Kvæstelserne begyndte allerede i det sorte tårn. Socialdemokraterne, SF og De Radikale skulle for godt to år siden danne regering, og i regeringsgrundlaget kom blandt andet til at stå, at udgangspunktet er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.
Et solidt, radikalt fingeraftryk og et klart opgør med Socialdemokraternes og SFs fælles valgoplæg, Fair Løsning og Fair Forandring.
Siden er det kun blevet værre for SF. Den højt profilerede betalingsring om København måtte opgives, der blev ingen kvoter for antallet af kvinder i bestyrelser, og regeringen har ført en økonomisk politik, som ligger et pænt stykke fra de folkesocialistiske idealer.
LÆS OGSÅ: Vilhelmsen red stormen af. Bødskov forliste
I går trak udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sig så fra sin post og fra dansk politik. Alvorlig sygdom gjorde det umuligt for ham at fortsætte i det krævende job, og regeringen står nu over for en større ministerrokade, hvor også justitsministeriet skal have ny chef, efter at Morten Bødskov (S) i onsdags blev tvunget til at træde tilbage.
Villy Søvndals exit markerer en milepæl for SF. Det var om nogen ham, der gik i spidsen for det eksperiment, der for første gang skulle bringe venstrefløjspartiet i regering. Sammen med et hold af yngre SFere, ikke mindst kampagnechef og senere skatteminister Thor Möger Pedersen, satte han sig for at reformere sit parti.
Selvom der var murren i krogene, red Villy Søvndal i begyndelsen på en bølge af popularitet. Den bølge rider Enhedslisten på i dag.
Efter at Astrid Krag (SF) for et år siden tabte formandsvalget til Annette Vilhelmsen, har næsten hele børnebanden af yngre SFere skiftet partikort til Socialdemokraterne. Taber SF næste valg, vil der være en vis logik i, at i hvert fald Astrid Krag følger sine tidligere nære allierede over til Socialdemokraterne.
LÆS OGSÅ: Regeringens tvivlsomme krise
Partiformand og socialminister Annette Vilhelmsen fik i går en næse af Folketingets Socialudvalg for sin håndtering af sagen om støtte til projektet Stemmer på Kanten. Næser bliver hurtigt glemt af vælgerne, men Annette Vilhelmsens centrale problem er fortsat, at hun ikke har kunnet løfte eller profilere sit parti.
I dag bliver der rokeret rundt på ministerposterne, og i aftes forlød det, at hendes nærmeste støtte, skatteminister Holger K. Nielsen, kunne blive ny udenrigsminister.
Det er en prestigefyldt post, men den giver ikke et parti som SF de store muligheder for profilering. Lige siden Anders Fogh Rasmussens (V) tid som statsminister har den udenrigspolitiske kurs i høj grad været bestemt i Statsministeriet, og den nuværende statsminister har ingen interesse i at dreje udenrigspolitikken til venstre.
Det kom for eksempel klart frem, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i august erklærede sig parat til at støtte et militært indgreb i Syrien, endnu inden det stod klart, om USA og Storbritannien ville tage det skridt. Villy Søvndal måtte bakke sin statsminister op, selvom det igen gjorde ondt i SFs bagland.
Ligesom det meste har gjort ondt på SF de seneste to år. Der har været enkelte lyspunkter. En togplan til 27 milliarder kroner. En lidt lempeligere udlændingepolitik. Flere penge til miljøet. Et farvel til de såkaldte fattigdomsydelser. Men gevinsterne har langtfra kunnet tilfredsstille vælgernes forventninger.
Alligevel er SF nødt til at holde fast i regeringseksperimentet frem til næste valg. Skulle de nuværende regeringspartier imod de aktuelle meningsmålinger genvinde flertallet, synes det dog udelukket, at SF fortsætter som regeringsparti. Langt mere sandsynligt er det, at det så genfinder sin gamle, trygge rolle som støtteparti for en socialdemokratisk mindretalsregering.
Venstrefløjen i Danmark har det svært med magt, og læren af Villy Søvndals eksperiment er, at det ikke lykkedes. Samt at det vil vare længe, før nogen tør gentage det.