Det ligner et columbusæg for S-regeringen og Venstre.
Ifølge Altinget.dk og TV 2 bliver tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) udnævnt til ambassadør med den særlige opgave at sikre Danmark en plads i FN’s sikkerhedsråd i 2025-2026. En plads, som Danmark senest havde i 2005-2006. Udnævnelsen ventes i dag eller en af de nærmeste dage.
Han bliver dermed regeringens første, politisk udnævnte ambassadør, men han kommer ikke som andre ambassadører til at repræsentere Danmark i et enkelt land, og stillingen vil være tidsbegrænset til tre år.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har fra regeringens første dag forsøgt at styrke den politiske magt over embedsapparatet, og den tegning passer politisk udpegede ambassadører helt ind i. Samtidig giver regeringen Venstre en gylden mulighed for at slå knude på den magtkamp, der har plaget partiet siden formandsopgøret i 2014 mellem Kristian Jensen og tidligere statsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen. Kristian Jensen forlader folketingsgruppen, og med Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs tidligere exit fra Venstre får partiformand Jakob Ellemann-Jensen i hvert fald i en periode mere arbejdsro.
Den politiske udnævnelse er kontroversiel. Den har provokeret Udenrigsministeriets embedsmænd og deres faglige organisation, DJØF, voldsomt, siden Berlingske i fredags kunne fortælle, at regeringen hurtigt, diskret og rent administrativt ville indføre muligheden for politisk at udpege diplomater.
Udenrigsminister Jeppe Kofod understreger over for avisen, at muligheden kun skal bruges i helt særlige tilfælde. Ambassadører skal normalt fortsat udnævnes blandt partineutrale embedsmænd i udenrigstjenesten.
Det første ”helt særlige tilfælde” viser sig altså at være Kristian Jensen.
Det kan synes naturstridigt, at Socialdemokratiet skulle hjælpe sin hovedmodstander, Venstre, med at skaffe Kristian Jensen en fin post uden for Christiansborg, men det giver alligevel god mening. For det første gør Socialdemokratiet det sværere at kritisere idéen for at være ren nepotisme, hvor man alene vil ansætte partikammerater fra egne rækker.
For det andet har Socialdemokratiet og Venstre en fælles interesse i at kunne udstyre tidligere toppolitikere med meningsfulde retræteposter. At det kan være inden for diplomatiet er langtfra nogen ny tanke. Eksempelvis har generalkonsulen i Flensborg ofte været en politiker. Det har blandt andre været tidligere kirkeminister Arne Fog Pedersen (V), tidligere kirke- og grønlandsminister Jørgen Peder Hansen (S) og tidligere justitsminister og formand for Folketinget H.P. Clausen (K).
Lars Løkke Rasmussen fik som statsminister i 2011 udnævnt fem tidligere ministre fra Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative som såkaldte eksportambassadører. De nåede dog knap at komme i gang, før Helle Thorning-Schmidt (S) overtog regeringsansvaret og afskaffede ordningen igen efter et halvt år.
I praksis er det store problem med politisk udpegede diplomater på den udenrigspolitiske scene, at de let kan ende i interne stridigheder med karriereambassadørerne. I forvejen er den danske udenrigstjeneste gennem mange år blevet beskåret, så den i dag er væsentligt mindre end tilsvarende tjenester i nabolande. Der er med andre ord rift om posterne, og derfor provokerer det embedsstanden, hvis regeringen i højere grad vil udpege politikere til de opgaver.
Under den kamp ligger selve spørgsmålet om, hvad der tjener Danmarks interesser bedst. I nogle lande som for eksempel USA skiftes alle ambassadører ud, når den politiske magt skifter hænder, men det system er det stadig svært at finde fortalere for herhjemme. De fleste embedsmænd og politikere er enige om, at rekrutteringsgrundlaget for diplomater i et lille land som Danmark simpelt hen er for smalt til, at det generelt ville være en god idé.
Politisk uafhængige diplomater kan arbejde mere langsigtet på at tjene danske handels- og sikkerhedsinteresser, end politisk udnævnte diplomater ville kunne.
Til gengæld kan for eksempel tidligere ministre trække på det netværk, de har opbygget som ministre. På nogle punkter kan de også være ”frækkere” end embedsmændene og have en mere direkte kontakt til andre landes topledere.
Så politisk udpegede ambassadører, der skal løse meget specifikke opgaver på tværs af landegrænser kan give god mening. Hvorimod en generel politisk rekruttering af ambassadører næppe kommer på tale i overskuelig fremtid.