Det er ofte blot en tyndslidt frase. Men onsdag middag på Marienborg nord for København var nationen vidne til en politisk nyskabelse, som med rette kan kaldes historisk.
Her præsenterede Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen deres 58 sider lange regeringsprogram.
De to hovedmodstandere i dansk politik, Venstre og Socialdemokratiet, står nu side om side for sammen med Moderaterne torsdag at danne en flertalsregering. Det kan komme til at præge dansk politik mange år ud i fremtiden.
Mette Frederiksen kaldte på pressemødet samarbejdet et arbejdsfællesskab, og Jakob Ellemann-Jensen jokede med, at Mette Frederiksen som statsminister ikke bliver hans chef, men blot en ”mellemleder”. Hans chef er Dronningen – der skal jo være styr på formalia, som han pointerede.
Venstres leder har de seneste dage været under voldsom beskydning fra de øvrige borgerlige partiledere for at have svigtet det blå samarbejde. Han forklarede imidlertid, at for ham har det vigtige været at holde venstrefløjen ude af regeringskontorerne de næste fire år, sikre Venstre størst mulig indflydelse og endelig at sikre landets fremtid.
De tre partier lægger i programmet op til at blive en reformregering. Den vil reformere velfærds- og skatteområdet ad ikke færre end otte spor, som vedrører ”beskæftigelse, frisættelse, rekruttering, sundhed, uddannelse, trivsel, værdighed og vækst”.
- På beskæftigelsesområdet skal de kommunale jobcentre lukkes, mens a-kasser og private virksomheder skal overtage opgaven med at få korttidsledige i arbejde. En skattereform skal sænke skatten for beskæftigede, så det bedre kan betale sig at arbejde. Der bliver ændret på topskatten, det samme bliver de efterhånden talrige tilbagetrækningsordninger, og så skal stat, kommuner og regioner ”sættes fri”, så der bliver mere frit valg af institutioner og mindre kontrol med dem. Et opgør med nulfejlskulturen, kaldes det i programmet.
- Sundhedsvæsenet skal også reformeres for at skaffe mere arbejdskraft til at behandle de syge. Det skal en kommission komme med flere forslag til. Uddannelsesvæsenet har man i kikkerten, og for eksempel skal det i fremtiden kun være muligt at få Statens Uddannelsesstøtte i den normerede studietid for et studium. Regeringen vil desuden styrke de faglige uddannelser, så flere unge søger den vej.
- Folkeskolen er en anden institution, som skal sættes fri, og så skal en kommission komme med anbefalinger, som kan sikre børn og unge en bedre opvækst.
- Forsvaret skal have flere penge hurtigere, så Danmark når op på at bruge to procent af bruttonationalproduktet i 2030 i stedet for som hidtil aftalt i 2033. Pengene skaffes ved at gøre store bededag til en arbejdsdag, uden at lønmodtagerne får løn for det ekstra arbejde.
- På kort sigt skal der gives inflationshjælp i form af en forhøjelse af ældrechecken på 5000 kroner og dertil en pulje til udsatte børnefamilier.
Der er tale om et meget vidtgående og meget detaljeret regeringsprogram. Umiddelbart indeholder det så mange borgerlige fodaftryk, at det er forståeligt, at SF ikke kunne være med hele vejen.
Mindre begribeligt er det, at De Radikale meldte pas i sidste øjeblik. Ikke alene tvang det parti Mette Frederiksen til at udskrive valget i efteråret, fordi De Radikale mente, at statsministeren var blevet for magtfuldkommen, og at der var behov for en bred regering hen over midten. På en lang række punkter afspejler programmet også gedigen radikal politik, for eksempel på klimaområdet, hvor regeringen nu lægger op til, at Danmark endnu hurtigere end hidtil skal være såkaldt klimaneutralt – nemlig i 2045 mod tidligere 2050.
Bekymring for andre dele af klimapolitikken, indsatsen for børn og uddannelsespolitikken fik dog alligevel modet til at svigte, og De Radikale står nu som i 2000'erne helt uden for magtens centrum. Det ligner en identitetskrise for midterpartiet, der ellers har tradition for at søge magten på midten.
For Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne er regeringssamarbejdet et monumentalt eksperiment. Det indeholder meget store risici for de tre partier, men også meget store muligheder, hvis det lykkes. Men hvad skal der til, for at det lykkes?
Et centralt spørgsmål bliver, hvor meget af det vidtgående program der reelt kan gennemføres. Mange af de forslag, der lægges frem, er bundet af tidligere politiske forlig. Normal forligsskik på Christiansborg er, at man respekterer tidligere forlig, selvom en regering kan opnå flertal uden alle forligspartier. Hvis nogle af dem ikke vil være med, må man vente med reformerne til efter næste valg, hvor man forinden kan opsige de eksisterende forlig. Men hvem ved, om SVM-regeringen overhovedet kan eller vil fortsætte efter næste valg?
Det er en stor risiko for regeringen.
Det helt afgørende bliver dog, om de tre partiledere internt kan fastholde den tillid, som de gennem halvanden måned har opbygget til hinanden. Jakob Ellemann-Jensen lagde i går ikke skjul på, at han var overrasket over, hvor tillidsfuldt det samarbejde er blevet. Hvor godt det var lykkedes at forhandle bag lukkede døre, for eksempel.
I 1978 var SV-regeringens store problem netop den totale mangel på gensidig tillid mellem de to partier.
Tilsvarende endte VLAK-regeringen fra 2016 som næsten handlingslammet på grund af manglende tillid mellem især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Den borgerlige firkløverregering, der trådte til i 1982, fik modsat meget stor umiddelbar succes, og politikere fra dengang har fremhævet, at tilliden og holdånden var en af nøglerne til succesen.
Modsat SV-regeringen vil den nye midterregering ikke have såkaldte kontrolministre, der skal følge ministre i de andre partier. Det skabte i 1978 kun dyb mistillid og handlingslammelse. Derimod vil Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen tilsammen forme en "regeringsledelse", muligvis suppleret med yderligere en minister fra hvert af de tre regeringspartier. De skal tage sig af de gnidninger, der vil opstå undervejs mellem ministrene.
På længere sigt bliver den største trussel mod regeringen formentlig, at den ideologisk er naturstridig. Når næste valg nærmer sig, vil alle spørge, om Jakob Ellemann-Jensen så igen skal være statsministerkandidat. Om Lars Løkke Rasmussen, der tidligere har været statsminister, i virkeligheden også bejler til den post. Og om tillidsforholdet mellem tre udprægede magtmennesker kan holde til at skulle dele æren eller ansvaret for, hvordan regeringen har klaret sig.
Det har ingen af dem svar på i dag.
Dette er en politisk analyse.