der kommet bogen ”Uffe mod magten – en dagbog i hælene på revolutionen” ud af. En øjenåbnende, klaustrofobisk beretning om et parti, der blev alt det, det havde sat sig for ikke at blive.

Politik skulle skabes på en helt ny måde. Seks værdier, som ingen kunne være imod, skulle være pejlemærke for både skåltaler og det daglige politiske arbejde: Mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati. ”Alternativet ønsker at fremme en ny politisk kultur, der er langt mere gennemsigtig, ærlig og lyttende end den nuværende”, hedder det i partiprogrammet, hvor man også kan finde forklaringen på, at afstanden mellem borgerne og Christiansborg bliver større og større: Det skyldes en ”politisk og mediemæssig kultur, hvor mudderkastning, taktik og mediespin fylder alt for meget”.

Måske er det de fine ord i programmerne, der har fået partiet til at acceptere Morten Reimars idé om, at han skulle skygge det tæt i et helt år for derefter at skrive en bog – stort set uden filter. Hvad bevæggrunden end var, har partiet i hvert fald været tro mod sine idealer om at vise gennemsigtighed og mod. Nogen ville nok tilføje, at det var dumt.

Ned i mindste detalje udarter det sig til en kirurgisk præcis beskrivelse af derouten for stort set alle de store idealer og drømme fra partiets fødsel. Der er møgsagerne om en medarbejder i sekretariatet, der blev fyret på grund af seksuel krænkelse af en kollega, og om den københavnske borgmester Niko Grünfeld, som brugte 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor, selvom han udadtil var tilhænger af genbrug og mådehold. En sag, der endte med at koste ham posten. Sagerne om folketingsmedlemmer, der fløj til det ene og det andet, indimellem til fjerne feriemål, selvom flyrejser er skidt for klimaet og på kant med partiets idéer.

Foruden alle de interne krige, der som i alle andre partier bygger på et sammensurium af personlige ambitioner og intriger samt af og til på politisk uenighed. Måske er det dem, der har gjort det så svært med den helt nye politiske kultur, man så gerne ville have.

Standup-komiker og formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, er også aktiv hos Alternativet, og han har i et såkaldt politisk laboratorium arbejdet for, at partiet skulle gå ind for øget ligestilling mellem religionerne, men man har fortsat ikke nogen religionspolitik. Og da Stjernholm kom i Folketinget som suppleant, fik han lige præcis ikke posten som kirkeordfører, selvom den sygemeldte Ulla Sandbæk havde haft den post. Alternativet ville ikke give den til en ateist, hvad han ifølge bogen blev ”skidesur” over.

I det hele taget skorter det ikke på surhed. Lokale partimedlemmer er sure over folketingsmedlemmernes topstyring af partiet. I topledelsen kan trekløveret, Uffe Elbæk, Josephine Fock (der siden forlod Folketinget, men nu stiller op til formandsposten) og en anden formandskandidat, Rasmus Nordqvist, ikke arbejde sammen. Angiveligt bliver Josephine Fock ”mobbet” væk fra posten som gruppeformand af de to andre.

I Nordsjællands storkreds er kandidaterne til folketingsvalget sure på hinanden, primært fordi Theresa Scavenius (endnu en formandskandidat) har meldt sig som folketingskandidat, selvom hun bor i en anden kreds, og selvom kredsen allerede havde et folketingsmedlem, som var stærk på miljø- og klimapolitikken, nemlig Christian Poll. Han er til gengæld ikke så dygtig til medier som Scavenius, og så bliver der ballade.

Surheden bliver ikke mindre, som valgkampen spidser til. Et kapitel fortæller, at Uffe Elbæk bliver voldsomt vred, da han erfarer, at Enhedslisten har præsenteret et naturudspil, som går længere end Alternativets. Partiet er ved at miste sin førertrøje i takt med, at klima og miljø rykker højere og højere op på valgets dagsorden, og de øvrige partier kappes om at være grønnest.

