Analyse: Nyrup maner finanskrisens djævlebillede frem

Salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er kritisk for både SF og Socialdemokraterne. Og finansminister Bjarne Corydon (S) er på en umulig mission, når han vil retfærddiggøre salget over for den socialdemokratiske kernevælger

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er om nogen blevet synonym med grådighed og samvittighedsløs spekulation, og et salg af dele af DONG til en af hovedaktørerne bag finanskrisen er helligbrøde for rigtige socialdemokrater. –
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er om nogen blevet synonym med grådighed og samvittighedsløs spekulation, og et salg af dele af DONG til en af hovedaktørerne bag finanskrisen er helligbrøde for rigtige socialdemokrater. –. Foto: .

Jamen, hvordan kunne han dog gøre det?

Hvordan kunne tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) få sig selv til i dagbladet Politiken i går at kalde salget af dele af energiselskabet DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs for intet mindre end en katastrofe?

Havde han håbet at få det aflyst i sidste øjeblik? I så fald et håbløst projekt. Som hovedaktionær har staten sat sig for at skaffe ny kapital, omkring 11 milliarder kroner, til DONG for at kunne fortsætte investeringerne i havvindmøller. Energiselskabet har lidt store tab de seneste år, fordi priserne på gas er raslet ned, og derfor har selskabet brug for nye penge.

Goldman Sachs bidrager med 8 milliarder kroner, mens de danske pensionsselskaber ATP og PFA tilsammen kommer med tre milliarder kroner. Den amerikanske investeringsbank får 19 procent af aktierne og har sikret sig en mindretalsbeskyttelse i form af en vetoret, så man for eksempel ikke kan skifte bestyrelsesformand i DONG uden Goldman Sachs accept.

LÆS OGSÅ: Krisen var alles og ingens skyld

Det sidste er noget af det, Poul Nyrup Rasmussen har set sig gal på. Han synes, at det mest betænkelige netop er den vetoret. Men også at prisen er for lav, og at man ikke skulle sælge til en anløben investor, som han udtrykker det.

Nyrup har som tidligere medlem af Europa-Parlamentet brugt 10 år på sin kamp mod grådige kapitalfonde, der efter hans mening har haft alt for frit spil. Netop derfor er udtrykket en anløben investor også som en giftpil ind i det socialdemokratiske hjerte.

Goldman Sachs er om nogen blevet synonym med grådighed og samvittighedsløs spekulation. I store dele af det amerikanske samfund betragter man stadig investeringsbankerne som hovedansvarlige for finanskrisen, der begyndte i 2008 efter den økonomiske boble. Man forstår ikke, at bankerne er sluppet relativt billigt ud af nedturen og nu igen skovler penge ind, mens almindelige mennesker fortsat slås med tvangsauktioner, arbejdsløshed og andre konsekvenser af overbelåning og dårlige lån.

Det er den klangbund, Nyrup spiller på. Opfattelsen af Goldman Sachs som finanskrisens udtrykte djævlebillede er det let at få danske socialdemokrater og SFere til at skrive under på.

Finansminister Bjarne Corydon (S) kunne formentlig have solgt dele af DONG langt billigere uden at møde den mindste kritik fra sit bagland hvis han bare havde solgt til nogle andre end Goldman Sachs.

Prisen og de indviklede salgsbetingelser er alligevel umulige at gennemskue for langt de fleste. Derimod er det let at forholde sig til en grådig, amerikansk bank som et fjendebillede.

Corydon har forsøgt at forsvare salget i et brev til baglandet, hvor han forklarer, at staten har fået det bedste tilbud fra investeringsbankerne og de danske pensionskasser. Både han og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser, at staten bare kunne skyde de manglende milliarder ind i DONG. Der er nemlig en risiko ved investeringen, og den risiko bør man dele med private investorer, lyder ræsonnementet.

Måske er det økonomisk set fornuftigt nok, men politisk er det ikke holdbart. DONG er en energivirksomhed, der udspringer af andelsbevægelsen. Et af de ypperligste eksempler på, at når arbejder og bonde gik sammen om at oprette elværker, kunne man opnå en både billig og sikker forsyning af strøm til alle borgere, høj som lav.

At sælge blot et hjørne af et sådant klenodie til en investeringsbank, hvis eneste mål er at skabe profit, eventuelt ved at sælge aktierne videre om nogle få år, er helligbrøde for rigtige socialdemokrater. Endnu værre er det, at det selskab, der kan score fortjenesten, har hjemme på Cayman Island. Øen, hvor man ofte placerer selskaber, hvis man gerne vil undgå at betale skat.

At det er uspiseligt for gamle socialdemokrater, har Dansk Folkeparti fået øje på, og derfor forsøger partiet nu at nedlægge veto mod salget, uagtet at det har været involveret og orienteret om det helt fra begyndelsen.

DF mener at kunne nedlægge veto, fordi partiet er en del af det brede energiforlig fra 2012. Bjarne Corydon har dog ikke tænkt sig at lade sig stoppe af DFs holdningsskifte, og for de borgerlige partier bliver det svært at modsætte sig en delvis privatisering af DONG, som de selv har ønsket i årevis.

Folketingets finansudvalg skal formelt godkende salget på torsdag, og det synes utænkeligt, at det skulle blive stoppet, fordi Poul Nyrup Rasmussen kalder det en katastrofe.

Han opnår kun, at det socialdemokratiske dilemma ved handlen nu er blæst ud til alle afkroge af landet. Plus at enkelte måske vil erindre, at han selv som statsminister i 1990erne var med til at privatisere Københavns Lufthavne og Tele Danmark, hvoraf det sidste blev solgt fuldt og helt til en amerikansk kapitalfond.

De oplysninger delte Cory-dons støtter på Christiansborg i går venligt ud af til mediefolk, der skulle have glemt historien. Som de fremhævede: Nyrup solgte TDC helt, mens Bjarne Corydon trods alt kun sælger 19 procent af DONG til Goldman Sachs. Staten bevarer med 56 procent af aktiekapitalen fortsat fuld kontrol med energiselskabet.

Den slags teknikaliteter er det bare svært at slå igennem med over for vælgerne.