Prøv avisen

Analyse: Politiske bobler har det med at revne

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører, kunne ved partiets valgfest med tilfredshed konstatere, at antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer er øget fra 16 til 119. Men spørgsmålet er, om de mange nye og uprøvede lokalpolitikere får indflydelse i byrådssalene. – Foto: Linda Kastrup/.

Enhedslisten vil kun få meget begrænset politisk indflydelse ud af sin valgsejr. Men fremgangen kan lægge yderligere sten i vejen for de aktuelle finanslovsforhandlinger

Så oplevede Danmark sin fjerde store politiske boble siden 2005.

Først var det De Radikale, som ved folketingsvalget i 2005 fordoblede deres mandattal til 17. I 2007 blev Ny Alliance skabt på en kortvarig bølge af vælgerbegejstring, og ved kommunal- og regionsvalget i 2009 toppede SF med 14,5 procent af stemmerne, båret frem af den såkaldte Villy-effekt.

Den havde mildt sagt fortaget sig ved de lokale valg i tirsdags. I stedet buldrede Enhedslisten ind i landets regioner og kommunalbestyrelser, særligt udtalt i de store byer. På landsplan har partiet tredoblet tilslutningen fra 2,3 procent til 6,9 procent, og antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer blev forøget fra 16 til 119, primært på bekostning af SF, der fik et katastrofalt dårligt valg.

LÆS OGSÅ: Bred utilfredshed gav Enhedslisten medvind

I København blev Enhedslisten det næststørste parti med en tilslutning på 19,5 procent af stemmerne. Det blev under gårsdagens konstitueringer kronet med posten som teknik- og miljøminister til Morten Kabell. Posten anses for at være den fineste i hovedstaden efter overborgmesterposten.

Men hvad kan revolutionens fortrop bruge succesen til? Præcis som Dansk Folkeparti, der også fik et godt valg, står Enhedslisten over for at få mange nye og helt uprøvede politikere ind i byrådssalene. De får svært ved at ændre ret meget i den daglige politik. Eksempelvis vil Socialdemokraterne i København næppe følge partiets vision om at jage den sorte trafik ud af byen.

LÆS OGSÅ: Højborgenes mure holdt

På lidt længere sigt risikerer Enhedslisten at tabe meget af fremgangen igen, fordi den i høj grad synes båret af proteststemmer. Politiske bobler har det som nævnt med at briste.

Allerede i går blev Enhedslisten forbigået ved konstitueringen i Aarhus, hvor partiet trods sin store sejr ikke kunne få en rådmandspost. Den gik i stedet til Dansk Folkeparti, som dog heller ikke kunne omsætte sin fremgang til borgmesterposter af betydning.

Som kontrast lykkedes det De Konservative at sætte sig på 13 borgmesterposter, en mere end ved valget i 2009, selvom partiet fik sit hidtil ringeste kommunal- og regionsrådsvalg med blot 8,6 procent af stemmerne. Altså blot en smule mere end Enheds-listen. Dansk Folkeparti fik til sammenligning 10,1 procent på landsplan.

På ét punkt kan Enhedslisten umiddelbart udnytte sin fremgang, nemlig i de svære forhandlinger om næste års finanslov. Kommunalvalgets resultat ligner ikke en invitation til regeringen om også at udskrive et folketingsvalg nu, og dermed er finansminister Bjarne Corydon (S) under ekstra pres for at få sin finanslov i hus.

LÆS OGSÅ: Få teologer i kommunal- og regionalpolitik

Det kan Enhedslisten udnytte til at skrue prisen for et forlig i vejret, men det gør det ikke lettere at få et forlig, tværtimod.

Landspolitisk gav kommunalvalget tvetydige signaler til de store kommunepartier: Socialdemokraterne fik det dårligste lokalvalg i moderne tid, men det blev slet ikke det store nederlag, meningsmålingsinstitutterne havde antydet.

Venstre fik et godt valg og erobrede flertallet af borgmesterposter tilbage fra Socialdemokraterne. Men det står også klart, at resultatet blev væsentligt dårligere, end det ville have været for tre-fire uger siden, inden partiformand Lars Løkke Rasmussens sag om luksusrejser og rod med bilag. Det erkender man hos Venstre.

Det kommunale danmarkskort blev i tirsdags en smule mere blåt og lidt mindre lyserødt. Til gengæld blev der markante mørkerøde områder både i kommunerne og regionerne. Som ved andre protestvalg er det stemmer, der efter alt at dømme kommer til at forandre meget lidt i det kommunale og regionale arbejde de næste fire år. Revolutionen har stadig lange udsigter.