I et – naivt – perspektiv kunne man spørge, hvorfor dog så sur? Hvis det gælder om at redde planeten, er det vel ingen skade til, at Alternativet overhales af andre partier, der vil endnu længere?

Det er her, bogen leverer et knusende billede af, hvad der sket med Alternativet, dets drømme, danse og nye politiske kultur de seneste fem år.

Når Elbæk tager sig til panden på bogens omslag, er det næppe fordi han selv er syg, men hans politiske projekt, hans revolution, er blevet ramt af en virus, som florerer på Christiansborg. Nemlig den virus, der betyder, at rigtig meget er kommet til at handle om meningsmålinger, tv-optrædender og konkurrencen med de øvrige partier. Om form frem for indhold.

”Den grønne gang” kalder de deres gang på Ridebanen, som faktisk er lysegrøn, længst væk fra folketingssalen. Her har Uffe Elbæk og hans partifæller ladet sig pakke ind i et spin af rådgivere og hjælpere, som helt har underlagt partiet de samme mekanismer, som alle andre partier også arbejder efter. Hvorfor er alle journalisterne på nakken af os? Har vi en lige så genial valgplakat som sidst? (Det blev den smeltende isplakat) Skal jeg melde mig som statsministerkandidat, selvom det er helt urealistisk? Får vi 3,2 eller 4,2 procent ved valget? Det første vil være en katastrofe, det sidste tåleligt. Og så videre, og så videre.

Betyder det, at idéen om at føre politik på en helt ny måde var dødsdømt allerede på forhånd? Det ser sådan ud. Revolutioner har det med at spise sine egne børn, og Alternativet som revolution er tæt på at have stillet sulten.

På lørdag har seks kandidater meldt sig til at tage over efter Uffe Elbæk som partileder. Ingen af dem har hans karisma, og uanset hvem det bliver, vil Alternativet komme til at ligne tingets øvrige partier endnu mere, hvis det ellers overlever lederskiftet på længere sigt. Flere af kandidaterne har talt om at trække baglandet tættere på den politiske proces og har mere eller mindre direkte kritiseret topstyringen de forgangne fem år, men vil det bringe den afgørende fornyelse?

Tættest på Uffe Elbæks linje har hans hidtil nærmeste allierede, Rasmus Nordqvist, lagt sig, men selv han kommer til at normalisere partiet, og eksempelvis vil han næppe lade sig udpege til statsministerkandidat, som Elbæk gjorde i valgkampen.

Vinder Josephine Fock, er der lagt op til større medlemsinddragelse, men i praksis vil topstyringen nok fortsætte alligevel, og meget af ”festkulturen” vil blive lagt på is.

Under Theresa Scavenius kan Alternativet ende som en topstyret dansk udgave af De Grønne i vore nabolande, et rent miljøparti, som muligvis bliver endnu mindre kompromissøgende, end det har været hidtil.

Bogen er skæmmet af mindre sproglige og stilistiske fejl – manglende kildeangivelser, skift i tider samt måske upræcise citater. Det sidste er i hvert fald, hvad Alternativets egne presserådgivere har skrevet rundt og advaret avisredaktionerne om, allerede inden bogen udkom. Her blev refereret til videooptagelser, hvor man kan høre Uffe Elbæks faktiske udtalelser, der ikke er helt som angivet i bogen. Rådgivernes reaktion vidner imidlertid i sig selv om, i hvor høj grad det indimellem klaustrofobiske parallelunivers på Christiansborg har bemægtiget sig partiet.

Som vidnesbyrd og forklaringsnøgle til Alternativets udfordringer under en ny ledelse er bogen fremragende. Den giver et subjektivt, men også ufiltreret og grumt billede af, hvor svært det i praksis er at få voldsomt høje idealer til at fungere i virkeligheden. Partiegoistisk vurderet skulle man nok ikke være gået med på ideen, selv om det var modigt gjort.