Han er lidt oppe at køre, det indrømmer Klaus Thorsen straks, mens ordene vælter ud af ham.
Han er lige kommet ind ad døren efter at have tilbragt hele dagen med at grave i jorden ved en gammel gravplads på Bornholm.
Jeg fandt 30 perler fra en kæde, der formentlig er fra 600-tallet. Jeg bliver helt høj af at tænke på, hvem ejeren var, hvordan hun levede og hvilke tanker, de pårørende gjorde sig, da de lagde perlerne i hendes grav. Det er præcis håbet om at opnå denne følelse af spænding og eufori, der er min drivkraft, siger han.
LÆS OGSÅ: Museumsfolk frygter, at kulturarv ender på det sorte marked
47-årige Klaus Thorsen er formand for De Bornholmske Amatørarkæologer, en forening med 70 medlemmer, hvoraf cirka de 20 leder efter skatte og danefæ med en metaldetektor.
I mange år har Bornholm været toneangivende på dette område af arkæologien, men de seneste par år er interessen nærmest eksploderet over hele landet, fortæller han.
Årsagerne kan være mange, men det er formentlig primært en kombination af nogle spektakulære fund de senere år, som har fået stor medieopmærksomhed, og så at internettet har gjort det langt nemmere at dele og diskutere fundene med ligesindede.
Da jeg i foråret 1989 købte min første detektor, var vi kun ganske få, der gik rundt på markerne, og vi blev betragtet som nørdede skattejægere, der ville ødelægge arkæologien. I dag får jeg rygklap oppe i brugsen, når jeg har været i fjernsynet med et nyt fund, og jeg får faglig anerkendelse fra andre findere på nettet og fra de museumsfolk, jeg arbejder tæt sammen med. Og det er altså stort, når man som jeg ikke var god i skolen, og jeg havde aldrig regnet med at skulle føle den stolthed, jeg føler i dag over det, jeg kan med detektoren, siger Klaus Thorsen.
Mange findere er som ham selv uden længere uddannelse, fortæller han. Men der er også læger, tandlæger og alle tænkelige faggrupper. En hel del har tidligere fisket som hobby, men synes at detektoren er sjovere. Der er ganske få unge, lidt flere ældre, mens de fleste er midaldrende og næsten udelukkende mænd.
Mange er formentlig drevet af en gammel jægermentalitet, tror Klaus Thorsen, altså glæden ved at drage ud og måske vende hjem med noget.
For enkelte handler det dog først og fremmest om penge. Regulære skattejægere er dog ugleset i miljøet. De graver kun efter at finde den store gevinst, og den kan være ganske reel.
Der bliver således udbetalt knap halvanden million om året i såkaldt danefægodtgørelse, hvoraf et enkelt fund godt kan blive takseret til flere hundredtusinde kroner. Beløbet udregnes efter fundets metalværdi plus en findeløn, der er afgjort af, hvor sjælden genstanden er. Og beløbet er som regel højere, end hvad man kunne forvente at få på en auktion. Det skal holde folk fra at beholde fundene selv eller sælge dem videre, sådan som det er tilfældet i mange andre lande, der ikke bruger findeløn eller har en lov tilsvarende danefæ, der siger, at alle fund tilhører staten.
For Klaus Thorsen har findelønnen aldrig været en faktor, selvom han efterhånden har fundet hele 16 skatte og derfor godt kunne ligne en skattejæger. De perler, han fandt i dag, er eksempelvis intet værd, men han bliver ikke mindre begejstret over fundet af den grund.
For det er også selve følelsen af at være en del af noget større, der betyder noget for ham og de andre findere. Det er muligheden for at hjælpe de professionelle arkæologer med at kortlægge vores fortid, og det er chancen for selv at blive en del af historiebøgerne som ham, der fandt skatten.
I slutningen af 1980erne var der på forsiden af Skalk (et populærvidenskabeligt tidsskrift om arkæologi og historie, red.) en tegning af Djævelen med en metaldetektor i hånden. Det har fanden skabt, lød overskriften, men sådan er det ikke gået, for vi amatører går mindst lige så meget op i at passe godt på fundene som de professionelle. For mig er det ikke længere en hobby, det er en livsstil. Det er det, jeg er. Og jeg glæder mig allerede, til jeg skal ud igen.