Amnesty foreslår at afkriminalisere prostitution

Amnesty International får skarp kritik for overvejelser om at tillade prostitution. I lande, hvor prostitution er kriminaliseret, har man i stigende grad dokumenteret fysiske overgreb, lyder det fra dansk vicegeneralsekretær

”I lande, hvor prostitution er kriminaliseret, har vi i stigende grad kunnet dokumentere fysiske overgreb, der ofte begås med total straffrihed. I nogle lande konfiskerer politiet kondomer, og prostituerede møder begrænsede muligheder for at blive hiv-testet,” siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International Danmark.

”Med venlig hilsen.. Emily Blunt, Lena Dunham, Anne Hathaway, Meryl Streep..”

Sådan lyder et par af signaturerne på et brev, som ovenstående kendte skuespillere sammen med blandt andet mange andre kendisser og organisationer har skrevet under på og adresseret til menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

Begrundelsen er, at Amnesty International overvejer afkriminalisering af prostitution, og i næste uge vil organisationen mødes i Dublin for at nå til enighed om en holdning.

Det har fået både kendte og kvinderettighedsorganisationer op af stolene og fået dem til at rette henvendelse til Amnesty International. Heriblandt den amerikanske velgørenhedsorganisation Coalition Against Trafficking in Women (sammenslutningen mod kvindehandel).

”Det er meget foruroligende, at en menneskerettighedsorganisation vil tage parti med alfonser og sexkøbere snarere end kvinder uden rettigheder, som udnyttes i sexhandel,” siger Taina Bien-Aimé, der er administrerende direktør i organisationen, til den engelske avis The Independent.

Problemstillingen er blevet diskuteret i Amnesty International de seneste par år. Det skyldes blandt andet, at undersøgelser fra FN's aids-organisationer viser, at adgangen til prævention og andre sundhedsydelser er stærkt begrænset i de lande, hvor prostitution er kriminaliseret, forklarer Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International Danmark.

Hertil kommer, at kriminalisering betyder, at mennesker, der sælger sex, er mere udsat for vold og seksuelle overgreb, men har langt sværere ved at opnå beskyttelse fra politiet.

”I lande, hvor prostitution er kriminaliseret, har vi i stigende grad kunnet dokumentere fysiske overgreb, der ofte begås med total straffrihed. I nogle lande konfiskerer politiet kondomer, og prostituerede møder begrænsede muligheder for at blive hiv-testet,” siger Trine Christensen.

Hun forklarer, at Amnesty herhjemme har været i kontakt med en række organisationer for at indsamle erfaringer med vores lovgivning på området, siden Folketinget i 1999 vedtog at afkriminalisere prostitution i Danmark.

”Vi har kunnet konstatere, at der er krænkelser, man ikke ser på samme måde herhjemme, men som eksisterer i Thailand og USA. Dermed ikke sagt, at der ikke er en udsat gruppe, som oplever overgreb, men i Danmark er der trods alt et netværk af sociale ydelser, som fungerer meget bedre,” siger Trine Christensen.

Hun forklarer, at der internt i Amnesty International er brug for at få en fælles tilgang og holdning til området, som lokale afdelinger af Amnesty kan støtte sig op ad i lande, hvor det er et stort problem, eksempelvis i Thailand og Nigeria.

Når organisationens internationale repræsentanter mødes i næste uge, vil de naturligvis tage brevet til efterretning, men Trine Christensen understreger samtidig, at afsendernes argumenter allerede er blevet vendt internt i organisationen.

”For os har det været vigtigt at få talt med et bredt udsnit af interessenter med erfaring og viden om området. Det gælder personer, der har forladt sexindustrien, dem, der stadig er der, og forskellige organisationer, der beskæftiger sig med emnet. Meryl Streeps input er ikke vigtigere end så mange andres, men selvfølgelig er det vigtigt for os at hente erfaringer, inden vi træffer en beslutning.”

Niels Jul Nielsen er lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i prostitution.

Han forklarer, at debatten om afkriminalisering af prostitution i nogle år har bevæget sig i den svenske retning, hvor det ikke er ulovligt at sælge sex, men ulovligt at købe sex. Men nu er der ved at ske et holdningsskifte, fordi vi i høj grad aftabuiserer sexindustrien.

”Mange prostituerede er de seneste år stået frem og har givet deres egen mening til kende. I nullerne var debatten meget polariseret, men den er blevet justeret af, at nogle prostituerede selv går ind for en afkriminalisering,” siger Niels Jul Nielsen, som blandt andet henviser til de mange tv-programmer, der har sat fokus på emnet, og som betyder, at mange ikke længere opfatter afkriminalisering som et frikort til at udnytte kvinder.

”Samtidig virker det for mange logisk, at man ikke kan kriminalisere, at to voksne indgår i en seksuel ydelse, så længe det ikke indebærer mindreårige eller undertrykkelse af den ene part.”