Prøv avisen

Altid beredt: Ældre mænds brug af potensmidler stiger støt

Potensmidler som Viagra og Cialis bruges i stadig højere grad af ældre mænd. Foto: Heinrich

De ældre mænd er blevet mere tilbøjelige til at gå til lægen og få en recept på potenspiller. Det skyldes, at tabuet om ældres sexliv er brudt, mener ekspert

Ældre mænd forlænger i stigende grad deres sexliv med potensmidler. Det er især piller som Levitra, Viagra og Cialis, som mændene har taget til sig. Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at fra 2007 til 2011 steg salget af potensmidler med 26 procent for mænd over 65 år. I samme periode steg salget kun to procent for mænd i alderen 40 til 64 år.

Herhjemme brugte ældre mænd i 2011 mere end 55 millioner kroner på receptpligtige potensmidler. Dertil skal lægges de ulovligt indkøbte potensmidler på nettet, som der ikke findes tal på.

LÆS OGSÅ: Hvor langt skal man gå for at forlænge sexlivet?

De ældre mænds stigende forbrug af potensmidler skyldes, at det er blevet mere acceptabelt, at man også gerne vil have et aktivt sexliv i alderdommen, siger Jens Højgaard, der er souschef i Ældre Sagen.

De nye ældre er vokset op med den seksuelle frigørelse og legaliseringen af porno i 1960erne og 1970erne. De har derfor et andet syn på seksualitetens rolle, end deres forældre havde, siger Jens Højgaard.

Ifølge ham lever de nye ældre også mere sundt, er aktive og mindre fysisk nedslidte end tidligere. Derfor er nutidens pensionister ofte friskere, mere velfungerende og følger bedre med i udviklingen i samfundet.

LÆS OGSÅ: Ældres medicin gives i blinde

Den øgede sundhed giver de ældre bedre muligheder for at dyrke et aktivt kærligheds- og sexliv. Men ofte mangler de lige den sidste hjælp, siger Jens Højgaard. Og her har de nye potensmidler gjort en forskel, som har gjort det muligt for mange ældre at bevare og udvikle deres sexliv.

Han mener også, at stigningen i forbruget skyldes, at der de seneste år sket er en markant ændring i den måde, som ældres sexliv bliver debatteret på i medierne.

LÆS OGSÅ: Ældre er ikke så ensomme, som vi tror

Flere ældre er åbne omkring at have et sexliv i den tredje alder. Det er ikke på samme måde som tidligere tabubelagt og ualmindeligt at tale om. Og her har potensmidlerne givet nogle muligheder for at forlænge sexlivet, når kroppen med alderen giver sine begrænsninger, siger Jens Højgaard.

I 2011 benyttede mere end 25.000 mænd over 65 år en recept til at købe potensmidler. Og det tal, mener Jens Højgaard, vil stige yderligere de kommende år.

Det hænger også sammen med, at mændene ikke i samme grad skammer sig over at gå til lægen med rejsnings-besvær, siger sexolog Marianne Egense, der driver Center for Sex og Samliv.

Mange mænd har efterhånden erkendt, at problemer med potensen er en naturlig del af det at blive ældre. Og her har det tidligere været en stor barriere at skulle gå til lægen og have en uddybende samtale om det, siger hun.

Ifølge Marianne Egense er det kun naturligt, at salget af potensmidler stiger i kraft af, at mænd er blevet bedre til at gå til lægen med deres impotens, og fordi antallet af ældre stiger i Danmark.