Alternativet er røget ud af ketchupflasken

I lang tid blev Alternativet ikke taget politisk alvorligt, fordi partiet lå langt under spærregrænsen. Det har ændret sig dramatisk med de seneste dages meningsmålinger. En ketchupflaske-effekt, kalder en forsker det

Alternativet begyndte i går deres landsturné på Grenen i Skagen i regn og rusk.
Alternativet begyndte i går deres landsturné på Grenen i Skagen i regn og rusk. Foto: Henning Bagger.

Partiet Alternativet er rykket højt op på den politiske dagsorden, præcis som Ny Alliance gjorde forud for valget i 2007. En ny måling fra analyseinstituttet Wilke for Morgenavisen Jyllands-Posten giver det 4 procent af stemmerne - på linje med flere andre målinger, der har placeret partiet klart over spærregrænsen de seneste dage.

Der er først og fremmest tale om en protestbevægelse mod den siddende regering.

Det vurderer professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

”Partiet appellerer til den del af venstrefløjen, der ikke opfatter sig selv som en del af den marxistiske fløj. Det er mennesker, der har stemt på De Radikale eller SF, som grundlæggende er antikapitalistiske, og som oven i det politisk korrekte ønsker en meget grønnere politik,” siger han.

”Når partiet nu står til 4 procent efter at have ligget på 1-2 procent i lang tid, er det en ketchupflaske-effekt. Det vil sige, at når man banker i bunden af en flaske et stykke tid, ryger der lige pludselig rigtig meget ud. ”

”Så længe partiet stod klart under spærregrænsen, har mange vælgere ikke tænkt på at stemme på det, men nu, hvor det ser ud til at være muligt for partiet at komme i Folketinget, springer mange vælgere til. Det samme skete for Liberal Alliance, der i lang tid lå til at få 0,0 procent, og først da partiet nåede op over spærregrænsen, strømmede vælgerne til.”

Peter Kurrild-Klitgaard har tidligere analyseret partiformand Uffe Elbæks stemme-afgivning i Folketinget, og her ser man, at siden Uffe Elbæk forlod De Radikale i 2013, har han stemt side om side med Enhedslisten i langt de fleste afstemninger.

Både medier og politiske modstandere har længe undladt at stille Alternativet til regnskab for dets idéer og holdninger, men på det seneste har piben fået en anden lyd. Flere økonomer har fremhævet, at Alternativets politik vil gøre Danmark betragteligt fattigere. Tænketanken Kraka har regnet sig frem til, at ønsket om at sænke arbejdstiden fra 37 timer til 30 timer om ugen over 10 år kan blive meget dyrt. Bruttonationalproduktet vil falde med 270 milliarder kroner, og dermed bliver der færre penge at bruge på velfærd både for den enkelte og for samfundet.

Uffe Elbæk har forsvaret planen med, at nok er der en vis sammenhæng mellem vækst og livskvalitet, men siden 1975 er livskvaliteten ikke steget meget, selvom den økonomiske vækst er fortsat. Og han mener, at man sagtens kan sætte arbejdstiden ned igen uden et tab af velstand, som da arbejdsugen blev nedsat fra 47 timer til 37 timer over nogle årtier.

Forskningschef Kristian Thor Jakobsen fra Kraka, som står bag beregningen af økonomien i en kortere arbejdstid, mener, at Uffe Elbæk har overset en væsentlig ting:

”Han glemmer, at siden 1960'erne er kvinderne i stort tal kommet ud på arbejdsmarkedet. Beskæftigelses-frekvensen er steget, og derfor er kvinderne taget ud af ligningen. Det kan man ikke gøre igen,” siger han.

Forskningschefen erkender, at det er muligt at sætte arbejdstiden ned, eksempelvis i stedet for at øge den økonomiske velstand.”For den enkelte og for Danmark kan det godt være, at det er en god idé. Det kan godt være, at man tillægger det større værdi at få tid til at passe sine børn end at få højere løn, men man skal bare gøre sig klart, at der vil være en pris at betale velstandsmæssigt.

Vi har beregnet det til 270 milliarder kroner i bruttonationalproduktet, og det vil falde i to kasser. Enten vil du og jeg privatøkonomisk få færre forbrugsmuligheder, eller også vil det offentlige forbrug blive mindre.

Det kan eksempelvis betyde, at man må spare på sundheden, på forsvaret, på undervisningen eller noget andet,” siger Kristian Thor Jakobsen.

Han vurderer, at Danmark vil få et velstandsniveau som Frankrig, skønt vurderingen er noget usikker. Usikkerheden handler dog ikke om, hvorvidt BNP falder med 270 eller nul milliarder kroner, snarere om det bliver 200 eller 300 milliarder kroner.

Et åbent spørgsmål er, hvordan for eksempel et betragteligt lavere bruttonationalprodukt vil gå i spænd med ønsket om at omlægge al energiproduktion til vedvarende energi - en meget dyr og krævende omstilling, efter alt hvad eksperterne ved i dag.

Fungerende klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) tror ikke meget på det regnestykke:

”Jeg opfatter det som en fantasiøkonomi, men jeg kan godt lide deres hensigt,” siger han.

”Jeg mener ikke, at vækst og grøn omstilling er modsætninger. Jeg kører selv i en Tesla, en superluksus el-bil, det er en bedre bil, den oser ikke, den er smart, og det er en computer på hjul. Og det er det samme med udviklingen på andre områder. Vindmøller er en bedre teknologi end kul, kraftvarmeværker er smartere end kraftværker alene, og vi har skabt tusindvis af arbejdspladser. Vi behøver ikke at sidde i kolde stuer for at opfylde målet om en bæredygtig miljøpolitik,” siger han.

Det var Uffe Elbæk, som tog initiativet til at danne Alternativet i november 2013, efter at han var gået af som kulturminister, og i september samme år var trådt ud af De Radikale. Partiprogrammet blev siden formet i en ny proces, hvor 700 mennesker deltog i en såkaldt crowdsurfing i politiske værksteder. Som det er blevet beskrevet i dagbladet Politiken, blev partiets skattepolitik for eksempel til på sådan et værksted på Nørrebro i København, hvor der blev leget kluddermor og andre kreative øvelser, der skulle løsne stemningen op.

Det politiske arbejde bærer i høj grad præg af Uffe Elbæks idéer, som de også blev manifesteret i hans tid som rektor for iværksætteruddannelsen Kaospiloterne i Aarhus fra 1991 til 2006. Han kom ind i Aarhus Byråd i 2001 for De Radikale og i Folketinget i 2011.

Peter Thyssen, tidligere rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, havde med egne ord et ”fremragende samarbejde” med Uffe Elbæk, dengang de begge var radikale byrådspolitikere i byen. Han siger om partilederen:

”Der går ikke mange pr. dusin af Uffes type. Han er en person, der har store visioner og idéer, som går på tværs af det, man oplever hos andre mennesker.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Uffe Elbæk til denne artikel, ligesom partiet som det eneste af de opstillingsberettigede ikke har bidraget med svar til Kristeligt Dagblads værditest på www.k.dk.