Analyse: Den hemmelige giftpil sidder fast

Socialdemokraterne vil gerne lægge sagen om bogen Den hemmelige socialdemokrat bag sig, men det er lettere sagt end gjort. Mistillid er en giftpil med modhager i enhver folketingsgruppe

Flere socialdemokratiske politikere afviser noget som helst kendskab til bogen "Den hemmelige socialdemokrat",          som er skrevet af en anonym forfatter, der angiveligt er et aktivt medlem i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Her ses bogen i boghandelen mandag 10. februar 2014.
Flere socialdemokratiske politikere afviser noget som helst kendskab til bogen "Den hemmelige socialdemokrat", som er skrevet af en anonym forfatter, der angiveligt er et aktivt medlem i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Her ses bogen i boghandelen mandag 10. februar 2014. Foto: Mads Nissen/ Denmark.

Var der én ting, den socialdemokratiske folketingsgruppe i går kunne samles om, var det at fordømme den anonyme forfatter til Den hemmelige socialdemokrat. Bogen beskriver de interne magtkampe hos Socialdemokraterne de senere år og blander angiveligt fakta og fiktion.

Fra partiledelsen var den enstemmige besked, at man vil lægge sagen bag sig og komme videre, da det ikke lykkedes at afsløre forfatteren.

Ifølge forlaget PeoplesPress er vedkommende et socialdemokratisk folketingsmedlem med flere års anciennitet. Det sætter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) dog spørgsmålstegn ved.

Vi aner ikke, hvem det er. Det kan være, at det ikke engang er nogen fra folketingsgruppen. Det betyder ikke noget for os, og jeg har tænkt mig at tage præcis de samme debatter i gruppen, som jeg hele tiden har gjort, sagde Thorning-Schmidt efter gruppemødet.

LÆS OGSÅ: Den væmmelige socialdemokrat

Andre folketingsmedlemmer var knapt så tvivlende. Benny Engelbrecht (S) fik forklaret, at han gerne ville tale direkte med forfatteren selv, men det kunne ikke lade sig gøre, da vedkommende ikke var med på mødet. En udtalelse, som indsnævrer gruppen af mistænkte til fem, idet 42 af de 47 medlemmer var til stede.

Men også en udtalelse, som illustrerer, hvor svært det i praksis er at lægge sagen bag sig, hvor gerne man end vil. Giftpilen har modhager, og den sidder godt fast.

Et nøgleord for politisk arbejde er tillid. Selvom alle folketingsmedlemmer er konkurrenter og kæmper indbyrdes om både mandater, ordfører- og ministerposter, er de samtidig kolleger.

Det politiske arbejde kan ikke fungere, hvis ikke der er et lukket rum, hvor politikerne kan tale frit netop som kolleger uden at skulle tænke på, om deres udtalelser en dag pludselig bliver citeret anonymt i en bog.

Tidligere formand for Folketinget og for Venstres folketingsgruppe, Christian Mejdahl, skriver i en ny bog om det politiske arbejde i Folketinget, Mødet er åbnet, at gensidig tillid er en afgørende grundsætning. Den politiske samarbejdspartner partifælle eller ikke der svigter en indgået aftale, vil man jo altid være forbeholden over for, skriver han.

I den aktuelle sag er det endnu værre, fordi partiledelsen i hvert fald ikke officielt ved, hvem der har svigtet. Forfatteren kan være et folketingsmedlem, som sidder langt væk fra ministertaburetterne, og så er skaden nok overskuelig, men det kan også være en politiker fra den socialdemokratiske inderkreds. I så fald er jorden gødet for yderligere mistænksomhed, fløjdannelser og konspirationer på lidt længere sigt.

Intern uro og mistillid kan lamme et stort regeringspartis manøvremuligheder. Uden sammenligning i øvrigt gik VK-regeringen nærmest i stå i de uger, hvor det i foråret 2009 føg med rygter om, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var på vej til jobbet som generalsekretær for Nato.

Det, der gør Den hemmelige socialdemokrat særlig alvorlig, er, at Socialdemokraterne i forvejen står svagt. Taber man regeringsmagten ved næste valg, kan Helle Thorning-Schmidt næppe overleve som partileder, og så ligger vejen åben for en ny blodig magtkamp.

I den situation har man brug for alt andet end den gensidige mistillid, som en anonym sladderbog kan have skabt.