Analyse: Derfor døde trængselsringen

Regeringen står forpjusket tilbage efter et alt for langt opgør med trængselsringen, men gevinsten er, at regeringen omsider kan koncentrere sig om de store reformer om førtidspension og arbejdsmarked

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fik i går mange spørgsmål om trængselsringen på sit ugentlige pressemøde.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fik i går mange spørgsmål om trængselsringen på sit ugentlige pressemøde. . Foto: Keld Navntoft.

Der er i grunden kun én forklaring på, at S-R-SF-regeringen i går måtte opgive den såkaldte trængselsring omkring København. Nemlig at man ikke længere kan tælle til 90.

Der skal 90 mandater til et flertal i Folketinget, og det flertal er blevet væk. Det var der ellers, da regeringen skrev sit regeringsgrundlag Et Danmark der står sammen i oktober, men Radikale Venstre har aldrig taget idéen om en trængselsring til sig, og internt blandt Socialdemokraterne er modstanden mod ringen vokset uge for uge.

LÆS OGSÅ: Eventyret om Ringen

Regeringen har været under et stort ydre pres, både fra socialdemokratiske borgmestre, fra fagforeninger og fra eksperter, som har fortalt, at ringen ikke ville være særlig effektiv i forhold til miljøet og trængslen, hvis ikke der blev investeret meget mere i den kollektive trafik.

Hertil kom så den næsten farceagtige udvikling i debatten om økonomien. Det begyndte med, at S og SF i deres fælles udspil, Fair Løsning, fortalte, at ringen kunne indbringe to milliarder kroner om året, og de to milliarder kroner blev taget med ind i regeringsgrundlaget. Tallet var baseret på en rapport fra Det Økonomiske Råd, vismændene, der imidlertid regnede med dobbelt så høje takster, som de to partier brugte i deres udspil.

Da det kom frem, at de to partier havde regnet helt forkert, faldt idéen fra hinanden. Socialdemokraterne ville ikke længere lægge ryg til den vistnok meget upopulære ring, når den kun kunne indbringe 700-800 millioner kroner. Det var for lidt til for alvor at sænke billetpriserne i den offentlige transport, og Socialdemokraterne (og Radikale Venstre) ville i øvrigt hellere bruge pengene på investeringer i bedre offentlig transport.

Helt grundlæggende kunne statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) have valgt alligevel at stå ved regeringsgrundlaget trods de forkerte tal og gennemtrumfe trængselsringen, som den var aftalt med SF i efteråret. Hvis den politiske vilje havde været der, kunne man selvfølgelig have gjort det.

Nu har statsministeren vurderet, at den politiske pris for Socialdemokraterne ved det kommende kommunalvalg ville blive for høj, og derfor er ringen opgivet. Efter hvad der var oplyst i aftes, vil regeringen i stedet finde mindre end en milliard kroner til at sænke billetpriserne på offentlig transport, så SF alligevel kan opfylde i hvert fald noget af valgløftet om lavere takster. Det kan ske ved blandt andet at hæve bøderne for overtrædelser af færdselsloven.

Der bliver desuden nedsat en kommission, som skal undersøge muligheden for at indføre såkaldt roadpricing, hvor alle bilister betaler et beløb for hver kilometer, de kører. Et sådant system skulle kunne gøres intelligent, så prisen på eksempelvis københavnske indfaldsveje bliver højere end på landeveje, men det ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Den rigtig gode løsning præsenteres i dag, fortalte Helle Thorning-schmidt i går, endnu inden aftalen var færdig. Regeringen har stadig brug for Enhedslisten for at få flertal, og det parti ønsker fortsat en løsning, der reelt mindsker trængselsproblemer og forbedrer miljøet.

Derfor er sagen ikke på plads endnu, og regeringen står forpjusket tilbage efter et forløb, der har været alt for kaotisk og alt for langt. På lidt længere sigt kan gevinsten være, at man trods alt nu kan koncentrere sig om de meget store reformer af velfærdssamfundet vedrørende blandt andet førtidspension og arbejdsmarked.

Men det interne samarbejdsklima mellem regeringspartierne har fået et alvorligt knæk.