En dag for fire år siden sad Amalie Mellin i klasselokalet på fysioterapeut-uddannelsen i Odense og blev bevidst om, at hun ikke kunne høre underviseren på grund af den indre larm, hun hørte i sine ører. Efter en tur til læge og på høreklinik stod det klart, at hun har pådraget sig tinnitus, der høres som en høj hyletone i det ene øre og en dyb rungen i det andet. Hørelsen på hendes højre øre er desuden nedsat, så hun har svært ved at høre dybe lyde.
”Jeg havde på det tidspunkt arbejdet i et par år som bartender på et diskotek og stået i høj musik i mange timer. Jeg havde ingen ørepropper til at beskytte mig, og der var først, da problemet var opstået, at jeg på arbejdet fik at vide, at de havde nogle ørepropper, jeg kunne bruge,” fortæller Amalie Mellin.
I dag er hun 29 år og arbejder som fysioterapeut. Hun er for længst færdig med torsdag, fredag og lørdag aften og nat at tilbringe syv-otte timer i træk med at lange drinks over disken til odenseanske diskoteksgæster i et lydniveau, der er så højt, at man ikke kan høre, hvad man selv tænker, som hun formulerer det. Men hendes tinnitus gør, at effekten af studiejobbet kan høres endnu, Hun har kæmpet for at få sine skader anerkendt som arbejdsskade, hvilket ikke er lykkedes.
”Jeg synes, der er for lidt opmærksomhed på, hvor høj musik man kan blive udsat for. I skemaet til Arbejdsskadestyrelsen er det angivet, at jeg er blevet udsat for larm over 95 decibel, og min tillidsrepræsentant målte det til 100-110 decibel. Det tilrådes, at man højst udsættes for 85 deceibel i otte timer. Jeg tror, lydniveauet skal ligge så urimeligt højt for at gøre det umuligt at tale sammen, så man danser og drikker i stedet,” siger Amalie Mellin.
Hun er utilfreds med, at hendes arbejdsgiver engang spurgte til, hvordan hun havde det med at medvirke til, at folk drak sig meget fulde, men ingen talte nogensinde om det farlige ved det høje lydniveau. Dog fik hun instruks om at skrue op for musikken, hvis hun selv havde taget initiativ til at dæmpe den lidt.
”Set i bakspejlet burde jeg nok selv have tænkt over det. Der var nogle gange, jeg kom hjem fra baren og hørte en larm i mit hoved som efter en koncert. Men jeg tænkte ikke mere over det før den dag i klasselokalet,” fortæller Amalie Mellin.
I dag er hun både blevet bedre til at passe på sine ører og har fået hjælpemidler, som kan være med til at kompensere for de skader, der er sket. En såkaldt tinnitus-maske udsender hvid støj i hendes ører, som afleder de generende indre lyde. Hun spiller i en fodboldklub, men ofte har hun gode musiker-ørepropper på i klubhuset, for selvom larmen dér er mindre end på et diskotek, kan den genere Amalie, der er lydfølsom. Ved at bruge ørepropper kan hun fortsat have et socialt liv i stedet for altid bare at gå hjem for at få ro. Såkaldte inear-hovedtelefoner bruger hun ikke mere, men hun kan stadig nyde at lytte til musik.
”Musik har altid haft stor betydning for mig, og jeg kan lide at gå til koncert, Men jeg har aldrig været én af dem, der skulle stå helt oppe ved højttalerne og smadre min hørelse, og jeg undrer mig ofte over, at lydniveauet behøver være så højt,” siger Amalie Mellin.
Når hun går i byen eller til koncert og folk spørger, hvorfor hun bruger ørepropper, prøver hun at gøre andre det begribeligt, hvad der er sket for hende. Hun fortæller også om, hvor meget lyd der er sådan et sted, og råder sine venner og samtalepartnere til at passe på deres hørelse. Det hørelse, man mister, får man ikke igen.
”Nogle dage er værre end andre for mig, men mit held er, at jeg rimeligt godt kan passe mit arbejde og kompensere for mine høreproblemer. Jeg synes, jeg har fået god hjælp på høreklinikken, hvor jeg stadig går til kontrol hvert år. Min frygt har været, at jeg helt ville miste hørelsen og skulle rende rundt i tinnitus-larm resten af livet,” siger Amalie Mellin.